Af sognepræst Henrik Gade Jensen

Krigen mellem Rusland og Ukraine giver et nyttigt indblik i en del af Europa, som i årtier var mindre kendt. Og det er nyttigt at lære nyt. Hertil er bogen ”Ukraines historie” på 480 sider (Forlaget Ellekær, 345 kr.), skrevet af den schweiziske professor Andreas Kappeler, en fremragende introduktion. Kappeler har hele sit liv beskæftiget sig med Ruslands og Ukraines brogede historie, været livslang professor i Tyskland og Østrig, og fra at være et eksotisk special-studium er Ukraines forhold nu centrum for stor nysgerrighed i hele verden. Arealmæssigt er Rusland og Ukraine de to største stater i Europa, så det er måske på tide at få opdateret sin viden.

Det mærkelige med Ukraine er, at det stort set ikke har haft en egen stat før i 1991. Det har manglet flere af de kendetegn, som normalt afgrænser en nation. Det har hverken haft et tydeligt eget sprog, et folkeligt særpræg eller et territorium, der afgrænsede det fra nabostater. Især mod vest og øst var der ingen naturlige grænser. Heller ikke religiøst har Ukraine tidligere været adskilt fra Rusland, de har ortodoksien fælles, selvom den vestligste del i Galicien har haft et katolsk-blandet særpræg. I 1800-tallet opstod som i andre lande en national bevidsthed med historikere og forfattere, der forsøgte at markere en ukrainsk folkesjæl, men det var under zarriget, hvor selvstændighed ikke komme på tale.

Den ældste forløber for Ukraine var Kijevriget, som var et løst magtforbund af østslaviske stammer fra det 10. til det 13. århundrede, men som også havde rødder i skandinaviske vikinger, og som kaldte det Rus. Det blev kristent, overtog fra Konstantinopel den ortodokse retning med en metropolit i Kijev. I 1200-tallet kom mongolstormen, som rullede hen over Ukraine-området og begyndte at uddiferentiere østslavere i storrussere, ukrainere og hviderussere, og som også forskød centret til Moskva efterfølgende. Kijevrigets karakter i middelalderen har siden været et stridspunkt mellem russiske og ukrainske historikere. Var det fælles historisk arv eller mest russisk eller ukrainsk? Den største ukrainske historiker Mikhajlo Grusjesvki/Hrushevsky (1866-1934) skrev et tibindsværk om ”Ukraine-Rus´ historie”, som nu genudgives på engelsk, hvor Ukraine får den centrale rolle. Ifølge Kappeler  er Kijevriget fælles og forsøg på at gøre krav på dette Rus-rige senere, er forenklede.

Fra det 13. til det 16. århundrede kom fyrstendømmer fra Galicien og Litauen og Polen og dækker ind over det ukrainske territorium, men de var stadig løse multinationale riger. Det eneste sikre var, at polsk sprog og katolske tro hørte sammen, ligesom østslavisk sprog og ortodoks religion var forbundet. I 1300-tallet flyttede metropolitten til Moskva. Polen-Litauen forsøgte at skabe fælles tro, men lykkedes kun i Galicien med en uneret kirke (altså union af katolsk og ortodoksi). De religiøse skismaer har stadig stor betydning.

I 1700-tallet opstod nye ukrainske aktører, nemlig kosakkerne, et frit krigerfolk blandet op med tyrkiske og tatariske træk som levede på stepperne i det østlige område. De var med til at skabe opsving og nye forbindelser til det stadig mægtigere zarrige fra Moskva anført af Peter den Store. 1700-tallet betød det østlige ukrainske områdes langsomme integration eller underordning i zarriget. Sprogligt skete der en både tvungen og frivillig russificering. De vestlige områder hørte i lang tid under Polen-Litauen, men gennem 1700-tallet blev Polen delt flere gange mellem Rusland, Preussen og Østrig-Ungarn og ophørte som stat.

Gennem 1800-tallet var ukrainerne delt mellem Rusland i øst og Habsburgerriget i vest, men samtidigt sydede det med nationale samlingsbevægelser, som forsøgte især sprogligt og kulturelt at identificere noget ukrainsk mellem russisk og polsk. 1800-tallet var også århundredet for industrialisering og modernisering, livegenskabet ophævedes, mere forfatning og retsstat og en vis demokratisk selvbestemmelse. I det sydøstlige omkring Donetsk med omfattende kulminer og sværindustri kom industrialiseringen stærkest frem, store dele af Ruslands kul og stål kom fra Donetsk og jernbaner begyndte at sammenknytte de store landområder. Ukraine var både med fødevarer og sværindustri en meget vigtig leverandør til både Rusland og Sovjetunionen.

Med den russiske revolution i 1917 skete den nok mest omfattende samfundsforandring nogensinde. Det var ikke kun en statsomvæltning, men en omfattende og meget blodig borgerkrig, som kom oveni Første Verdenskrig, som også trak veksler på det russiske zarriges ressourcer. For Ukraine betød det permanent krig fra 1914 til 1920, men med et mislykket forsøg på et oprette en egen stat. Den første russiske revolution, den liberale, betød opbrud fra autokrati og gav forhåbninger om selvstyre, men bolsjevikkerne var ikke til sinds at tillade et helt selvstændigt Ukraine, men der kom dog Den Ukrainske Sovjetrepublik fra 1920, som dog betød en opblomstring for ukrainsk sprog og kultur. Den store hungersnød, som opstod i kølvandet på revolution og skyldtes bolsjevikkernes tyveri af korn, blev afløst en mere liberal NEP-politik, den nye økonomiske politik. Officielt gik Lenin ind for ”folkenes selvbestemmelse helt ud til løsrivelse og dannelsen af en selvstændig stat”, men de ord betød ikke så meget. Dog skete der en ukrainisering indenfor det sovjetiske system, og de nationale sprog blev stimuleret.

Den afgørende vending kom i 1929, da Moskva vælger at tvangskollektivisere landbruget i Ukraine. Alle selvstændige landmænd skulle integreres i kollektivbrug og alt korn blev beslaglagt. Resultatet blev en omfattende hunger-holocaust, 4 mio. døde i 1929-1933, men også mange deporteringer og udrensninger og likvideringer. Kappeler tager ikke stilling til, om hungersnøden var tilsigtet etnisk udrensning af den ukrainske kultur som senere Anne Applebaum og mange andre har argumenteret for. Mange russiske områder blev tvangskollektiviseret lige så brutalt og nådesløst. Det var kommunisme ført ud i praksis. Bundlinjen blev en enorm menneskelig katastrofe gennemført brutalt, men også dikteret af ideer om fælleseje og kollektive drømme. Og det lykkedes jo stort set for Stalin at holde hungersnøden skjult for Vesten, venligt hjulpet af alt for mange følgagtige og forstående vestlige journalister i Moskva.

Ukraine blev meget hårdt ramt af Anden Verdenskrig, landet blev besat af tyske og rumænske tropper, som førte en vanvittig undertrykkelsespolitik. ”Ukrainerne er lige så dovne, uorganiserede og nihilistisk-asiatiske som storruserne” sagde Hitler og det blev omsat til en Wehrmacht-befaling om at alle skulle underlægges herrefolket. Ukraine mistede ca. 13 mio. mennesker fra 1930 til 1944. Især gik krigen meget hårdt ud over Ukraines jøder med massehenrettelser og nedskydninger, og ukrainerne var tit behjælpelige med ondskaben, især i Galicien. Mange meldte sig her også til tysk krigstjeneste. Det er ingen sort-hvid historie. Det er historie aldrig…

Efter Anden Verdenskrig skubbedes Polens grænser vestpå, og det østlige Polen omkring Galicien blev igen en del af Ukraine. Ny kommunistisk ensretning ramte Ukraine ind til Stalins død, ganske vist som selvstændig Sovjetrepublik, men helt kontrolleret fra Moskva. Nikita Khrustjtjov var ukrainer, men der var intet etnisk over ham, og han var kommunismens og Sovjetunionens sekretær, men alligevel fik Ukraine i 1954 tildelt Krim som en gestus.

Sovjetunionens sammenbrud kort tid efter Murens fald i 1990 resulterede så – endelig – i de mange sovjetrepublikkers selvstændighed, under mange forskellige former. Ukraine blev selvstændigt i 1991 og resten er historie – fristes man til at sige.

De næsten 500 sider om Ukraines historie er spændende læsning, og ikke mindst i denne tid, og man overbevises på næsten hver side om, at historien er med os hele tiden. Konflikten mellem Rusland og Ukraine har stået på hele tiden, på forskellig og mest på undertrykkende vis, men historien er med os, hele tiden. Og som dansker fra et land og en stat, som aldrig har været udsat for voldsomme erobringer eller hærgen, måske bortset fra svenskekrigene i 1600-tallet, som nok er det mest brutale danskerne har været udsat for, kan man kun glæde sig over historiens heldige tilsmilinger med et land og et territorium, som har kunnet fastholdes nogenlunde intakt i 1000 år. Ukraines skæbne har været, at de aldrig fik en stabil nation, måske på grund af geografien uden naturlige grænser og endeløse stepper, men sikkert også på grund af for tæt kulturel og sproglig forbindelse til det russiske.

Det ændrer sig nok eksplosivt med krigen mellem Rusland og Ukraine, hvor den største sejrherre uden tvivl bliver den ukrainske nation og nationsfølelse. Og det mest afgørende skud blev Ruslands i egen fod. Fra historien ved vi, at krige altid integrerer folk og ofte i modsætning til andre folk og fjender. Og det sker næsten prototypisk lige nu i Ukraine…

PS: Bogen er udgivet af det lille enmandsforetagende Forlaget Ellekær http://www.ellekar.dk/ , som udgiver en lang række kvalitetsbøger, bl.a. om Østeuropa. Det drives af Jens Ellekær, som også har oversat bogen, og hvis erindringer også kan købes på forlaget. Her kan man bl.a. læse om Jens Ellekærs spionagerejse til Polen i 1987, hvor han blev idømt 9 års fængsel, men senere blev udvekslet og kom til Danmark.