Sonetter er digte på en særlig form, som vi ofte forbinder med noget smukt og yndefuldt.

I gamle dage skulle kunst være æstetisk og det smukke og gode og sande blev opfattet som konvergerende.

Sådan er det ikke mere, moderne kunst skal være provokerende, grænseoverskridende og tabunedbrydende. Og gerne grimt. Derfor overgår moderne kunstnere hinanden i at præstere det utroligste, som endnu ikke er set og prøvet.

Fascinerende har Gyldendal genudgivet en række sonetter af digteren Klaus Høeck, som ikke minder om klassiske sonetter om end de har samme form, stort set, men her vækker emnet interessen og nysgerrigheden (Klaus Høeck, Ulrike Marie Meinhof, 68 sider, 2. udgave 2024).

For sonetterne, som udkom første gang i 1981, er i vid udstrækning en hyldest til den tyske terrorist Ulrike Meinhof, der begik selvmord i fængselscellen i 1976.

Som digte betragtet er det skønt, når en moderne digter forsøger at tilpasse sin kunst en klassisk metrisk form, hurra for det, flere burde gøre forsøget, men Høecks sonetter er ikke gode, rimene er dårlige og mange orddelinger midt i ordene er sjovt til festsange, men ikke ordentlig poesi. En del steder knirker fødder og tryk. Måske er det meningen?

Men ellers provokeres læseren skønt af kontrasten mellem form og indhold. Formen med 5½ fodede jamber, som kun få i dag kan huske fra gymnasiets litteraturundervisning, hvis man overhovedet lærte det, er en lidt stiv form at skrive i og tilpasse emnet. Og så indholdet: en af de mest berygtede mytologiske terrorister i efterkrigstiden.

Hvordan dog forene den fine form og med det rå indhold?

Anmeldelserne har naturligt nok reageret ved, at Gyldendal nu udgiver og genudgiver digte, der skønmaler en tysk terrorist. Og det gør de. Og man skulle måske tro, at jeg stod forrest med at kaste sten mod digter og forlag, men den tyske venstrefløjsterrorisme er et spændende fænomen, som godt kan tåle lidt overvejelse. Jeg har selv læst rigtig meget om RAF, Meinhof, Ensslin og finder det ikke muligt at nøjes med en kategorisk afvisning: væk, færdig, fy!

Jeg reagerede selv med komplet mangel på forståelse, da jeg som ung studerende i Vestberlin i 1980erne lærte unge tyskere at kende, som uden tvivl i sindet sympatiserede med terroristerne. Da terroristen Christian Klar en nat blev anholdt, var hovedbygningen på Freie Universität næste morgen overmalet med kæmpe slagord: Solidarität mit Christian Klar. En tysk studerende fortalte mig, hvordan de alle havde deres Lieblingsterrorist. Det forstod jeg ikke. Det var lidt fjernt fra dansk virkelighed og fynsk muld. Vores helte var fodboldspillere.

Men terrorismen var et tysk fænomen og en følgevirkning af nazismen og Anden Verdenskrig. Børnene af krigsgenerationen, af fædrene der havde været i krig, kunne aldrig få svar fra deres fædre: hvad lavede du på Østfronten? Hvorfor støttede I op om Hitler? Der var kun tavshed – larmende tavshed!

Som en tysk terrorist sagde efter 10 års fængsel, dømt for at dræbe en betjent: nu har jeg sonet min fars forbrydelser. Terrorismen var ikke en ret måde at forarbejde fortiden på, men det var også forkert, at forældregenerationens eneste svar til næste generation var lammende tavshed og skældud

Og når man f.eks. på youtube ser interviews og TV-optræden med Ulrike Meinhof, mens hun var feteret journalist og før hun gik under jorden, så ser man hele den tyske fortid lyse ud af hendes betændte ansigt. Der var meget mere i hendes skæbne end terrorisme. Man kan f.eks. læse datteren Bettina Röhls 677-siders biografi om sin mor, hvor datteren skiftevis alt efter konteksten titulerer hende mor, Ulrike og terroristen. Faderen, Ulrikes mand, hed Klaus-Rainer Röhl og var også celeber venstreorienteret journalist og redaktør i 1960erne, men endte som hård kritiker af venstrefløjen i Tyskland.