Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
De fleste kommentatorer fastholder stadig det sikre bud; “Spændingen opretholdes her i slutkampagnen, hvor kandidaterne ligger så tæt, at den statistiske usikkerhed gør det umuligt at forudsige en vinder”.
Jeg tror fortsat, at Trump vinder med et forspring i Pennsylvania, og via det mørketal af mandlige vælgere, som ikke bryder sig om Donalds’ personlighed, men som i anerkendelse af hans høje energiniveau – og tilsvarende imponerende handlingsparathed – mener, at han vil være istand til at gennemføre sin politik.
Risikoen for uroligheder.
Ved at dyrke Hillary Clintons’ nedsættende “disposable karakteristik” af MAGA-segmentet tilbage fra 2020-kampagnen, har vi nu set yderligere:
1) Stand up komiker Tony Hinchcliffe med karakteristikken af Puerto Rico som en flydende affaldsø.
2) Joe Bidens kommentar om at Puertoricanere er ordentlige og arbejdsomme amerikanere og det eneste skrald er de mange MAGA-tilhængere.
3) Trumps affektive returnering, i form af den særdeles nylakerede renovationstruck, der lykkedes med at sammentømre MAGA-vælgerne og MAGA-haderne i to separate ekkokamre.
De to partier har meget begrænset tillid og ingen respekt for hinanden, og der er latent risiko for, at glæde og vrede vil tænde mere end romerlys i svingstaterne. FBI og Secret Service formodes denne gang at være forberedt på at forsvare Capitol og Det Hvide Hus fra optællingen indledes, og indtil taberen har erkendt sit nederlag.
Hvorfor har medierne dækket USA så intenst?
USA i efterkrigsperioden har altid optaget europæerne, og mange af os kender amerikanerne bedre end vi kender hinanden i EU. Men vi er ikke som amerikanerne, og vi bliver med rette stærkt forargede hvis ikke vores egen selvstændighed respekteres. Den slags går jo begge veje! Uanset om amerikanerne vælger Trump eller Harris, bliver politibetjentrollen og interessen for Europa stærkt afkølet i Det Hvide Hus. Det kommer til at koste os rigtig mange skattemidler. Vi får det også svært på vores største eksportmarked. Interessen for det amerikanske valg er derfor velbegrundet, og indblik har samme positive interesse. Uanset hvem der vinder, så vil Indblik fortsat have konstruktiv, nysgerrig og positiv interesse og respekt for det valg som bliver truffet om få timer.
Hvorfor har medierne fokuseret på Trump?
Trump ville formentlig ikke kunne vælges et eneste sted på kloden – bortset fra i USA og måske i Israel. Sådan har det været med andre præsidenter, men ikke med f.eks. Kennedy, Clinton og Obama. De var meget populære i Europa og særlig i Danmark. Vi måler på alt, og tyskerne er blandt de lande, som er mest kritiske i forhold til Trump – Danmark følger tæt efter.
Det er selvsagt en relevant opgave, at forklare hvorfor. Hvis Trump vinder, så vil det få betydelige konsekvenser. Den amerikanske statsgæld vil eksplodere via enorme ufinansierede skattelettelser, klimatiltag bliver rullet tilbage, NATO bliver lagt på is, Ukraine bliver tvunget til at indgå en fredsaftale, som afleverer en del af landet til russerene, international frihandel vil være truet af protektionisme og så videre. Der kan på godt og ondt blive tale om en omkalfatring af USA, som er mere omfattende end med et valg af Kamala Harris. Jeg mener at det er velbegrundet at fastslå, at Trump har gjort sig selv til omdrejningspunkt for den samlede valgkamp. Det er en kampagnetaktisk kraftpræstation, og Trump elsker at være i modvind.
Vinder Trump, bliver der uro i Europa
Med Trump som vinder, vil det sidste mod sive ud af Kiev og Berlin, mens NATO og EU vil ærgre sig over at skulle trække plan B op af skuffen. Tysk erhvervsliv har længe følt, at de har betalt prisen for, at Von der Leyen kunne opretholde gode relationer til Washington, og nu hvor særlig VW og BMW er økonomisk truede, er Trump den fjende, de ikke havde behov for at møde igen. Trump sparker fra tre vinkler, og kan ikke stilles tilfreds: Han kræver at der skal køre lige så mange amerikanske biler i Tyskland, som der kører tyske biler i USA. Han vil indføre importtold på 10% i forhold til europæiske varer og han vil kræve fortsat solidaritet i forhold til opskalering af det, der ligner en handelskrig mod Kina. Tyske bilproducenter har i forvejen svært ved at konkurrere på det amerikanske marked, hvor særlig Tesla bruger uorganiseret arbejdskraft. Der ud over, er en stor del af motorstyringen med videre udviklet og bygget i Kina, og endelig betyder den europæiske adoption, af den amerikanske holdning til Kina, at tyskerne har fået et dårligere forhold til kinesiske high end kunder.
Oprør fra Danmarks store virksomheder
Herhjemme har det meste af energisektoren slået Trumps trusler om at annulere hele Bidens Inflation Reduction Act hen med, at Trump siger så meget – og endnu mere i en valgkamp. Det gjorde han også i 2016, og de værste af hans forslag blev jo luget ud. På trods af stor respekt for ledelseslaget hos danske energivirksomheder, så tillader jeg mig at gøre opmærksom på, at Donald er langt bedre forberedt nu, end han var tilbage i 2016 – hvor han selv blev overrasket over sit valg. Uanset at Trump har lagt afstand til Heritage Foundation`s Project 365 – og Agenda F – vil alle de embedsmænd, som har udviklet de store infrastrukturpakker og energiudviklingsplaner have sidste arbejdsdag i år, hvis Trump bliver valgt. Hvis de store skattelettelser, som Trump har lovet i valgkampen skal finansieres uden nye skatteindtægter, så skal Elon Musk aflyse hele IRA-programmet og det meste af Ukraine-støtten hurtigst muligt. Der går rygter i Washington om, at Heritage teamet (koordinationsfunktionen af de godt 100 konservative fonde som arbejder for MAGA) anbefaler et handelspolitisk indgreb på NOVO til fordel Ely Lilly.
Vinder Trump, bliver der glæde i det Republikanske Parti
MAGA vælgerne vil få en hvid, aggressiv og handlekraftig mand i chefstolen. Det bliver skønt at få reduceret verdens mange indvandrere, papirnussere, “kommunister” og selvglade kriminelle til naturlig størrelse af en mand med vilje og magt. MAGA-tilhængerne vil ikke kun fået Donald. De vil også undgået at blive ledet af en “kommunist”. Det er objektivt korrekt, at Harris har ligget alvorligt til venstre for midten i amerikansk politik og risikoen for, at hun får tilbagefald, må siges at være overhængende. Det vil skabe tryghed og glæde, at den risiko er afværget. Trump, med sine lidt onkelagtige og lumre vittigheder er med til at sætte en meget mere fri standard, end den krænkelsesparate identitetspolitik og Wokeisme, som præger det venstreorienterede miljø. Hvis man har fulgt amerikansk politik og Trump siden halvfjerdserne, vil man kunne huske masser af racistiske kommentarer og vittigheder, samt en del udskamning af kvinder, handicappede og elbiler fra Trump. Ret beset har begge kandidater en fortid, som de lægger afstand til.
Modsætninger mødes
Gensynsglæden og identifikationen mellem Trump og arbejdervælgerne, forudsætter at de ser bort fra, at Trump har arvet en formue og lever et liv i nærmest pornografisk luksus med golfbaner og guldbelægning. Men det gør sådan set ikke noget at man er rig, bare det ikke er diskret og pænt. Også her er Trump mere sammensat end de fleste. Donald deltager ikke i sine vælgeres indtag af øl og whiskey. Han er altid pinligt ædru, fordi kontroltab er ham imod. Og enhver kan se, at det sætter ham istand til at opretholde et langt højere energiniveau end hvis han jævnligt drak, men samtidig forhindrer det ikke Donald i at bidrage til festen. Kort sagt gør det ikke noget, at Trump er velhaver, når bare han synligt opfører sig som om han ikke tilhører eliten. Han er ligefrem stolt af, at han ikke sætter sig dybt ind i tingene, som da Musk troede at det var en joke, at Trump aldrig havde hørt om Star-Link eller forstod hvad det var. Trump læser simpelthen sjældent bøger og aviser. Nettet og TV udgør hans informationskilder. Trumpisterne elsker Donald, fordi han ikke tilhører eliten. Men det stopper ikke her. Eliten skal æde deres grimme retorik. Når man er fattig og har gået ledig længe, eller hvis man bare som mange amerikanere har svært ved at få enderne til at mødes på trods flere jobs. Så er man bange for globalisering og international konkurrence. Derfor skal outsoursing lukkes ude med toldmure. Ligesom man holder flygtninge og indvandrere ude med en mur. Der er et nyt Amerika på vej, og Trump vil måske deporterer dem, der hører til uden for murene. Så kommer arbejdspladserne tilbage i Rustbæltet, og alt bliver igen godt.
Hvis Kamala vinder.
Bortset fra måske ærgrelsen i Tel Aviv, Pnom Pen, Kreml og Budapest, så vil en del af verden drage et lettelsens suk. Investorer, erhvervsledere, diplomater og politikere hader det uforudsete og uforudsigelige. Derfor vil NATO, EU, Ukraine, Sydamerika og andre have svært ved at begrænse den folkelige glæde over, at USA fortsat ledes af en delvis frimarkedstilhænger, der arbejder for vestligt sammenhold. Både nye og gamle demokrater vil glædes over, at USA nu har fået sin første kvindelige præsident, som de kan være bekendt og stolte af, og som vil sikre retten til aborten i hele landet. En veluddannet og velformuleret kvinde.
Sov med støvlerne på!
Indbliks læsere ønskes en spændende valgnat, og vi høres ved når krudtrøgen har lagt sig.