USA er langt foran Danmark på viden om partnervold. Den danske debat er fyldt med blinde vinkler og skyttegravskrig, der ikke gavner nogen – mindst af alt ofrene. Selv socialministeren er snublet ned i et skyttehul. Det skriver ordfører og redaktør for Manderådet, Daniel Pinderup, i dette debatindlæg.
Af Daniel Holst Pinderup, redaktør og bestyrelsesmedlem, Manderådet og formand for Ligestillingsdebat
Amerikanerne er foran os på partnervoldsforskning. Der viste tal i 2015 fra Center for Disease Control and Prevention, som står for statistikkerne på området, at billedet er anderledes end man nok ville forvente – årligt 4.2 mio. mandlige ofre for fysisk partnervold, og 3.5 mio. kvindelige. Tallene er endnu mere skæve i mænds disfavør, hvis man ser på psykisk partnervold.
I Danmark har vi nærmest lige påbegyndt vores rejse mod indsigt i området med foreningen Lev Uden Volds pilotundersøgelse i 2021. Her samlede man erfaringer fra andre skandinaviske lande, og trak nærmest tæppet væk under diskursen om partnervoldsproblemet som ”kønnet”. Man dedikerede endda et helt afsnit til behovet for mere viden på området.
Trods den manglende viden fastholder vi i Danmark, at partnervoldsofre – og deres børn – kun skal have ret til hjælp, hvis de er kvinder. Mænd er diskrimineret fra den ret til hjælp, og dét uanset om de er hetero- eller homoseksuelle, for den juridiske diskrimination følger kønnet uanset.
Det kønnede blik leder os på afveje
I Danmark ser vi ofte, at der insisteres på et rent kønnet blik på partnervoldsområdet, og at der ofte refereres til rapporten ”Vold og seksuelle krænkelser” fra 2018. Med dén i hånden mener man at kunne vise til en slagside, hvor 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år udsættes for partnervold. Men dét er et skøn, som beror på et lille datasæt, som man så bare ganger op – et eksempel på et sådant svagt empirisk udgangspunkt for debatten ses i Offerundersøgelserne 2005-2020, hvor kun ekstremt få data ligger til grund – i selve rapporten står endda sort på hvidt:
“I undersøgelsesmaterialet er det i perioden 2005-2020 i alt 146 personer, der angiver at have været udsat for partnervold. Beregninger vedrørende partnervold er derfor baseret på et yderst spinkelt talmateriale og følgelig behæftet med stor usikkerhed.”
Dén slags usikkerhed kommer sjældent med overskrifterne i debatten. Se for eksempel Dansk Kvindesamfunds insisteren på at ”droppe” snakken om mandlige partnervoldsofre, på Kvindernes Kampdag i 2017.
Erstat ideologi med pragmatik
Den amerikanske interesseorganisation Coalition to End Domestic Violence er en sammenslutning, som arbejder for at forebygge partnervold og hjælpe ofre på tværs af befolkningsgrupper, herunder køn. I august 2021 omtalte de problemet, og pegede på én særlig forhindring for amerikanske partnervoldsofre – det kønsspecifikke Violence Against Women Act, som ifølge foreningen tilskriver problemet til “patriarkalsk magt og kontrol”.
Dén problemstilling, altså den kønslige ensidighed, er rent ideologisk funderet og også indskrevet i Istanbul-konventionen – og i Servicelovens paragraf 109, der giver kvindelige partnervoldsofre ret til hjælp, men ikke mandlige.
Dét er problemet. For partnervold er ikke kønnet. Det er ikke ensidigt, det sker ikke kun for kvinder, og ingenlunde er diskrimination mod mandlige partnervoldsofre i orden.
Alligevel nedstemte regeringen og støttepartierne i sommers et forslag om at give mandlige partnervoldsofre ret til hjælp – man udvidede endda hjælpen til kvinder, imens man fortsat nægtede de mandlige ofre lige ret for loven til samfundets hjælp. Regeringens linje på området er blevet vidt kritiseret, blandt andet for at være ”fodslæbende”, hvilket må siges at være en aldeles behørig kritik. Det gælder både forskning og retten til hjælp for mandlige ofre. Den fodslæbende linje fordrer et spørgsmål om, hvad regeringen har ladet sig føre og overbevise af i forhold til dette alvorlige og vigtige ligestillingsspørgsmål.
Det er uanset Manderådets håb, at man fremover vil forholde sig mindre ideologisk til ligestilling, men derimod mere pragmatisk, rimeligt og retfærdigt. For ingen partnervoldsofre fortjener at blive mødt med en lukket dør – og slet ikke på grund af deres køn.
Dette er et debatindlæg og repræsenterer alene skribentens egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
