I kredse med stor viden om historie og mere eller mindre kontrafaktiske teorier menes undertiden, at Rusland har haft en god motivation til at indlemme først Krim og senere Ukraine.

Et af hovedargumenterne er balance imellem stormagternes interessesfærer. Efter sammenbruddet af Sovjetunionen i 1989 mistede det store land sine bufferzoner mod vesten.

Et andet argument er, at Ukraine egentlig blot er en del af Rusland og sådan var det i århundreder – og den uorden må der kompenseres for.

Det sidste argument er selvfølgelig ubrugeligt. Norge og Finland har været selvstændige i omkring 100 år og kunne med samme argumentation gives tilbage til Sverige eller Danmark – for Finlands vedkommende tilbage til Rusland. Og hele Slesvig/Holsten…

Bufferzonerne med Østeuropa opstod i vidt omfang, fordi Sovjetunionen ikke ville trække sig tilbage fra de lande de havde ”befriet” efter 2. verdenskrig. Enkelte blev indlemmet i Sovjetunionen under tvang allerede i starten af 2. verdenskrig (Estland).

Ukraine – som det drejer sig om her – har i lighed med de fleste lande i Europa oplevet omskiftelige tilstande igennem historien. I begyndelsen af det 20. århundrede var der et gryende ukrainsk ønske om et selvstændigt Ukraine.

Efter Sovjetunionens opløsning gennemførtes i 1991 en folkeafstemning om statsuafhængighed, og med et flertal på 90,3% blev den Ukrainske stat en realitet. I 2001 angav 77,8% at de var af Ukrainsk etnicitet ved en folketælling.

Ukraine er en selvstændig stat, selv om Rusland har haft held til – på et tidspunkt – at indsætte en marionetlignende regering (Viktor Janukovitj). Denne regering smed befolkningen på porten i 2013, efter Janukovitj havde suspenderet forhandlinger om NATO-medlemskab og en EU-ansøgning – under voldsomme uroligheder og store civile tab.

Selvstændige lande har selvfølgelig ret til at melde sig ind i de internationale samarbejder de ønsker. Dette må stå over intellektuel debat om historiske alliancer og forståelse for stormagts-drømme.

I den foreliggende situation har en stormagt på retur fuldstændigt uprovokeret angrebet et andet land med stor brutalitet og despekt for ”krigens regler”. Herunder målrettet gået efter civile mål på en måde, der trodser enhver fatteevne.

Vesten hjælper Ukraine markant og må også se til, at arbejdet bliver gjort færdigt og Ukraine genopbygges.

Herefter må Ukraine alene beslutte, om de vil tilslutte sig NATO og EU, som de var godt i gang med før 2010.

Med hensyn til Rusland vil landet være en paria i international sammenhæng mange år frem!