Til trods for at vi lever i bizarre og potentielt kaotiske tider, så er den mangel på logik og selvstændig tankegang, som det meste af verden lader til at være blevet angrebet af, da bestemt ikke uden en vis underholdningsværdi. Hver dag bliver vi en ny, besynderlig overskrift rigere. Hver dag bringer nye, pudsige tiltag fra woke-industri, venstrefløj, sundhedsmyndigheder og kedsomhedsramte medier, og vigtigheden af at kunne grine højt og larmende af løjerne må ikke undervurderes.

For det er sgu morsomt, når Rosa Lund står i Folketingssalen og mener at mænd helt, helt naturligt kan føde børn; når LGBT-bevægelsen ikke længere kan nøjes med at hedde LGBT, men nu skal hedde LGBTQIA, fordi man ellers er ekskluderende overfor en ny perlerække af seksuelle rariteter.

Det er morsomt, om end på den dybt tragiske måde (ja, sorry, men sort humor bliver nødt til at være det nye sort), når medierne insisterer på, at de bekymrende høje dødstal herhjemme skyldes corona, og at der ikke er ÉN eneste journalist, der har nosser til at interessere sig kritisk for konsekvensen af den forhastede vaccine-semitvangs-kampagne i 2021.

Det er hysterisk morsomt, når Taliban anklager Prins Harry for krigsforbrydelser, når Jordan Peterson skal i genopdragelseslejr, for fortsat at måtte kalde sig psykolog og når en kvinde ikke længere må hedde en kvinde, men nu skal omtales som en menstruerende eller fødende person, fordi man ellers kunne risikere at støde en af de kønsforvirrede typer.

Man KUNNE også klaske sig på lårene af grin, når Carl Valentin påstår, at ens løn før skat jo ikke er ens egne penge, men som udgangspunkt tilhører fællesskabet. Det er jo et helt åndssvagt udsagn, som han lige nu må ærgre sig grundigt over, men lige i hans tilfælde kan der dog være en vis ræson i ytringen, da indtægt jo normalt er noget man får i bytte for en form for personlig arbejdsindsats, og den slags plejer MF’ere på rød stue ikke at være ret vilde med.

Men. Når latteren så forstummer, så skal vi huske at tage vores samtids gak og gøgl dybt alvorligt.

At gå imod wokeismen og tidens politiske korrekthed er som at sætte sig på en kasse dynamit under Slaget ved Waterloo. Nøj, de bliver sure, primært henne i venstrefløjen, men sørme også i det pæne og pt. lidt forskrækkede borgerskab, når man taler om alt det, man ikke må tale om. Når man erklærer sig uenig i de doktriner, der terroriserer den vestlige tankegang og når man nægter at lade sig normstorme. Når man insisterer på at have sine egne meninger og lufte dem præcis lige så højlydt, som alle dem med de ”rigtige” meninger gør.

Det er nemlig nemt at have de ”rigtige” meninger. Den slags lyder næsten altid pænt, implicerer som regel, at der er nogen det er synd for, nogen der er blevet uretfærdigt behandlet (i mangel af bedre må man finde nogen i retrospektiv; så er man sikker på en myriade af uretfærdigheder) – og som nu skal kompenseres.

Helst gennem totalt ulogisk og forvrænget overkompensation.

Det er diktatur forklædt som demokrati. Det er sovjetisk logik. Det er totalitarisme og en samtidig forventning om et totalt fravær af abstraktionsniveau og hjerneaktivitet til fordel for tilpasning til det militariserede meningssamfund. Det er pænhedens tyranni – og den skal vi passe gevaldigt på, at vi ikke lader os kue af.  For den er på ingen måde pæn i sig selv. Den er barnlig, indoktrinerende og tåbelig.