TV-serien Matador gav et godt billede af Danmark op til og under Anden Verdenskrig. Flere generationer af danskere har fået nyttig viden fra serien. Men der er svipsere. Den ene er den radikale modstandsmand (dr. Hansen spillet af Ove Sprogøe), som aldrig fandtes i virkeligheden. Den anden er den sødladne tyske digter og flygtning Herbert Schmidt, spillet af Poul Hüttel.

Herbert ligner til forveksling Bertolt Brecht, der også var tysker og dramatiker og prokommunist og flyttede til Danmark i 1933. Men forskellene er langt større. Bertolt Brecht var målt efter almindelige alen et dumt svin, han lærte sig aldrig dansk og talte kun nedsættende om danskere, han var ret velhavende og kørte rundt i en Ford-T, han svigtede aldrig troen på kommunismen og havde et harem af elskerinder omkring sig foruden hustruen Helene Weigel.

Men Brecht forblev en stor tysk forfatter, digter og dramatiker, og nu er der skrevet den endelige, ultimative bog om hans tid i Danmark (Hans Christian Nørregaard, Brecht og danskerne, 751 sider, Forlaget Multivers). I 1966 udgav Harald Engberg tobindsværket Brecht på Fyn, og man skulle ikke tro at meget nyt kunne tilføjes, men bogen indeholder et enormt materiale. I 2017 blev Brechts digtsamling Svendborger Gedichte også – endelig – oversat og udgivet af samme forlag.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 flygtede kunstnere i stort tal fra Tyskland, og da Brecht kendte den dengang verdensberømte danske forfatterinde Karin Michaëlis på Thurø, besøgte han hende med familien i hendes gæstfrie hus Torelore. Brecht købte så et stråtækt bindingsværkshus ved Skovsbostrand lige uden for Svendborg med udsigt over sundet, som blev hans families bopæl frem til 1939, hvor efter turen gik til Sverige og Finland og til sidst gennem Sovjet til USA.

Hele det salonkommunistiske og kulturradikale miljø i København – og det var stort – tog imod Brecht med åbne arme, og nogle af hans teaterstykker blev opført på københavnske scener. Dengang støttede hele miljøet varmt op om Stalintidens Sovjet, der blev set som fremtidens civilisation og eneste værn mod fascismen. Lige så Brecht.

Det uhyggelige ved at læse bogen er hvor ukritisk de ellers så kritiske venstreorienterede kunstnere var overfor kommunismen. Der var nok at vide, og i hvert fald til at få dårlig mavefornemmelse af. Og set med nutidens bagkloge tilbageblik var det med til at legitimere Sovjetunionen og kommunismen, så det trods falleret og modbydeligt fra start til slut alligevel blev set på som et seriøst alternativ til vestens klassedelte og kapitalistiske lande helt op til 1989. Kritikken af Hitler ophørte dog fra den dag, da Hitler-Stalin-pagten blev indgået i 1939.

Bertolt Brecht bidrog i høj grad med sin skriverier til at legitimere Stalin, selvom han ikke var medlem af kommunistpartiet. Han affejede kritikken af Moskvaprocesserne og henrettelsen af millioner af indbildte fjender med den kække replik: jo uskyldigere de er, des mere fortjener de at dø. Og Hans lærestykker er også eksercits i vold for den gode sag.

Men i Skovsbostrand hyggede han sig. I huset boede også konen Helene Weigel med deres to børn, og Brecht havde installeret tre ulønnede ’sekretærer’ (i Simon Spies´ betydning) rundt omkring i nærliggende huse, som han besøgte på skift. De hjalp ham også uselvisk med at renskrive manuskripter og med mange praktiske arrangementer. At Brecht havde et sådant kvindetække, er svært at begribe, men tidsåndens idoler bliver altid feteret. Ligeså svært at forstå, at Helene Weigel fandt sig i det.

I Danmark var der én, som ikke lå under for tidsånden, og det var kong Christian X, som i 1936 på Det kongelige Teater overværede premieren på Brechts stykke De syv Dødssynder. Det har heddet sig, markedsført af Brecht og en af hans elskerinder, og gengivet ukritisk i internationale Brecht-biografier, at kongen ikke brød sig om stykket og var gået i pausen med en verbal kritik af stykket, hvor efter det blev taget af programmet, men bogen afslører, at det ikke passede. Christian X opførte sig altid standsmæssigt og så stykket til ende. Alligevel skrev Brecht senere, at kongen forbød stykket, hvad der er en lodret løgn. Hvor meget andet løj han om?

Brecht fik mange besøg af tyske kunstnere og forfattere ved Skovsbostrand, mange levede i eksil i Paris, bl.a. den sympatiske Walter Benjamin, som af uforståelige grunde kunne lide at besøge Brecht i Danmark.

Ingen af familien lærte dansk eller prøvede på det. Kun husholdersken Mari, som Brecht havde med helt fra sin barndom i Augsburg, prøvede at begå sig på dansk, når hun skulle handle ind, hvilket også resulterede i at hun giftede sig med en lokal slagter i Svendborg. Og så fandt jeg ud af, at min legekammerat på mit barndoms Sydfyn var barnebarn af Mari og slagter Ohm.

Bogen er meget tyk og meget indholdsrig og bestemt læseværdig, så nu er alt materiale vist samlet om Brechts seks år i Danmark. Og det er underholdende læsning over 700 sider og alt er med. Også at Brecht som nogle indvandrere kørte vanvidskørsel i sin Ford-T på Sydfyn og bl.a. påkørte en hel familie med to voksne og tre børn på vej til biografen i Svendborg med sin ene elskerinde på forsædet og konen bagi. Men allerede i Berlin var han kendt for at smadre biler i sin kørsel.