“Med den aggressive strøm af løgn og fake som vælter ud af Donald Trump, så er det da ikke så mærkeligt, at det tidligere så fredelige og demokratiske USA, er blevet forrået og halvfascistisk.”

Lad lige citatet stå, for den slags florerer på nettet, men Indblik giver lige holdningen et serviceeftersyn.

Udtalelsen bygger på 4 forudsætninger, der kan formuleres som spørgsmål;

1 Er Trump selv årsag til attentaterne, og er der noget ved Trump som gør ham anderledes end andre politikere?

2 Var Amerika et langt mere fredeligt og politisk tolerant sted før 2016?

3 Var forholdet mellem Demokrater og Republikanere meget mere respektfuldt før 2016?

4 Har der været voldelige hændelser i USA efter 2016, som er politisk motiveret og kvalificerer til at borgerne føler at livet er blevet mere utrygt?

1) Er Trump selv skyld i attentaterne?

Det er et helt uanstændigt spørgsmål, som svarer til, at spørge om et voldtægtsoffer er for udfordrende klædt?

I et retssamfund er det ingen, som skal udsættes for vold og trusler.

Hvis man synes at nogen gør sig fortjent til afstraffelse, så må man anmelde forholdet, så retssystemet kan tage over.

Selvtægt er helt uacceptabelt.

Et fænomen i USA.

Donald Trump er på mange måder vokset ud af den traditionelle politikerrolle. Han minder mere om Malcolm X end om en politiker. En nådesløs fighter som konstant opsøger og iscenesætter sig selv som den forfulgte underdog. Donald elsker konfrontationerne og skænderierne og forsidehistorierne. Hvis han keder sig, så indleder han angreb, som ofte ligger i udkanten af den lovgivning som han skal vælges til at varetage.

• Er Kamala sort eller brun?
• Er Obama overhovedet amerikaner?
• Hvor mange katte og hunde har Haitianerne sat til livs? Altså ikke bare katte, men børns kæledyr forstås.

Nogle undres over de mærkelige temaer. Hvis man følger baglandet i Heritage Foundation, så er de irriterede over alle disse klovnerier, som ikke indgår i deres anbefalinger. Men de misforstår deres egen kandidats raison d’etre. Det handler om at være på, om at kommunikere på helt andre niveauer end det politiske. På en måde er Donald mere performance-kunstner end politiker.

Allerede derfor duer Donald ikke til TV-dueller, for hans publikum er ret ligeglade med, om grædende børn i voksende omfang leder efter deres hundehvalp. For det kunne jo sagtens være rigtigt, og som Trump forklarede TV-værten, så havde han selv set det i TV. Og det skal man høre fra en mand som ikke stoler på medierne…

2) Vandt Kanala overhovedet?

Jacob Heinel som er USA-korrespondent på Berlingske, stiller det begavede spørgsmål; “Vandt Kamala overhovedet TV-debatten?”

Tankegangen er, at stort set alle – selv republikanere – bedømte Kamala som den der klarede sig bedst. Kun Trump synes, at det var hans bedste debatindsats nogensinde. Rationalet hos Trump er, at da han ikke kan gøre det bedre, er der ingen grund til at lave det om. De fleste tænker, at hvis ikke Trump kan performe bedre, så kan de godt forstå, at han ikke har mod på flere dueller med Kamala. Men overvej lige, hvad helt almindelige amerikanere kan huske fra den debat.

Kun en ting fylder, og det er påstanden om at haithianerne spiser kæledyr ad libitum i Springfield. JD udtalte for et par dage siden, at når han skulle diskutere indvandring, så fandt han også på noget i den stil. Underforstået – ja det er muligt at det ikke er sket, eller at det kun er sket i et enkelt tilfælde. Det er ikke det afgørende. Historien går rent ind, for det er slet ikke mennesker som flygter op fra Mexico. Det er dyriske skabninger – psykiske afvigere – som spiser katte og overtræder lovgivningen i det pæne USA. De skal stoppes med mure og returbilletter.

Hvis det står tilbage, hvem har så vundet duellen?

Plads til alle amerikanere.

Pointen er, at nogle griner, nogle synger karaoke og nogle underholder bare om MAGA (Make America Great Again) indtil deltagerne udvandrer. De har alle krav på beskyttelse.

Og trumpisterne forlader ikke deres idol, uanset hvor mange debatter han taber. De elsker deres leder på et plan, som ikke kan måles med politiske alen.

Et sådant fænomen skal selvsagt beskyttes. Denne uge blev indledt med, at en af Trumps vælgere fra 2016, som helt ekstraordinært blev skuffet over sit idol, sad og ventede med en riffel som en anden krat-lusker. Det vender vi tilbage til.

Var Amerika et langt mere fredeligt og politisk tolerant sted før 2016?

Den noget lemfældige våbenlovgivning, i kombination med en meget handlingsorienteret befolkningstradition, gør USA til et samfund hvor irritation og vrede over andre mennesker forholdsvis let udvikler sig til drab.

For politiske nørder er hvert af de attentater som er listet nedenfor, et enkeltstående foredrag, som åbner for et lærerigt blik ned under glasuren på det amerikanske samfund. Det vigtige er, at hvis du lader hvert navn synke ind, så vil du indse, at fortællingen om at alting var bedre, før forretningsmanden Trump ville være politiker, savner lidt perspektivering…

• Præsident Abraham Lincoln 1865
• Præsident James Garfield 1881
• Præsident William McKinley 1901
• Theodore Roosevelt 1912
• Franklin D. Roosevelt 1933
• Præsident John F. Kennedy 1963
• Robert Kennedy 1968
• Martin Luther King 1968
• Gerald Ford 1975
• Ronald Reagan 1981

Listen besvarer vist spørgsmålet, om hvorvidt USA var et fredeligt sted før Trump.

3) Var forholdet mellem Demokrater og Republikanere meget mere respektfuldt før 2016?

 De fleste af os følger 7 – 8 svingstater, når vi skal afgøre hvilken kandidat der opnår tilstrækkelig mange valgmandsstemmer, til at sikre nyt kontor i Det Hvide Hus. Jeg husker tydeligt, hvordan to unge matematikere i Bruxelles i 2016, nåede det endelige resultat før de amerikanske TV-kanaler. Der er forskel på skrammede pickup trucks i Rust – og bibelbæltet, og så flybridgebådene i Fort Lauderdale.

4) Amerikanerne bor ikke side om side.

Amerikanerne har delt sig efter anskuelser, uddannelse og økonomi, længe før Trump.

Kamala blev nærmest verdenskendt på et hårdt angreb på Biden, før nomineringen af de demokratiske kandidater til valget i 2020. Det handlede om Joe`s manglende opbakning til bustransport til farvede elever fra beskedne økonomiske kår, så de kunne komme til skoler, med mere bogligt orienterede elever.

Lille Kamala i bussen.

Selv om Kamala virker ungdommelig i sammenligning med Trump, så er det ca 50 år siden, at lille Kamala kørte med bussen. Allerede dengang var USA et klassesamfund, hvor nogle kvarterer flød med narkomaner, håndvåben og prostituerede, mens der var pool boys og cabrioletter i andre.

Det er bare blevet værre siden. Og hvis man har prøvet at være frivillig i en amerikansk valgkamp, så lærer man hurtigt hvilke dele af en by man skal bruge tid på – i hvert af de store partier.

Var der så veneration for det gode kammeratskab på tværs af partierne før Trump?

Der er byttet lidt rundt på tingene, men historisk var der en verden til forskel på de velhavende slaveejere i syden, som udgjorde rygraden hos Demokraterne, og så de republikanere, der havde sat livet på spil for at få slaverne frigivet.

Efter at have fulgt amerikansk politik siden sidst i halvfjerdserne, så tror jeg at Trump har gjort mest forskel ved at gennemføre en hård intern udrensning. Det er bestemt muligt at Trump har fremmet partistrategien gennem en ydre fjende. I så fald er det gengældt hos Demokraterne.

Watergate.

Hvis der stadig er nogen der forestiller sig, at alt var fryd og gammen mellem partierne før Trump, så minder jeg lige om at Nixon administrationen satte blikkenslagerbanden til at lave natlige indbrud i Watergate bygningen. De fleste vil kunne huske hvordan de to Washington Post journalister afdækkede hele skandalen. Al den ballade prægede første halvdel af halvfjerdserne, og understregede det anstrengte forhold mellem partierne.

Det er alment anerkendt, at McCain er et fornemt eksempel på ordentlighed og bipartisan respekt!

Men når Kamala tager imod hundredevis af tidligere toprepublikanere med stolthed og velkomstknus, så tænker jeg tilbage på, hvordan Dick Cheney blev opfattet af demokraterne, medierne og mange europæere. Dengang var Dick den onde konservatismes fyrste i egen formørkelse. Han tjente under Bush-familien.

Vi kan med en vis diplomati sige, at der har været drabelige opgør mellem partierne i det meste af efterkrigsperioden. Det er blevet værre, men det har altid ulmet lige under overfladen.

Har der været voldelige hændelser i USA efter 2016, som er politisk motiveret og kvalificerer til at borgerne føler at livet er blevet mere utrygt?

Eks-president Trump traver fredeligt rundt med golfkøllen i Florida, og Secret Service, der altid er et hul foran den de beskytter, spotter noget, der minder om et riffelløb på en AK47, som stikker ud af nogle buske i udkanten af banen.

Et muligt attentatførsøg bliver heldigvis afværget, og denne gang får myndighederne fat i den formodede gerningsmand.

58-årige Ryan Wesley Routh er oprindeligt fra den amerikanske delstat North Carolina, men bor ifølge flere medier på Hawaii. Ryan stemte på Trump i 2016, men blev slemt skuffet. Og kastede sig nu ind i Ukraines frihedskamp, med en række fantasifulde tilbud, om at rekruttere soldater for Ukrainerne. Han har lagt et hav af billeder af sig selv, svøbt i Stars & Stripes, på nettet. Og Ryan har skældt ud både på, og over, Trump. Desuden er hans straffeattest fyldt med alt fra ulovlig våbenbesiddelse til en spektakulær hændelse, hvor han griber efter sit våben, da politiet standser ham. Han var til gengæld fuldstændig rolig, da han blev anholdt i sin sorte Nissan søndag. Han havde ventet med sin riffel i busken i mange timer. Ryan Roth virker som en våbenglad og voldsparat mand, med kort aftræk. Der er ikke så langt fra tanke til handling, handlingerne er ikke særlig godt gennemtænkt men til gengæld er de bakket op med automatvåben. I modsætning til attentatmanden i Butler for 2 måneder siden har vi nu mulighed for at få Ryans egen version.

Politisk vold.

Siden 2016 er der faktisk opstået en del politisk motiveret vold i USA. Eksempelvis stormen på Kongressen 6. januar 2021, angrebet på Nancy Pelosis mand i 2022, attentatforsøget i Butler 13. Juli 2024 og altså senest attentatforsøget i West Palm Beach 13. September.

Selv om det er vanskeligt at rate alvorsgraden af disse ubehagelige tildragelser, så er stormen på kongressen historisk i særklasse.

For det første kostede den menneskeliv og for det andet er det historisk enestående at blokere for den fredelige magtoverdragelse. En gentagelse kan slukke for demokratiet ved årsskiftet.

Mellem krig og fred.

Når headline på denne artikel benævner den aktuelle situation som kold krig mellem to meget forskellige livsopfattelser i USA, så må det selvsagt defineres, hvad der kan få krigen bragt til ophør og/eller hvornår den ikke længere er kold.

Forsoning.

Krigen afløses af fredsforhandlinger, når den vindende part rækker hånden ud til forsoning. Eksempel kunne være, da Lyndon B. Johnson og hans hustru behandlede JFKs enke Jaqueline aldeles ordentligt i tiden efter begravelsen. På trods af, at både John og Robert og resten af staben hadede Lyndon af et ondt hjerte – på trods af, at han leverede Texas til Præsidenten i 1960.

De onde ler og de gode græder.

Krigen ændrer sig fra kold til varm hvis den tabende part nægter at medvirke til fredelig magtoverdragelse. I den situation er der risiko for, at den vestlige verdens fyrtårn imploderer i skam og selvskade – til fryd for Xi, Vladimir, Khamenei og Kim.

Og til gru for Europa incl Ukraine, Canada, Australien, Israel og Taiwan med mange flere…