I skolelovene frem til 1975 bestod opgaven for skolen i elevens karakterdannelse. Fra 1975 blev det erstattet med idealet om elevens politiske dannelse. Forskellen afspejler et fokus fra før på elevens evner og dueligheder og karakter, og til i dag at fokusere på den enkeltes politiske holdninger og meninger.

Så i dag kan skolerne sprøjte Greta Thunbergere ud, små politiske kommissærer der udtaler sig selvsikkert om verdens komplicerede problemer, mens folkeskolen førhen koncentrerede sig om at uddanne folk med dueligheder og færdigheder, som kunne danne baggrund for en læreplads, iværksætteri, uddannelse og en livsindkomst.

For over 100 år siden var der et ideal om en kristen gentleman. En kristen mand skulle være et pligtmenneske, besidde kropslig handlekraft og have en karakter. Det kom fra USA og England i anden halvdel af 1800-tallet og blev en udløber af det victorianske dannelsesideal.

Kirken på det tidspunkt var præget af arbejdet for mission og forbedring af verden, både fjernt og nær, og det var en optimistisk tid med berettiget håb om at kristianisere hele verden. Præsterne så sig ikke som en modsætning til samfundet, men som en del af en samlet civiliserende bevægelse. Det var mere aktivisme end tro, mere udadvendthed end indadvendthed, lige så meget gymnastik som gudstjeneste.

Tidligere provst Viggo Ernst Thomsen har skrevet en let læst og øjenåbnende bog om denne historie, som er så fortrængt i dag, hvor der er mere karriere i at være offer end at være arbejdsom borger (Den kristne gentleman. Et ideals storhedstid, fald og mulige genkomst, 132 sider, Forlaget Eksistensen, 2023).

Som del af denne udvikling opstod de kristne ungdomsbevægelser, YMCA og YWCA, eller på dansk KFUM og K, kristelige foreninger for unge mænd og kvinder. Arbejdet gik ud på at udvikle unge menneskers karakterer gennem idræt og spejderbevægelse.

Det blev kaldt muskulær kristendom, fordi den ikke tog udgangspunkt i passiv tro, men i aktiv handling.

Fra USA blev nye holdspil udviklet af bevægelsen, basketball og volleyball, som skulle skabe holdånd og være tilgængelige for alle. Fra England kom fodbold, som blev udviklet i et dannelsesøjemed for at lære fairplay og sportsmanship.

I 1878 blev KFUM oprettet i Danmark, i 1883 KFUK, som hurtigt blev massebevægelser. ”Kristendom er legemets religion”, sagde ideologen bag KFUM i Danmark, præsten Olfert Ricard, som betonede friskhed og livlighed i den menneskelige treenighed: legeme, sjæl og ånd. Senere kom spejderbevægelserne til, FDF, KFUM-spejderne og Baden-Powells spejderkorps.

Sideløbende undergik skolerne også en delvis parallel udvikling, væk fra de døde sprog (latin og græsk) og hen til de talte sprog og realfagene. I 1903 blev Realeksamen indført og alle de praktiske og brugbare fag blev styrket. Målet var karakterdannelse med dyder som flid, orden, disciplin og høflighed. Fra 1975 forsvandt karakterdannelsen som formål fra skolen.

Den store tsunami som overskyllede og druknede den kristne gentleman og den muskulære kristendom og dens idealer blev Første Verdenskrig. Skyttegravene gjorde alt heltemod og dyd overflødigt, for alle blev mejet ned på slagmarken uden forskel. Idealerne viste sig utilstrækkelige og ubrugbare i moderne krigsførsel. Dette førte til foragt overfor den liberale tids idealer før 1914 og indenfor politik, kunst og teologi opstod nye strømninger, der mest var negative og ødelæggende overfor fortidens idealer. Herhjemme blev KFUM og Olfert Ricard lagt for had af den kirkelige retning Tidehverv, som har sin lille uerkendte skyld i kulturforfaldet. Det var så nemt at udstille og kritisere idealismen.

Bogen er en vigtig reminder om, at der i skoler og opdragelse skal gøres mere ud af karakter-udvikling, at besidde rygrad og kunne stå fast, udvikle talenter og dygtigheder, det som alle kan lære. Men når selv folkeskolens formålsparagraf hellere vil udvikle rødgardister, der kan agere som politiske kadrer, har Danmark endnu engang skudt sig selv grundigt i foden – eller begge ben.