Af Philip Friis
Det var i sidste uge, at Sverige og Finland sammen annoncerede, at de havde underskrevet og afsendt ansøgninger til at blive medlemmer af NATO.
De afsendte ansøgninger om NATO-medlemskab kommer som en direkte reaktion på Ruslands invadering af Ukraine, idet begge lande blandt andet deler grænse med Rusland.
For at blive optaget i NATO kræver det dog et ”ja” fra alle 30 medlemslande af NATO, og det er her, at der nu er opstået problemer, skriver TV2.
Tyrkiet nægter at sige ”ja”
Tyrkiet nægter nemlig at godkende Sverige og Finlands ansøgninger til at blive NATO-lande, hvor Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, kort efter nyheden udtalte, at han ikke ville godkende at få de to lande ind i forsvarsalliancen.
Grunden til den tyrkiske modstand kan blandt andet forklares ved, at Sverige og Finland begge har kurdiske terrororganisationer i deres lande.
Dette indebærer blandt andet terrororganisationen PKK, der også er på den europæiske terrorliste.
Det er ikke første gang, at Tyrkiet påpeger disse problematiske tilstande, og landet føler længe, det ikke er blevet hørt.
Således anser Tyrkiet netop denne mulighed som belejlig for igen at påpege problematikken.
Tyrkiet fremlægger liste med krav
Derfor har Tyrkiet i forlængelse heraf fremlagt en liste med krav, som de vil have opfyldt før, at de vil godkende Sverige og Finlands ansøgninger om NATO-medlemskab.
Listen indebærer dog ikke kun krav, der omhandler den længerevarende problematik med terrororganisationerne.
Et af kravene omhandler nemlig også en ophævelse af de sanktioner, Sverige har mod Tyrkiet i forhold til et stop for salg af våben til Tyrkiet, som de har haft siden 2019.
De resterende krav lægger sig dog nærmere den oprindelig problematik, idet Tyrkiet for eksempel kræver, at både Sverige og Finland stopper den politiske støtte af terrorisme.
Derudover fremfører Tyrkiet, at et krav er, at Sverige og Finland begge stopper med økonomiskstøtte af terrorisme, samt stopper med at levere våben til den føromtalte terrororganisation PKK.
Sidst på listen med krav har Tyrkiet også noteret en indførelse af et globalt samarbejde imod terrorisme samt et krav, om at Tyrkiet vil have Sverige udleverer en række personer, der tilhører PKK.
Kravene fremgår af en pressemeddelelse, det tyrkiske præsidentkontor har udstedt, samt også tweetet ud, hvor de yderligere afslutningsvis uddyber:
– Vores land går ind for at holde døren til Nato åben, men mener samtidig, at medlemmer af alliancen samt kandidater skal samarbejde på højeste niveau om at bekæmpe terrorisme.