Walk a mile in my shoes

Theresa Scavenius gjorde en dyd af en nødvendighed, da netmediet Frihedsbrevet afslørede hende i et klimasagsfornægtende forbrug af fly og taxa i kampen for at redde … klimaet.
Hør artikel

Og hvem elskede det allermest?

Berlingske Tidende blev så begejstret for Scavenius’ krav om frihed for personligt ansvar, at den voksede helt ind på lederplads.

Det var ikke afsløringen af Scavenius’ hykleri som Berlingske hyldede. Nej det var hendes ansvarsforflygtigelse i forhold til politikeres personlige ageren.

Lyt til mig men lad være med at kopiere.

Og Berlingske stod ikke alene i begejstringen over, at en ypperstepræst fra klimahæren fjernede den dårlige klimasamvittighed. Gør som jeg siger ikke som jeg handler. Det tegner som en voldsom nytegning for den nysplittede opposition. Folk der for kort tid siden brokkede sig over klimatosser, kan nu forenes med klimahærens kamptropper i arbejdet med at sikre beslutningstagerne imod den kødfrie og bilfrie og flyfrie og genbrugsorienterede lavvækst som vælgerne stilles i udsigt.

Hvad skulle de mange pensionsmilliarder og de høje politikerlønninger dog bruges til, hvis fremtiden byder på personlige CO2-kvoter.

Orkan i vælgerhavet.

Der er mange måder at holde vælgerhavet i ro på, mens vi bevæger os frem imod de bredt vedtagne klimamål. Hockeystaven er superpopulær; altså ideen om at vi afventer udviklingen af nye teknologiske løsninger som i sidste øjeblik vil gøre Danmark så bæredygtigt, at borgerne stort set kan fortsætte livet med terrassevarmere, Webergrill og flyrejser helt som vi føler at vi har fortjent det.

Infrastrukturen på Energi mangler.

Næsten alle danske produktionsvirksomheder kan fortælle hvordan infrastrukturen på energiområdet er helt utilstrækkelig, og de mange administrative og retspolitiske procedurer betyder, at vindfarme og solparker sander til i endeløse køer, for at få byggetilladelser og tilkoblingsmuligheder. Det kan Kristian Jensen fra Green Power Denmark tale med om.

Så længe bare én utilfreds borger eller én miljøindsigelse kan stoppe ethvert stort byggeprojekt, så længe kan selv en kompetent energispecialist som den nye energiminister Lars Aagaard få vanskeligt ved at nå i mål.

Power to X, de nye energi-øer, fissions – og

fusionsløsninger o.s.v. ligger som politiske fatamorganaer i forhold til de tidsplaner som er vedtaget.

I dette voldsomme farvand har Ukrainekrigen medvirket til at retablere fossile løsninger og import af flydende gas i et omfang som er dømt til at forsinke den i forvejen overskredne tidsplan.

Det vil selvsagt være behageligt for politikerne, hvis ikke der behøver at være sammenhæng mellem ord og handling hos klimakampens frontsoldater.

Må alle smide ansvaret?

Spørgsmålet er, om klimafrontkæmperne og de overlevende klimabenægtere forestiller sig, at fraværet af personligt ansvar kun skal omfatte klimakampen. Eller om de som kæmper for at flest mulige børn bør søge den offentlige folkeskole, fremover skal kunne lade deres egne børn gå i privatskole med god samvittighed.

Mens SVM-regeringen fødes i en storm af vælgerbedrag, så er det måske et af de store strategiske selvmål, hvis den rød/grønne fløjopposition, nu demonterer politikernes personlige ansvar – i et forsøg på at skabe behagelige forhold for sig selv. Det bærer i sig kimen til at tabe den folkelige opbakning i en følsom politisk situation.

Skuffelse af forventninger er central for offentlig forargelse.

På tværs af geografiske skel har de fleste vælgere en forventning om at deres politiske repræsentanter gør sig umage med at passe på de offentlige midler, kæmpe for borgernes rettigheder, behandle borgerne retfærdigt, sætte sig ordentligt ind i sagerne og udvise positiv interesse for at hjælpe borgere som er kommet i klemme.

Faktisk er der indgået en vidtgående kontrakt mellem vælgerne og politikerne kaldet det repræsentative demokrati. Tilliden til at politikerne vil repræsentere vælgerne udfra en kombination af disse grundlæggende normer, og så de politiske holdninger som politikeren er gået til valg på, er afgørende for det repræsentative demokrati.

Scavenius og Johnson.

Det er nok de færreste som forventer, at deres politiske repræsentanter styrter rundt for at gøre Røde Kors overflødig, eller at de uden ophør forlader erhvert møde som indeholder kritik af deres politiske holdninger. Sandheden er, at kontrakten overholdes så godt, at vi har en af verdens højeste valgdeltagelser. Når politikere siger en ting, og derefter gør noget helt andet, eller endnu mere provokerende; “kræver at borgerne følger regler som politikerne herefter føler sig personligt hævet over”. Så reagerer medier og offentlig mening med fordømmelse. Hele den vestlige verden samledes i vrede om at udskamme Boris Johnson, fordi han lod Dronning Elisabeth sidde alene i den C-19 lukkede kirke, og sørge over prins Philip. Imens han lod den politiske inderkreds i Downing Street 10 feste solidt igennem. Den konservative leders hykleri og dobbelte standarder opnåede ingen opbakning hverken i England eller internationalt. Hvis ikke engang politikerne orker at forsøge at være et godt eksempel, så står man afklædt. Boris Johnson måtte som bekendt træde tilbage. Han skulle nok have tilkaldt Theresa Scavenius som spindoktor. Hun italesætter alt det som den britiske konservative ledelse mener – men ikke tør sige; “Vi er landets ledelse, og kan ikke sinkes i dette vigtige arbejde af oppositionens og mediernes kritik af os som beslutningstagere. At nogle få mennesker i England ikke overholder reglerne nidkært, betyder jo intet for den samlede smittespredning”.

Helliger målet midlerne?

Hvis vi antager at vi arbejder mod uret i klimakampen for at redde kloden, at vores biodiversitet er på vej sydover, at en række sjældne mineraler og jordarter er udrydningstruede og at vi er uhyggelig tæt på at ødelægge vores drikkevand, jord og luft med vores forurening, er det så ikke helt berettiget, at Theresa Scavenius fjerner de forhindringer på vejen som sinker tempoet?

Er det ikke rigtigt, at mange kompetente borgere afholder sig fra at deltage i klimakampen, fordi de frygter hadefulde personkampagner, hvor de bliver hængt ud for selv at belaste klima og miljø. Måske!

Er det ikke rigtigt, at hvis bare de mest kompetente og sympatiske profiler kæmper for at redde jorden, så kommer vi hurtigere i mål til gavn for menneskeheden. Alle er glade, selv om vi belønner beslutningstagere og mediefolk med lidt friere rammer til at svine undervejs.

Hvis medierne lover at de ikke kontrollerer om miljøministeren selv sorterer sit affald i 8 kategorier, er det så OK bare vi redder klima og miljø?

Nej så god er verden ikke. Politikerne skal ikke afløses af holdningsadvokater og kommercielle lobbyister. Vi er en del af et økosystem, og der skal stilles krav til politikerne, så de kan stå til ansvar for vælgerne. Demokrati og retsstat hviler på tillid til de politiske ledere, og respekten for den der selv kan stå distancen er bare størst.

Hvad hvis de falske rotter sig sammen?

Hvad er der på spil, hvis ingen skal stå til regnskab for deres personlige performance. Tab af tillid til politikere.

Og tillid er noget man gør sig fortjent til. Så lad være med at spille hasard med vælgernes tillid.

Hvis de der spiller falsk slår sig sammen, så kan man forestille sig, at de samme politikere taler for at mindske de offentlige omkostninger, samtidig med at de gennemfører regler som får de offentlige udgifrer til at eksplodere.

Den bestemmende klasse.

Theresa Scavenius har forsøgt at etablere sit eget politiske parti; Momentum, som fokuserede på det fagområde som hun nu er blevet ordfører for. Rigtig meget taler for at Scavenius er både veluddannet og interesseret i sit nye klimapolitiske fagområde. Allerede få dage efter valget, var Scavenius med til at tackle sin nye formand, Franciska Rosenkilde, for at fastholde det vedtagne og partipolitisk farveblinde ønske om en uafhængig juridisk undersøgelse af Minkskandalen. Det tyder på mere politisk mod, end de fleste nye folketingsmedlemmer oppebærer.

Hvorfor lægger Theresa afstand til Moder Teresa?

Hvis Scavenius er både kompetent og modig, hvorfor føler hun så ikke en forpligtelse til at leve personligt op til de holdninger som hun kæmper så målrettet for?

Er det fordi Scavenius tænker at politiske sager har bedst af, at vi hyrer holdningsadvokater istedet for engagerede borgere, når vi vælger politikere. Taler Scavenius i realiteten ned 2 tunger?

Synspunktet er validt. Det svarer til advarslen mod selvmødere i egen retssag. Stort set alle med kendskab til retssystemet vil anbefale at hyre en dygtig advokat. Det er bedst for sagen, og ingen forlanger at advokaten bliver fattig for at føre de nødlidendes sag. Vi stiller kun krav om kompetence og ordentlighed.

Theresa Scavenius ved hvordan man vikler sig ud af en skandale. Når gravergruppen beskylder dig for at have stjålet 5000, så drukner du historien i hånlatter og siger at du bukker dig aldrig efter mindre end millioner. Scavenius diskuterede ikke antallet af taxabilag i det godes tjeneste. Den kamp var tabt på forhånd. Theresa Scavenius gik til modangreb, og sagde at implementeringen af politiske ideer ikke er individets ansvar.

Scavenius er ligeglad med individers påvirkning. Vælgerne stemmer ikke på Moder Teresa. De stemmer på Politiker Theresa til at lede menneskeheden ud af vildfarelsen om jordens uendelige ressourcer.

Det åbner sluserne for spinfolket og sælgeruniverset. Hvis bare du har personprofil og talegaver til at sælge varen, så er det flintrende ligegyldigt om der er sammenhæng mellem afsender og budskab.

Selv ateister fordømte folkekirkepræsten i Taarbæk, som ikke selv troede på Gud. Og vælgerne var rystede da toppolitikerens søn gemte sin vens narko i fryseren.

Theresa Scavenius overser, at kollektiviseringen af ansvaret fjerner den folkelige forpligtelse til at passe på udsatte borgere, biodiversitet og global opvarmning. Det er jo ikke rigtige mennesker med holdninger. Det er holdningsmæssige lejesoldater som kan slappe af, så snart møderne er overstået.

Hvad er det brændstof som nærer ønsket om at hyre sælgere til at repræsentere vores holdninger?

Disse professionelle meningsmagere vil hurtigt lande på en økonomisk motivation om at forureneren betaler. Lad os sige at der er 2000 attraktive byer og destinationer på kloden. Med road pricing og flyafgifter kan adgangen til at rejse og nyde sårbare destinationer samt grille Kobe kød og nyde eksklusive vine i selvkørende Teslaer og Polestars, limiteres til en selvudnævnt intellektuel overklasse som er så vigtig for klodens overlevelse, at det er moralsk berettiget at undtage dem fra personlige klimakvoter.

I praksis betyder afgifter intet for velhavere og beslutningstagere som får deres omkostninger dækket af deres arbejdsgiver.

Konsekvensen af at løse alt med klimaafgifter og krav til transportmidler som kun eliten kan honorere, vil indfri al den frygt for globalisering og woke som aktiverer slæbebremsen hos en række magtpartier.

Set i det lys er det ikke overraskende, at priviligerede individer på begge fløje finder hinanden i et fælles ønske om at kunne frakoble enhver sammenhæng mellem de rigtige løsninger for klodens fremtid, og så det personlige ansvar for at bidrage til samme løsninger.

“Det var min hånd hun flyttede fra sit lår for 10 år siden, erkendte Morten Østergaard, og fordømmelsen var nådesløs, fordi Radikale havde sat sig op på en hest så høj, at den ledte tanken hen på guldfisken i glasbowlen som ikke bør opfordre nogen til at kaste den første sten.

Der er talrige historier om magtfulde amerikanske politikere der fortæller om hvordan højrefløjen har “God on our side” i kampen mod homoseksualitet. Når så de bliver trukket ud af et lufthavnstoilet efter at have været sammen med en ung mandlig prostitueret, så er fordømmelsen fra medier og offentlighed nådesløs.

Fordi den politiske magt og indtægt er bygget op omkring had vendt imod homoseksuelle, hvorefter den som har formuleret budskabet og nydt frugterne af demagogien, er højt hævet over selv af føle sig forpligtet til at leve efter disse normer, så opfattes budskabet som hult og komplet værdiløst.

Men så kom Theresa Scavenius og gjorde hvidvask, greenwash og dobbeltmoral legalt. Det er ligesom med Metoo, nogle skal jo sparke døren ind.

Og spørgsmålet er om den samlede opposition i dansk politik, har kraft og troværdighwd til at tøjle en flertalsregering, hvis man mærker ønsket om ikke at stå på mål for egne holdninger.

Jeg formoder at Regeringen foreløbig godter sig i tryg forvisning om en tandløs opposition uden nærkontakt med folkehavet.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?