Bogen Grænseløse jøder. Spillet om Danmark og Marokko i 1700-tallet (Gads Forlag, 432 sider) leverer en formidabel beretning om magt, intriger og religion i 1700-tallets Europa. Bogen virker som en en fabulerende fortælling med eventyrlige hændelser og intriger og konflikter, så man skulle det var en digters fantasi, men det er faghistorie, personerne er virkelige, har levet og lidt, og bogen er rig på kilder og fodnoter.

Virkeligheden selv er det største drama, og det mindes man om ved at læse om to jødiske slægter, som begynder deres liv i Marokko og siden snor sig op gennem Europa og også kommer helt op til kongens København i Danmark og til Altona i hertugdømmet Holsten under den danske konge. Og den ene ender velhavende med at blive begravet på den mosaiske kirkegård på Nørrebro, hvor Salomon Sumbels gravsten i dag kan besigtiges.

Historien tager sin begyndelse i Middelhavet, hvor det i dag er glemt, at Algier og Tunis dengang var islamiske stater, der uden kvababbelser plyndrede skibe og tog slaver i Middelhavet. Det blev et problem for danske handelsskibe og den danske stat måtte søge at komme problemet til livs og samtidigt løskøbe slaver.

Marokko var anderledes, der boede mange jøder fordrevet fra Spanien i 1492, selvom de levede og virkede i stor usikkerhed. Derfra kom to jødiske familier, Sumbel og Buzaglo, og det er deres skæbne, som bogen afdækker. De hjalp den danske stat og dets repræsentanter i Middelhavet, og fik på den måde kontakter nord på, hvor de også søgte at anbringe en del af deres formue i mere sikre hænder end i Marokko.

Det er gennem danske kilder og indberetninger fra 1700-tallet, at Bent Blüdnikow er kommet på sporet af de spændende historier, der labyrintisk førte fra land til land og by til by i datidens Europa. Og som delvis ender i København eller Altona, men nogle af familieskæbnerne sluttede også med holocausten.

Det er utrolig mange tråde, der folder sig ud og bindes og brydes igen, og et overvældende persongalleri som det er svært hele tiden at holde rede på, men underholdende er det.

Bent Blüdnikow fylder 70 år den 4. november og selvom jeg er grænseløs inhabil til at hylde fødselaren og forfatteren, som jeg har været så heldig at kende i mange år og skrevet kronikker og redigeret bøger sammen med, så skal der alligevel lyde en hyldest.

Jeg har kendt Bent i 35 år, det begyndte da vi begge underviste i faget Ret og Samfund på jurastudiets 1. årsprøve på Københavns Universitet, og hver uge drak en kop kaffe i Kannibalen i Nørregade bagefter. Bent var på det tidspunkt ansat på Rigsarkivet, men sprang senere ud som debatredaktør og blev en institution i det danske medielandskab, hadet af de mange, elsket af de få.

Ingen har som Bent Blüdnikow kæmpet i den danske offentlighed for at kritisere ideologiske levn fra en tidsånd, der osede af venstreorienterede ekkokamre. Universiteterne var fra 1970erne og frem ideologisk smalsporede i venstreorienteret retning, og for rigtig mange blev marxistiske forklaringer den eneste vinkel på virkeligheden.

I dag kan det være svært at forstå, hvor ensporet og ensrettet tidsånden var, men enhver tid gennemsyres af en ånd, der besætter sjælene. Og det var ikke bare snak, for Bents navn stod også i det kartotek, som Blekingegadebanden havde lavet over danske jøder til sandsynligt brug for PFLP – forløberen for Hamas eller Hisbollah. Derfor blev opgøret med medløbermentaliteten, der gjorde eksempelvis Blekingegadebanden til idealistiske verdensforbedrere, også så vigtig. Og er det stadig i en tid, hvor Blekingegadebandens medlemmer nu frit kan deltage i anti-israelske demonstrationer, mens danske jøder må leve under politibeskyttelse.

Som debatredaktør på først Weekendavisen og siden Berlingske Tidende førte Bent Blüdnikow an i en kulturkamp mod det venstreorienterede, som var blevet den gode tone og al tings målestok. Jeg havde selv glæden af at bistå i denne debatkamp og selvom det kunne være hårdt, var der aldrig tvivl i Bents sind om, at der skulle luftes ud med kritik og modmeninger. Konsensus er den undertrykker, vi altid først erkender bagefter.

Danmark lider af en særlig syge: konfliktsky konsensus, hvis symptom er, at vi alle sammen altid har været gode mennesker, der ville det samme. Her har Bent været fredsforstyrreren, der tog det på sig at vise, at sådan var det ikke. Det får man sjældent tak for i momentet, hvor det gør ondt at blive mindet om, men på den lange bane vil det altid være det, som huskes.

Kære Bent, tillykke med fødselsdagen og vi glæder os til mange flere spændende bøger!

Og husk altid på kong Salomons valgsprog: Den, der revser, får tak til sidst, frem for den hvis tunge slesk.