Under sin tale på det konservative landsmøde kom Søren Pape med en interessant udtalelse, som kan tyde på, at han gerne ser sig selv som statsminister.
Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk
I weekenden afholdt Det Konservative Folkeparti sit årlige landsmøde.
Under begivenheden holdt den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, traditionen tro sin hovedtale.
Særligt ét udsagn i talen har vakt opsigt, skriver TV 2.
– Der kommer en konservativ statsminister igen, lød det fra Søren Pape Poulsen i sin tale.
Her citerede partiformanden et tidligere udsagn direkte fra den nu afdøde, tidligere konservative statsminister Poul Schlüter, som sad på posten fra år 1982 til 1993.
At Pape vælger at citere Poul Schlüter med netop dét udsagn, tyder på én ting, vurderer TV 2’s politiske redaktør Hans Redder.
Nemlig at Søren Pape gerne ser sig selv som statsministerkandidat for blå blok.
I april 2021 viste meningsmålingerne for første gang i 25 år, at Konservative havde overhalet Venstre og på daværende tidspunkt stod til at blive det største parti i blå blok.
I den seneste meningsmåling fra YouGov står Konservative til at få hele 16,9 procent af vælgerne, hvis der var valg i dag.
En markant fremgang til partiet, som ved sidste folketingsvalg i år 2019 fik 6,6 procent af stemmerne.
Se Søren Pape Poulsens landsmødetale i sin fulde længde herunder.
Den netop overståede weekend var centrum for hele fire politiske landsmøder.
Udover Det Konservative Folkeparti holdt også Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti landsmøder i weekenden.