Sådan er det gået med forfatteren Kelvin Lindemann (1911-2004), som i 1930erne og 1940erne var en Danmarks mest sælgende forfattere, hvis bøger også blev oversat og udkom i mange lande. Men som i dag er så godt som ukendt og han spiller ingen rolle i dansk litteraturhistorie.

Min far havde flere af hans bøger på reolen og jeg gik også i gang med en af dem uden at blive færdig.

Kelvin Lindemann var også en flittig deltager i den offentlige debat og skrev vidt og bredt om mange emner, og meget under pseudonym, og altid frygtløs uden ønske om kun at indtage tilforladelige standpunkter. For så vidt en sand forfatter. A man of letters.

Derfor kaster man sig med ivrighed over den nye biografi om ham skrevet af hans barnebarn, Anders Lindemann (Kelvins krig. Den dramatiske historie om en dansk forfatters storhed og fald, Lindhardt og Ringhof, 2023). Hvem var han egentlig?

Kelvin Lindemann fik tidligt stor succes med sine første bøger, generationsromaner fra begyndelsen af 1930erne, og blev belønnet og hædret. Under og efter krigen skrev han historiske slægtsromaner, Huset med det grønne træ og Gyldne lænker, som gjorde han til en af samtidens mest kendte forfattere. Han rejste meget og skrev reportager fra den spanske borgerkrig og fra Sovjetunionen under cover.

Krigen blev som for mange den store prøvelse. I 1943 udgav han bogen Den kan vel frihed bære, som officielt handler om bornholmernes frihedskamp mod svenskerne i 1600-tallet, men som enhver læser godt kunne se, også havde et nutidigt perspektiv. Forlaget trykte 35.000 i første oplag, gigantisk også for den tid, men bogen blev forbudt af tyskerne.

Senere engagerede Lindemann sig i modstandskampen, var med i Holger Danske, tæt på alle de kendte modstandsfolk, Flammen og Citronen og mange flere, hvirvlet ind i de kontroversielle likvideringer af tvivlsomme personager, og han blev også selv udsat for et attentat på Strøget. Havde kuglen ramt Lindemann dengang, var han død som en helt. Næsten som Kaj Munk. Attentatmanden blev efter krigen henrettet.

Lindemann kørte parløb med politimanden Vilhelm Leifer (1904-1993), som praktiserede systematisk civil ulydighed ved at give mange jøder og andre forfulgte visum til at kunne rejse til Sverige. Den danske Schindler, blev Leifer også kaldt, og Leifer var også tidligt selv engageret i de første flygtningetransporter over Østersøen, men måtte alligevel igennem udmarvende retssager efter krigen beskyldt for landsforræderi ved at være for tæt på den tyske besættelsesmagt.

Kelvin Lindemann blev gift med den skønne Elena af russisk afstamning i 1940, og underholdende er det at læse, hvordan Ebbe Rode og Mogens Wieth kurtiserede Elena med en sådan succes, at Lindemann i en sporvogn overfaldt og slog Wieth med et blåt øje til følge, som betød aflyste teaterforestillinger. Officielt var han faldet på cyklen. Ebbe Rode, som ellers var barndomsven, tilgav han aldrig nogensinde.

I 1944 flygtede Lindemann til Sverige og levede godt som kendt forfatter i Stockholm – nordens Casablanca blev byen kaldt med dens mange venner og fjender og spioner fra alle lande. Ingen var i sikkerhed, heller ikke i Stockholm, og enhver skulle vare sin mund. Intriger fra krigens tid, hvor det var svært at skelne ven og fjende, fylder meget og er spændende at følge, men svært at holde rede på de mange viklede tråde.

Efter befrielsen og dens mange spegede retssager, som Lindemann også blev involveret i, burde kunstnerlivet kunne genoplives igen. Men Lindemann viklede sig igen ind i mange polemikker og blev fra 1950erne mere og mere upopulær og uønsket i den danske litterære verden. Hvad der præcist forårsagede udgrænsningen, er ikke så ligetil at sige, og Anders Lindemann er ikke analyserende og fordomsfri nok.

Vist er det, at Kelvin Lindemann politisk markerede sig klart som antikommunist og som markant konservativ. Hyperaktive kommunistiske forfattere med stor selvtillid udrenser alt hvad de kan efter krigen, røvl og krat. Kelvin Lindemann havde dækket den spanske borgerkrigs fra Francos front og også skrevet for troskyldigt om Tyskland i 1930erne, og hvert muligt citat blev trukket frem og endevendt af Hans Kirk, Børge Madsen og Hilmar Wulff ledsaget af stærke beskyldninger i Land og Folk. Og det tog til, da Kelvin Lindemann i 1961 tilmed stillede op som formand for Forfatterforeningen. Han tabte hæderligt til Hans Lyngby Jepsen.

I 1953 skrev Kelvin Lindemann under pseudonymet Alexis Hareng bogen En aften i kolera-året. Der blev hurtigt gættet på forfatteren og de fleste hældede til Karen Blixen, som før havde udgivet under pseudonym. Litterater som Thorkild Hansen og Aage Henriksen pegede på Blixen, det var baronessens stil og tone, men stor blev forargelsen og ikke mindst vreden på Rungstedlund og de litterære cirkler, da det viste sig at være Lindemann. Han snød dem alle, men baronessen måtte ikke gøres til grin i de alvorlige litterære parnasser af piberygende unge forfattere og sagen var med til at ekspedere Lindemann ud af det gode selskab…

Fra 1957 rejste Lindemann også rundt i verden, til Japan, Sydkorea og Syd-Vietnam. Fra hvert sted berettede han og forsvarede til fulde Vestens idealer mod kommunismen, som stod på spring fra Kina, Nordkorea og Nordvietnam. Det gjorde ham ikke mere populær i danske kulturelle kredse, der på samme tid blev mere og mere venstreorienterede. Han allierede sig med en tvivlsom person som Hans Hetler, og lå til højre for det politiske establishment og støttede partiet De Uafhængige, men her kunne den unge Lindemann have set mere fordomsfrit på, hvad der blev skrevet og sagt, og vurderet udsagnene på deres sandhedsværdi frem for at associere det med noget klandestint og højreorienteret. Anders Lindemann kunne lære af den nylige biografi af Peter Rindal, som netop går bagom den offentlige diskurs’ skældsord og ser på substansen.

Det er i beskrivelsen af Lindemanns skæbne i efterkrigstiden og op til vor tid, at Anders Lindemann biografi svigter og skuffer. Den unge Lindemann bruger de sædvanlige lidet definerede begreber som ”højreorienteret” og ”ekstremist” flittigt til at betegne sin morfars positioner, og det er lige ved at uhyggelig underlægningsmusik ledsager hvert blad der vendes. Kelvin Lindemann får ingen kredit fra sit barnebarn, intet forsøg på indlevelse i Kelvins udsyn, ingen sympati med en frit tænkende intellektuel og ingen forståelse af den kolde krigs realitet mellem stærke undertrykkende kommunistiske systemer med deres femtekolonne agitatorer i Danmark og en fri verden, ja, fri fordi den var åben og markedsorienteret og vestlig og med potentiale til at blive demokratisk. Barnebarnet sidder bundet i vores tids overfladiske begrebsverden med den simple dikotomi: højreorienteret er forstokket og tendentielt fascistisk og understøttet af CIA, mens venstrefløjen inkluderende de værste stalinister ikke associeres med dommedagsagtige skældsord.

Kelvin Lindemann skrev enorm mange kronikker og indlæg i aviser og magasiner i efterkrigstiden, og biografien havde vundet meget ved med mere indlevelse og med naturlig sympati at referere og fremstille Lindemanns anliggende og selvforståelse – før den ideologiske hammer slår ned.

Det spændende spørgsmål om Kelvin Lindemann er, hvordan han så tydeligt og utvetydigt kunne se verdenssituationen klart fra efter besættelsen, og ikke lod sig indrullere i kulturradikal spot og letkøbt kritik af det bestående.

George Orwell skriver i sin bog om den spanske borgerkrig, at der i ethvert tænksomt menneskes liv kommer en ”jeg-vidste-hvor-jeg-stod”-oplevelse, et tidspunkt hvor det åbenbares, hvem man er med og vil støtte, og hvem man frygter og er imod. En situation hvor tågen letter og alt står lysende klart.

Som jeg ser det, blev Kelvin Lindemanns point of no return hans hemmelige reportagerejse til Leningrad i 1930, der klart viste Sovjetunionen usminket med en sultende og slavegjort befolkning. Leningrad var en grim og grå og beskidt by og som tidligere havde været en af Europas prægtigste og rigeste metropoler. Revolutionen viste sig at være et gigantisk tilbageskridt for alting: frihed, selvværd, velstand, kultur, humanitet, lov og ret. Men sovjetkommunismen blev lovprist af mange af forfatterkollegaerne hjemme som en ny civilisation og det store fremskridt, uden at de anede eller ville vedkende sig noget som helst om realiteterne. Kelvin var selv født i Sibirien og havde mange forbindelser til det førrevolutionære Rusland. Oplevelsen af Sovjet unplugged, helt uden ideologiske skyklapper og kommunistisk førergreb, blev Kelvins jeg-vidste-hvor-jeg-stod oplevelse.  

Som skønlitterær forfatter overlever Kelvin Lindemann næppe, hans romaner er for tidsbestemte og heller ikke af tilstrækkelig kvalitet, men hans liv og skæbne, Kelvins krig, kan være en spændende øjenåbner til at analysere vigtige epoker i det 20. århundrede.