Men før vi ser på den totalt genstartede valgkamp, så er vi nødt til at se med rædsel på Secret Service.

Trump havde en alvorstung pointe, da han i Milwaukee sagde; “I was not supposed to be here.” Heldigvis slap Donald med et strejfskudsår på øret, og en slem forskrækkelse.

Præsidenterne har generelt meget svært ved at skælde ud på de agenter, som passer på dem. Det er Secret Service der løser den mest prestigefyldte livvagtsopgave i Verden. Agenterne kommer helt tæt på dem, de passer på. Den opgave skal bare løses perfekt og med omhu.

Ideen om at udlicitere kontrollen med et svagt hældende tag i perfekt skudafstand fra talerstolen, er mildest talt opsigtsvækkende. Derefter var beslutningen om ikke at holde radiokontakt mellem agenterne bag talerstolen, og så de lokale der overvåger taget helt sort. Men toppen af pinlighed kom alligevel, da agenterne ignorerer de gæster som opdager, at Thomas Crook kravler rundt på taget med sin fars riffel.

Et par timer før Crook løsner sine skud, bliver han stoppet i en metaldetektor. Agenterne opdager at Thomas har taget en rangefinder med hjemmefra. Det må man gerne, men den bruges til at beregne afstand til et mål, så Secret Service beslutter sig for, at holde øje med Thomas Crook. Men Thomas forsvinder fra området. Det viser sig, at han henter sin fars riffel.

Direktøren for Secret Service, Kimberly Cheatle, overlevede mere end 3 timers krydsforhør i Senatet, med vrede politikere fra begge partier. Frustrationerne blev værre i takt med at Kimberly godtnok påtog sig det fulde ansvar, men ikke fremlagde forklaringer på det yderst kritisable forløb. De fleste politikere og medier undrede sig over, at Cheatle ikke selv tog konsekvensen, og trak sig som direktør. Nu hvor hun er gået, er kampagnefolkene ved at gennemgå mødeplanen for at sikre, at alle møder fremover foregår indendørs.

Amerikanernes sædvanlige forsøg på at lukke al kritik ned efter et attentat, har en problematisk historik. Attentatet i Butler kan holde live i konspirationer i mange år frem, fordi begge partierne tillægges solide motiver til at arbejde med et attentat – og så fordi offentligheden mangler at få forklaringer på de mange løse ender.

Både de som forguder Donald, og de som hader ham, har nu en platform hvor det vælter ud med løgn og fup. Trump havde selv blodet med til øret, da han iscenesatte fup-attentatet, Kamala hakker i flere sætninger på et vælgermøde, Trump vil overrule delstaterne og gennemføre et landsdækkende abortforbud, Kamala er villig til at lade mødre kvæle deres babyer så længe navlestrengen ikke er afsnøret og klippet, Trump vil bombe de mexicanske narkokarteller med langtrækkende missiler fra amerikansk territorium og løse problemet med, at det må en stat ikke, på en anden stats territorium. Donald vil løse det ved simpelthen at lyve om missilets oprindelse..

Prøv om du kan gætte hvilket af udsagnene som faktisk er sandt?

Det vælter ud med halve sandheder og hele løgne fra begge sider. Indblik vil opfordre til, at man læser “Tjek Det”, hvor hjemmesiden bruger mange ressourcer på at udrede sandheden. Og der ud over må vi alle bruge vores skeptiske sans. I denne artikel er medtaget et eksempel på noget, som mange ville tænke var sludder, for at vise hvor let vi kan tage fejl.

Trump har ganske rigtigt ment en del forskelligt om abort, og her må vi lige indskyde, at der ikke er noget galt med, at enhver af os lytter, bliver klogere og ændrer holdning. Måske tværtimod. Trump har aldrig haft noget nært forhold til kirken, og han har været tilhænger af fri abort det meste af sit liv. Iøvrigt i modsætning til Biden, der har et nært forhold til den katolske kirke, og derfor valgte at sondre mellem den personlige abortmodstand på den ene side, og den politiske forståelse for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop på den anden side. Trump har taget æren af at vælte Roe versus Wade dommens legalisering af abort. Han har samtidig slået sig op på, at styrke delstaternes selvbestemmelse. Sandheden er altså, at Trump er landet på at delstaterne selv må regulere abortspørgsmålet. Det betyder i praksis, at mange kvinder får meget svært ved at få foretaget en legal abort. Derudover betyder det, at man taler imod bedre vidende, hvis man påstår at Trump vil flytte abortlovgivningen tilbage som et føderalt anliggende. Det samme gør sig gældende for overdrivelserne af Kamalas holdninger. Kamala er – som de fleste læger – åben i forhold til undtagelser fra abortgrænsen i de tilfælde, hvor det kan koste moderen livet at nægte aborten. Hun har ikke lagt sig fast på abortgrænsen.

Historien om “de faderløse missiler” affyret fra amerikansk territorium mod kartellerne i Mexico er sådan set rigtig nok, men Trumps idé om at blæse på alle internationale regler blev standset, af præsidentens nærmeste medarbejdere. De fleste vil kunne huske terminologien om, at der heldigvis var en voksen til stede. Den sidste politiske helt var Trumps VP, som reddede Donald fra at smadre det amerikanske demokrati. Men vi var helt ude og røre ved det unævnelige, da Mike Pence og Nancy Pelosi følte sig truet på livet af de horder af Trumptilhængere der smadrede løs på Kongressen 6. januar 2021.

Pence nægtede som bekendt at deltage i obstruktionen af den fredelige overdragelse af magten, og han viste sig iøvrigt ikke i Milwaukee i år.

Istedet for at anerkende modet hos de, som turde sige chefen imod og dermed redde hans politiske liv, har Trump lovet et hævntogt imod de, der saboterede hans planer. Og derefter vil der kun være rygklappere, ingen plads til erfarne og modige republikanere. Chefen vil ikke siges imod her i anden runde. Chefen garanterer at det politiske atomkraftværk vil efterlade et forandret USA, og mulighederne for nedkøling er koblet fra her i Trumps anden runde.

Kamalas indtræden på scenen, og JDs valg af politiske temaer, er med til at flytte den samlede præsidentkampagne væk fra det intellektuelle Washington, og lige ind i amerikanernes familieværdier og personlige holdninger. Det har iltet debatten, og forhåbentlig får det mobiliseret helt nye vælgergrupper. Det er vanskeligt at sige hvem der får mest ud af det, men der ingen tvivl om, at det bidrager til en højere valgdeltagelse.

Donald Trump er som ekspræsident, partiejer og veletableret kandidat, favorit til at vinde valget. Det handler helt basalt om, at kun meget få borgere, stemmer på en kandidat de ikke kender. Kendskabsniveauet til brandet er afgørende, og Trump er et af verdens kendteste brands. Masser af amerikanere kender ikke Kamala Harris, så der er lang vej endnu. Så kan man vurdere kvaliteten af de to brands indhold, men her kommer det producenter af fake news til gavn, at tilliden til retsvæsen, medier og politikere m.fl. er eroderet. Indblik er ligesom andre medier optaget af at faktachecke fotos, soundbites og tekst, og den korte version er, at der er alt fra glade amatører til hele troldefabrikker, som producerer alt fra hate over stand up og til direkte løgn. Michelle Obamas opfordring til Demokraterne; “When they go low, we go high”, bliver ikke hørt af alle. Så har vi vist været diplomatiske.

I mange måneder kunne man lytte til amerikanske podcasts, hvor Trumps inderkreds udlagde project ’25. Trump var tit med om natten, og deltog i højt humør. Hans politiske boldøje fornægter sig ikke; først det ikoniske fangefoto, så det ikoniske “fight-fight -fight foto” fra Butler og så pludselig afstandtagen til hans nærmeste venner og rådgivere. Nu er de natlige radioopdateringer pludselig alt for højreorienterede og ekstreme. Først fodres svinehunden, og nu hvor Pennsylvania Avenue er i sigte, forsøger Donald at lægge sig ind mod midten. Det har mange politikere verden over gennemført med succes. Men det er en vanskelig øvelse for Donald. Han er politisk voldsparat, og han elsker at chokere os. Og så er han forøvrigt god til det.

Trump har fortalt en del om, hvad der er i vente, hvis han vinder valget, og han har også forudset hvad der kan ske, hvis valget bliver stjålet fra ham igen. Det læner sig op af truslen om et statskup. Men Donald beroliger Verden med oplysningen om, at vælgerne kun behøver stemme på ham én gang. Det er alt tilstrækkeligt, for dennegang vil han fuldstændig hævne sig, rydde op og ændre Amerika fundamentalt. Trumps kampagneteam kunne godt høre, at det ikke lød helt rigtigt. Så de udviklede en historie om, at Donald havde forsøgt at forklare, at han ville samle hele landet om sit kandidatur for at hele sårene.

Donald er ikke let at styre for sit pressekorps, for på spørgsmålet om han kunne finde på at udnytte en valgsejr til at sikre sig enerådig magt, svarede han ikke helt som ventet med en hovedrysten. “Jeg vil kun være diktator for en enkelt dag.” På de opfølgende spørgsmål, om det ikke var en bedre idé, at tage fat på de ekskalerende kriser i Ukraine, Kina, Israel og omegn, svarer Donald heller ikke som andre statsledere. Vi må nemlig forstå, at hvis ikke han bliver genvalgt, så risikerer vi Tredie Verdenskrig. Den lader vi lige stå, men Donald efterlader ikke Verdensopinionen med en cliffhanger. Vi må nemlig forstå, at såsnart sejren er i hus, så vil Trump, på få dage, løse de bagvedliggende konflikter, sådan at krigshandlingerne indstilles.

Her kunne den positive læser måske godt forestille sig, at verdensopinionen drog et lettelsens suk med udsigten til en fantastisk jul sidst på året. Men reaktionen var bare endnu flere bekymringer. Hvis våbnene skal tie permanent i Kyiv, så bliver Putin beriget med store dele af Ukraine. Og det giver ham appetit på nye angreb.

Efter Netanyahus besøg, og de dræbte druser-drenge på fodboldbanen i Golan højderne, så er de hurtige løsninger lige nu suspenderet i Mellemøsten.

Donald Trump har lavet en drejebog for sin præsidentperiode som må gøre den tidl. danske Statsminister Anders Fogh Rasmussen misundelig. Donald udvikler og detaljerer drejebogen for hver gang han møder vælgerne, og han er særdeles velforberedt, fordi han har været det hele igennem, lige før Old Joe stoppede ham i 2020. De globale sikkerhedspolitiske udfordringer gennemføres altså delvist indenfor 24 timer, sådan at der er rent bord til at prioritere nye opgaver, så snart indsættelsesceremonien er overstået.

Trump forklarer at han har lært meget, siden sidst han havde job på Pennsylvania Avenue. For det første skal han udskifte det maksimale antal embedsmænd. For han kan kun stole på folk han selv ansætter. Og for det andet, vil han gennemføre hævntogter i forhold til de, som har lagt ham hindringer i vejen siden valget blev stjålet fra ham (formuleringen er Donalds, og tager ikke højde for, at der er almindelig enighed om at valget blev gennemført på betryggende vis).

Rigtig mange smiler med lyd på, når Trump påstår, at han kan skabe fred i Ukraine på et døgn. Indblik gengiver her Donalds egen opskrift, så idéen kan blive vurderet på præsidentkandidatens præmisser.

Trump påtænker at invitere Putin og Zelenskyj til en neutral mødefacilitet. Her får de 2 kamphaner udstukket amerikanerens spilleregler. Der er max 24 timer til at løse opgaven, og der er kun de to til at løse den.

Præsidenten briefer Volodymyr om, at hvis ikke han sikrer, at der indgås en aftale, så vil Trump sikre, at al hjælp fra USA standses med dags varsel, og at EU-landene bliver opfordret til at gøre det samme.

Herefter briefer præsident Trump Vladimir Putin om, at hvis ikke han sørger for at indgå en aftale, som standser krigen inden 24 timer, så vil præsident Trump, give Zelenskyv al den støtte som han har bedt om. Det betyder amerikanske tropper på Ukrainsk jord. Og i praksis betyder det, NATO soldater vendt imod Rusland i varm krig.

Trump griner kun sjældent, og slet ikke her. Under en fremlæggelse af fredsmetoden tilbage i julen ’23, tilføjede præsidentkandidaten, at han vil anbefale de 2 kandidater at læse hans bog; “The Art of a Deal” på forhånd, og at de kan tilkalde Trump som opmand, hvis der er behov for friske input i løbet af forhandlingsdøgnet.

Trump har fået JD Vance ombord, og de besluttede straks, at grænsespørgsmålet nu er deres hovedangrebspunkt, mens abortspørgsmålet, Gaza og Ukraine er mineret terræn.

Vance har sagt indbyrdes modstridende ting om mange temaer, men det er aldrig kedeligt; først var Trump Amerikas Hitler, og nu er han landets frelser.

Det er JDs’ udfald imod homoseksuelle og kvinder, som har bragt ham mest i modvind.

Konkret sagde JD til Tucker Carlson, at hvis ikke man selv har født, så har man ikke lod i landet, og så er det meningsløst, at man skal styre det. En del amerikanske debattører gør nu JD opmærksom på, at han jo heller ikke selv har født. Det har en kvinde som er gjort gravid. Det gælder så iøvrigt for samtlige præsidenter indtil videre.

Når JD fastholder, at han har mere ret til et lede landet, end f.eks. transportminister Pete Buttigieg, så skal det forstås sådan, at homoseksuelle par, der f.eks. adobterer et barn, jo ikke selv fysisk har undfanget barnet.

Og når JD tilsvarende kommer på kant med Jennifer Anniston, Whoopie Goldberg, Kamala Harris og andre kvinder som ikke har født, så er det fordi mange kvinder kæmper hårdt for at blive gravide og fordi deres adobterede børn eller barnløshed er et meget personligt og stærkt følelsesmæssigt spøgsmål – hvor ved JD kommer til at fremstå som en gammeldags og uoplyst mand.

Helt uden sammenligning med den forholdsvis unge og meget religiøse JD Vance, kommer jeg til at tænke på den danske grundlov fra 1849. Herfra stammer de berømte 7 undtagelser fra almindelig dansk stemneret: Fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere havde ikke stemmeret. Her var tankegangen tæt på JDs, når Landstinget skulle forklare hvorfor f.eks. folk uden velstand skulle holdes uden for indflydelse: “Hvorfor skulle man dog have indflydelse på Fædrelandet, hvis man ikke ejer noget af det?”

De fleste analytikere tog fejl i deres forudsigelser, sidste gang Trump vandt. I Europa skal vi huske at afstanden fra Middelfart til Milwaukee er noget længere end streamingtjenesterne giver indtryk af. Og i Milwaukee, har alle amerikanere heldigvis mulighed for at stemme, både dem der skyder deres hund, hvis de er trætte af den, dem der er flintrende ligeglade med civile tab, så længe Israel er truet, dem der lider af ufrivillig barnløshed, dem der venter på en abortklinik, fordi de ikke kan tage vare på en lille ny amerikaner og alle dem der først nu, synes at valgkampen handler om noget relevant.

Som i alle andre lande, så har langt de fleste vælgere fokus på forbedring af deres personlige økonomi og sikkerhed.

Udenrigspolitik er uden for skiven, for de fleste helt almindelige amerikanere. Mange har slet ikke noget pas, mange er ikke affiliated og de kan ikke udpege Tel Aviv og Kyev på en globus.

Indblik repræsenterer i den sammenhæng et eksklusivt fællesskab, som har mere til fælles med samfundsinteresserede nørder i de andre 193 FN-medlemsstater, end vi tænker på i det daglige.

Kamala kom langt hurtigere og bedre gennem nomineringen end nogen havde drømt om. Med Michelle og Baracks tilslutning, så er konventet en formalitet, og nu skal der vælges VP.

Kamala kommer fra Californien, og her ude ved den solrige Kyst respekterer man kvinders rettigheder, miljø og klima.

Men Demokraterne er historisk født i Syden, og her er man knap så langt med ligestilling og alt det med miljøet. Her nød de store jordbesiddere udsigten over bomuldsmarkerne fyldt med plukkere hvis kulør ikke udelukkende skyldtes den stærke sol. Sydstatsdemokraterne satte livet på spil for at beholde slaveriet.

Kamala skal vælge en hårdfør Sydstatsdemokrat der er vant til at vinde i den del af USA, hvor Jesus fylder lidt mere end Darwin. Og hvor pick up trucken, airboaten og riflen er et must.

Hidtil har politikudvikling ikke været Kamalas spidskompetence. Det bliver der så også mindre behov for, i den kampagne som indledes når Chicago-konventet er slut den 22. August. I slutkampagnen er der simpelthen ikke tid til lange weekender i læselampens skær. Det betyder på den anden side, at budskaberne og ikke mindst form og sprogtone skal ligge på rygraden.

Trump har forsøgt at vælge en yngre udgave af sig selv, som kommer fra swingstaten Ohio. Det er klart, at JD Vance er skabt til at videreføre Trumpismen, når Donald ikke længere kan selv. Det er også klart, at JD er hardline modstander af både Ukrainehjælpen og kvinders abortrettigheder. Det valg kan kun lade sig gøre i et parti, som har lukket munden på intern debat. Og det er sket med hård hånd hos Republikanerne. Vreden boblede i Milwaukee, når Trumps kritikere gik på talerstolen for at fedte for Donald. Højdepunktet af kamelspiseri blev synligt, da Nikki Haley gav Trump sin uforbeholdne støtte.

I sådan et parti, behøver valget af vicepræsident, ikke udstråle politisk bredde.

Sådan ser det ikke ud hos Demokraterne. Der er betydelig forskel på ældre sydstatsdemokrater og unge storbydemokrater.

Ideen med at prioritere en VP fra en swingstat, er til gengæld rigtig for begge partier.VP-feltet bærer naturligt præg af Kamalas potentielle konkurrenter til præsidentkandidatposten, så Indbliks læsere er tidligere stødt på flere af navnene.

Valgkampens underdog er kommet fint fra start, og der er også betydelig forskel på en hurtig og smilende kvinde – sammenlignet med en mere forsigtig og mekanisk ældre herre.

Der ud over er der mange års erfaring for, at partikonventer suger positiv mediedækning til sig, og sikrer en pæn fremgang henover den uge konventet afholdes. Eftersom almindelig skoleregning hos Republikanerne i dagevis har forudsagt, at de 2 kandidater vil ligge lige inden konventet begynder, så frygter Republikanerne at få et banesår inden konventet, hvis ikke de får standset tilslutningen til Kamala i løbet af de kommende 2 uger.

Det banesår kom ubehagelig hurtigt, fordi de første målinger allerede nu viser Kamala 43 og Trump 42.

Det har skabt almindelig modløshed hos de røde, og Trump har besluttet at rykke tilbage til at være Attentat-offer. Det er det eneste sikre kort, som han har helt for sig selv, nu hvor dommerne i Højesteret tager imod gratis ferier og andre bestikkelsesagtige gaver fra Trump-lejren og dermed åbner for en ladeport af kritik, som også vil ramne Donald.

Kampagnesporet hos de røde, satser på udgivelsen af 2 bøger; en fra Donald som fokuserer på attentatet og “fight, fight, fight-fotoet med knytnæven” – og en fra hans hustru.

De Blås’ konvent afvikles i Chicago 16. – 22. August, og Trumpkampagnen har grebet det dyreste og mest ufokuserede spredevåben for at dænge den noget yngre modkandidat til med alting i ustruktureret uorden. Ideen er at se, om noget bider på. Normalt vil man anvende fokusgrupper, så man kan forfine og dosere sine angreb. Det farligste ved trumpkampagnens aktuelle trial and error strategi er, at det angreb som kan være dræbende i slutkampagnen – hvor kandidaten ikke kan nå at tage til genmæle – kan være spildt investering i dyre branding og PR-folk, fordi chockeffekten er død længe inden valgdagen. Og så skal der økonomiseres med delikatesserne, sådan at kampagnen ikke leverer hele salamien til medierne så tidligt i kampagnen at de sidste uger kommer til at minde om et gammelt tebrev, der sænkes i kogende vand hver morgen.

Fejlskud kan ikke undgås, men da Kamala blev beskyldt blev for at hade jøder, fordi hun ikke ville tie om de store civilie tab i Gaza, da tænkte de fleste nok, at det var grundløst. Det var her udtrykket “mærkelige beskyldninger” blev født. Når man er gift med en jøde, når man til enhver tid kan stille op imod Donald i en test af paratviden om Israels historie og den jødiske tro, er det nok århundredets overdrivelse at påstå, at man hader jøder. Også efter at man har fastslået, at USA fastholder sin støtte til Israels ret til at hævne de rædselsfulde angreb, der har ramt Mellemøstens eneste demokrati.

En efter alle solemærker at dømme grundløs beskyldning, om at Ohio senatoren, før han blev vicepræsidentkandidat, skulle have haft et intimt forhold til en sofa, har fået sit eget liv med en kaskade af fantasifulde detaljer. Jo mere sofahistorien dementeres, jo mere udbredes kendskabet til det ligegyldige rygte. Det svarer lidt til kokosnøddehistorien, som Kamalas mor fortalte sine døtre, for at minde dem om, at alle mennesker har en bagage med, når man dumper ind i sociale relationer og nye geografiske rammer. Det billede kræver lidt fantasi at forstå, og med lidt ond vilje, kan man godt lave grin med den som fortæller historien.

Nu hvor Trump er blevet den gamle fyr med de sludrende sætninger, kan vi uden tvivl se frem til Donalds overbærende smil, når mediepersonligheder sammenligner hans kunstige orangefarvede fremtræden, med en ægte tonet modkandidat, som kan tale lynhurtigt uden fumle rundt i manuskriptet.

Hvis man er uenig med Trump, så er man så venstreorienteret at man nærmest er kommunist. Man er ialtfald nærmest Bernie Sanders og Ocacio-Cortez og tilmed forelsket i Danmark. Ja hvor foragteligt kan det blive. Når man tænker på hvad Bernie har sagt om Biden og Harris gennem årene, så er sammenligningen ikke båret af overvældende indsigt. Og man kan vel også drage i tvivl, hvor meget kommunist der er i Putin.

Vi kan se frem til voldsomme røde angreb på Kamala, og hvis hun offentliggør sin VP inden konventet, så kan de fleste være taleskrivere for Trump. Der vil uanset hvem der bliver valgt være tale om den værste VP i historien.

Med stort set lige stor tilslutning til de røde og de blå, og med kun 2 uger til det blå konvent, så vil spændingen og underholdningsniveauet nå nye højder.

Indblik kan garantere at vi følger med på rejsen, med de 2 toptændte kandidater.