[vc_row][vc_column][vc_column_text]

A-kraftdebattens ’grand old man’: ”Der er brug for et blackout i Europa”

Bertel Lohmann Andersen er en af den danske atomdebats mest ihærdige forkæmpere. Indblik.net har mødt ham til en samtale om hjertesagen, der trods årtiers oplysningskampagner stadig møder folkelig og politisk modstand.
Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net
Den garvede atomkraftforkæmper væver ikke i sit svar på spørgsmålet til fremtidsperspektiverne for den forening, han ad flere omgange og i sammenlagt 12 år har været formand for:
”Helt ærligt har jeg svært ved at se, hvilken rolle REO har i fremtiden.”
Indblik.net har sat Bertel Lohmann Andersen stævne i hans hjem i Lyngby for at tale om hans erfaringer fra den danske atomkraftdebat. Få personer i dette land er mere kvalificerede til at udtale sig om den end netop den garvede lic.scient. i fysik og tidligere lektor på DTU, der ad flere omgange har været formand for foreningen Ren Energi Oplysning (REO). Til Indblik.net udtaler han sig dog på egne vegne.
Sit store og årelange engagement til trods er det ikke en udpræget optimist, der byder Indblik.net velkommen. Faktisk vedkender værten for besøget sig gerne, at mange års kamp for nytænkning i dansk energipolitik har ført flere skuffelser end sejre med sig. Nutidens atomkraftfortalere har en lang, sej kamp foran sig, hvis flere skal omvendes, slår han flere gange undervejs fast.
”I øjeblikket er overmagten kolossal,” bemærker Bertel Lohmann Andersen om udsigterne til a-kraftværker på dansk jord.
”Muligheden for, at der er nogen, der vil begynde at interessere sig for atomkraft, i dag er forholdsvis ringe.”
Den pensionerede kernefysiker har – desværre for ham og hans ligesindede – noget at have pessimismen i. Den fri debat om a-kraft har længe haft trange kår i Danmark, hvad et kort historisk oprids giver syn for.
Pressen var aktiv modspiller
Den politiske modstand mod atomkraft i dansk energiproduktion går således årtier tilbage. Helt skelsættende blev året 1985, hvor et flertal i Folketinget pålagde den ellers positivt stemte Schlüter-regering ikke at gå videre med planerne om at indføre kernekraft. Beslutningen skulle vise sig at indvarsle et regulært anti-atomkraft-paradigme i den politiske debat, som det i dag, 35 år senere, ikke er lykkedes noget parti at gøre op med.
REO – dengang en forkortelse for Reel Energi Oplysning – blev stiftet ni år før den afgørende folketingsbeslutning. Både op til og efter Folketingets de facto-forbud mod a-kraft har foreningen forsøgt at nuancere debatten ved at imødegå frygten for forurening, ulykker og massive økonomiske omkostninger ved at fremlægge fakta og empiri, som tegner et andet billede.
Undervejs har foreningen skullet kæmpe en strid kamp mod både politikere, NGO’er og presse, og særligt Ekstra Bladet og Danmarks Radio brugte i firserne og halvfemserne en stor del af deres journalistiske kræfter på det, som Bertel Lohmann Andersen betegner som ”kampagnejournalistik” mod atomkraft – i særdeleshed det svenske atomkraftværk Barsebäck på den anden side af Øresund.
”Ekstra Bladets redaktør har for ikke så lang tid siden skrevet, at de gjorde fejl i at føre kampagne mod Barsebäck. Det er jo altid noget, men efter min mening er det en gratis omgang. De kørte underskriftsindsamlinger og var generelt meget negative i firserne. Også Politiken arbejdede sammen ”kvinderne på kvisten” (Jytte Hilden, Jytte Andersen og Majken Hessner, red.), der efter eget udsagn fik Socialdemokratiet til at svinge fra at være for til at være imod atomkraft,” fortæller Bertel Lohmann Andersen.
I dag er kampagnejournalistikken de fleste steder lagt på hylden, men til gengæld gør danske medier sig skyldige i en undladelsessynd ved ikke at berette om de problemer, der er forbundet med grønne og mere politisk salgbare energiformer:
”REO har stadig en opgave i at gøre opmærksom på det, der ikke bliver sagt. Der er masser at tage fat på. Jeg har intet hørt om frygten for el-mangel i Skåne eller om, at de i Californien i disse dage har rullende blackouts. Her kobler de forbrugere fra elnettet på skift, fordi vejret har budt på varmebølge og vindstille, og der ikke er nok solenergi, når folk kommer hjem og tænder deres aircondition. Det, synes jeg, er en opsigtsvækkende ting, som jeg ikke har set beskrevet i noget dansk medie.”
Europa har brug for et blackout
Politisk er der tilsyneladende ingen opblødning i sigte, hverken i en dansk eller en europæisk kontekst. I EU stiger modstanden mod atomkraft ført an af Tyskland, som sågar er i gang med at lukke flere af sine værker. Modviljen skyldes et langt stykke hen ad vejen, at politikerne vil tækkes befolkningerne, der har fået indtryk af, at kun sol og vind fungerer, påpeger Bertel Lohmann Andersen.
”Der er ingen, der tør stille op og sige den offentlige mening imod. Politikerne har ikke lyst til at få ørerne i maskinen ved at gå ud og sige noget, der er upopulært. Det er rystende,” siger han og giver sit bud på, hvad der kan rykke ved status quo.
”Det, der skal til, er en rigtig god og grundig blackout i Europa. Formentlig vil den dukke op i Tyskland. Det er jo helt forstyrret, at folk bliver ved med at tro på, at sol og vind kan løse vores energiproblemer. Nu ser vi i USA Joe Bidens energiplan, som er mere af det samme. Milliarder og milliarder og milliarder. Det tror folk på! Nu oplever de så blackouts i Californien, og sandsynligheden for at det kommer i Sverige er også temmelig stor. Så kan man måske få folk til at høre efter, hvad det er, der bliver sagt.”
Det er selvsagt noget af en påstand, at kun et massivt strømsvigt kan ”vende strømmen”. Bertel Lohmann Andersen vedkender sig en vis modløshed over, at årtiers argumentation ikke har vundet indpas noget sted. Apatien har fået ham til at krydse fingre for, at ydre omstændigheder kan få folk til at se mod atomkraften.
”Det derfor, jeg siger, at der nok skal en blackout til. Man kan ikke rigtig argumentere sig imod det,” siger han.
Unge skal væbne sig med tålmodighed
Nu er det som bekendt svært at spå om, hvornår strømsvigt finder sted. Men skal man så bare give op og vente på, at tingene går sin gang?
Nej, trods alt ikke, mener Bertel Lohmann Andersen. I stedet skal man bruge kræfterne på at appellere til ungdommen. Derfor hilser han også en ny generation af REO-medlemmer velkommen, ligesom han ser positivt på parallelle initiativer som Foreningen Atomkraft Ja Tak, der blev stiftet dagen efter Indblik.nets besøg hos ham selv.
”Det er udmærket. Hvis de kan etablere en forening, og REO stadigvæk er på banen, så må de snakke sammen. Det tror jeg også, at de har gjort.”
Foreningen Atomkraft Ja Tak, der allerede har fået spalteplads på Indblik.net, argumenterer for, at kommunikationen i højere grad skal rettes mod den klimabekymrede ungdom, og at netop bekymringerne om klimaet bør være omdrejningspunktet for argumentationen. Derfor har foreningen valgt at satse på netop det unge og i overvejende grad venstreorienterede segment, som nu i flere år har deltaget i klimademonstrationer verden over.
Bertel Lohmann Andersen peger også selv på de unge som kilden til den optimisme, han trods alt godt kan mønstre efter at være blevet talt varm.
”Man skal udnytte, at der er en ændring i indstillingen blandt unge. Dem skal man selvfølgelig have fat i,” siger han og peger på, at unge atomkraftfortalere skal indstille sig på, at arbejdet med at vende årtiers modstand er en maraton og ikke et sprint.
”Man skal ikke forvente et gennembrud i løbet af få år. Jeg har haft en tendens til at tro, at hvis bare det og det kom frem, så ville alt falde på plads. Min grundlæggende fejltagelse var at tro, at jeg kunne rive et par år ud af kalenderen, fortælle folk, hvad der er korrekt og ikke korrekt, og så ville det være overstået. Men det viste sig, at det greb om sig.”
Manglende mod i politikerstanden
Dermed er vi tilbage ved den faktaresistens, Bertel Lohmann Andersen mener er fremherskende i klimadebatten. For alverdens klimaforkæmpere taler mod bedre vidende, når de undsiger atomkraften. Faktisk er den løsning på mange af de bekymringer, folk i dag går rundt med.
”Den store klimabevægelse burde for længst have sagt, at a-kraft er sagen,” siger han.
Det er som bekendt ikke sket, og det skyldes i høj grad, at sol- og vindenergi fortsat ophøjes til den eneste moralsk gangbare løsning på de udfordringer, verden står over for. Vindmølleindustrien fremstilles næsten entydigt som ”the good guys”, mens atomkraft på det nærmeste er skrevet ud af den offentlige debat, pointerer Bertel Lohmann Andersen.
Han fortæller, at han selv har set nærmere på Frankrigs 58 atomkraftværker og er nået frem til en helt klar, empirisk ubestridelig konklusion: Samtlige værker har kørt uhyre stabilt og leveret ren energi uden nævneværdige problemer. Det kan også ses på det franske klimaregnskab, hvoraf det fremgår, at 45 procent af Frankrigs energiforbrug stammer fra ren energi og navnlig atomkraft. Samtidig udleder Frankring 4-5 gange færre gram CO2 per kilowatt-time end Danmark.
Det hører man sjældent om herhjemme. Til gengæld skorter det ikke på omtale, når der herhjemme åbnes for den politisk mere spiselige forskning i atomteknologi. Mediernes slagside ærgrer atomkraft-veteranen, der i den forbindelse leverer endnu en bredside rettet mod de halvhjertede atomkraftfortalere:
”Jeg bliver træt i hovedet, når folk, der siger, at de er positive over for atomkraft udtaler, at vi sandelig skal forske. Jeg har intet imod forskning, men nu er det jo altså opfundet, og det har kørt afsindig godt i 50-60 år.”
Bertel Lohmann Andersen fremhæver Nye Borgerlige som et af de partier, der har erklæret sig åbne for forskning i atomkraft. De mangler politisk mod, synes han.
”Hvad med at sætte sig ind i, hvordan den eksisterende atomenergi har fungeret? Man vil undgå at sige, at de eksisterende atomkraftværker er afsindig gode. Det tør man ikke.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4721″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8293″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8905″][/vc_column][/vc_row]