Vanopslagh indrømmer svigt: Her er grunden til, at regeringen har fået så meget magt under coronakrisen

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

”Det kunne kun komme så vidt, fordi folketingets partier inklusiv os selv ikke var årvågne nok”, lyder det fra Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh i et interview Indblik.

Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk

Onsdag kunne man på Indblik læse om Liberal Alliances nye retsikkerhedsudspil.

Formålet med udspillet er at beskytte danske borgere- og virksomheder mod frihedsindskrænkende regler.

I udspillet fremgår der tre forskellige mål. De lyder som følgende:

– Solnedgangsklausuler skal indføres i alle politiske forslag, som væsentligt kan påvirke borgere eller virksomheders retsstilling og frihed.

– Der skal indføres et robust erstatningssystem, som kompenserer borgeren, når politiet begår fejl. En uberettiget anholdelse er dybt indgribende, og det må erstatningstakster reflektere.

– Offentlighedsloven skal tilbagerulles, så medierne bedre kan holde myndigheder i ørerne.

Læs mere om det her.

“Politisk er der sket et svigt”

I et interview med Indblik uddyber LA’s formand, Alex Vanopslagh, sin baggrund for udspillet.

Han fortæller, at coronakrisen og regeringens håndtering af den har gjort ham klog af skade.

– Coronakrisen har vist os, at vores retssamfund er mere skrøbeligt end vi forestillede os.

– Vi har været vidne til en magtudøvelse uden for de retsstatsprincipper, der normalt styrer vores samfund. Det gælder både på det politiske niveau og på myndighedernes håndtering, siger Vanopslagh.

Vanopslagh har selv været en af de mest markante kritikere af regeringens ageren i forbindelse med minkskandalen, hvor alle danske mink på baggrund af en potentielt grundlovsstridig ordre blev aflivet.

Statsminister Mette Frederiksen er sammen med den øvrige regering nu ved at blive undersøgt af Grundlovskommissionen, der skal forsøge at kulegrave skandalesagen og placere ansvaret blandt de implicerede ministre m.v.

– Politisk er der sket et svigt, der jo blandt andet resulterede i, at regeringen forestillede sig, at man kunne have en epidemilov, hvor regeringen kunne tildele sig selv vidtgående beføjelser.

– Det kunne kun komme så vidt, fordi folketingets partier inklusiv os selv ikke var årvågne nok, siger han til Indblik.

Kunne du lide artiklen her?

Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.

Bliv medlem her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?