|
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Allerede i indledningen får vi to gange at vide, at aftalen er ”historisk”
… denne aftale, som vil udgøre det langsigtede grundlag for en historisk omlægning og omstilling af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen i Danmark.
Aftalen leverer konkrete svar på landbrugets klima- og naturudfordringer og baner samtidig vejen for en historisk omlægning af det danske areal.
Så er gulvviolinen vist strenget op.
Aftalen indeholder indsatser og initiativer, der understøtter indfrielse af Danmarks 2030-klimamål og lægger sporene frem mod regeringens ambition om klimaneutralitet i 2045. Dette sker bl.a. ved, at Danmark som det første land i verden indfører en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr, ved udtagning af kulstofrige lavbundsjorde, skovrejsning samt en markant styrkelse af indsatsen for udbredelse af klimateknologier og -tiltag, der kan reducere udledningerne.
Danmark skal være et foregangsland, der viser vejen til at løse klimaudfordringerne i landbrugs- og fødevaresektoren …
Man kombinerer klimahensynene med en løsning af vandmiljøets problemer, konkret udlagt som havenes iltsvind, der altid formodes at være en følge af landbrugets anvendelse af kvælstofgødning. Kommentatorer har påpeget, at det nok var disse miljøhensyn, der i sidste ende fik aftalen til at glide ned hos alle parter. Det var jo den model, som Klimarådet også agiterede for. Miljøet er meget mindre abstrakt end bekymringer om en ganske lille bestanddel i atmosfæren og nogle teoretiske klimaforandringer en gang i fremtiden.
Aftalen indebærer at et større areal af landbrugsjord skal omdannes til ”natur”, skov osv. Hertil opretter regeringen en fond på ikke færre end (”historiske”) 40 milliarder kr., de skal primært dække udgifterne til opkøb/ekspropriation af landmændenes marker. I alt skal 390.000 hektarer således udtages. Det udgør ca. 15% af det samlede landbrugsareal.
Fondens opkøb indebærer ikke nødvendigvis, at staten skal eje al den jord, den kan omdannes til naturområder, der principielt godt kan være ejet af private, med skrappe betingelser for anvendelsen. Mere ildevarslende nævnes det også, at arealerne kan anvendes til ”opsætning af VE”, dvs. de kan blive plastret til med solceller eller vindmøller.
Det antydes mellem linjerne, at fondens virke vil medføre et betydeligt bureaukrati, man slikker sig nok om munden i de involverede ministerier. Bl.a. skal der bruges 20-30 mio. kr. på at oprette nye såkaldte ”kystvandråd”, delvist i kommunalt regi, de skal forestå planlægningen af forbedringerne af vandkvaliteten. Hertil kommer yderligere 130 mio. kr. til ”udtagningskonsulenter” i årene 2025-2027.
Der skal sættes fart på udtagningen af de kulstofrige lavbundsjorde. Det er gået meget trægt indtil nu, men inden 2030 skal i alt 140.000 hektarer være udtaget, og hertil vil staten bruge 9,4 mia. kr. Hele processen skal være igangsat allerede i 2027 eller 2028. For at sikre fremdriften indføres der en ekstra CO2-afgift på lavbundsjorde på 40 kr./ton allerede fra 2028.
Ambitionerne for skovrejsning er store. Frem mod 2045 skal der bruges ikke mindre end 22 mia. kr. på foretagendet:
[Der] skal skabes de økonomiske rammer for, at 250.000 ha ny skov kan etableres frem mod 2045. Det svarer til et samlet skovareal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm og indebærer mere end en tredobling i forhold til den nuværende årlige skovrejsningsindsats.
Biodiversiteten i Danmark har været i tilbagegang i gennem længere tid, og den udvikling skal de store planer sætte en stopper for, bl.a. ved udlægning af store arealer til ”urørt skov” og ”naturnationalparker”. Det er jo et ædelt formål, som de færreste kan være uenige i, omend prisen er høj i form af tabt fødevareproduktion. Der er også spørgsmålet om hvad, der egentligt er naturlig ”natur” i Danmark, der jo i de sidste 5000 år har været under intensiv menneskelig påvirkning. Men her vil der være masser af beskæftigelse til biologer med at definere ”natur”.
Aftaleteksten går herefter i detaljer vedr. vandmiljøet, der jo er helt forfærdeligt i de indre farvande:
Danmarks vandmiljø er i en meget alvorlig tilstand, og de danske kystvande er massivt udfordrede. Der er behov for en omfattende genopretning af naturen under havets overflade, så livet kan vende tilbage og få gode betingelser. Udledning af kvælstof er den primære årsag til, at vandmiljøet har ringe betingelser.
Der er som bekendt mange andre årsager til tilstandene i de danske farvande, og det bliver spændende at se, hvor meget alle planerne her reelt vil komme til at betyde. Men det ved vi først om 20 år.
I et afsnit om drikkevand nævnes der PFAS og pesticidrester, og det påpeges, at netop de nye urørte skove vil være gode steder til beskyttelse af grundvandet. Man skal så lige overveje om man vil tillade ørnebregner i de skove, netop den plante er kendt for at tilføre grundvandet betydelige mængder af et – om end ganske naturligt – giftstof. Normalt måler man dog ikke for det stof i vandprøverne, og så er der jo ikke noget at frygte.
Vi skal helt hen på s. 24 ud af notatets 43 sider, før klimaet for alvor kommer ind i billedet. Her påbegyndes omtalen af CO2-afgiften på landbruget. Selvtilfredsheden er åbenbar:
Med en klimaregulering af landbrugets ikke-energirelaterede udledninger går Danmark forrest med en langsigtet klimaregulering af sektoren, der kan vise vejen for fremtidig regulering i EU og resten af verden.
Hovedelementet er selvfølgeligt landbrugets dyr
Afgiftssatser: Der indføres en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr fra 2030. Den marginale afgiftssats fastsættes til 300 kr. pr. ton CO2e i 2030 stigende til 750 kr. pr. ton CO2e i 2035. Med et bundfradrag på 60 pct., jf. nedenfor, svarer dette til, at de effektive afgiftssatser udgør 120 kr. pr. ton CO2e i 2030 og 300 kr. pr. ton CO2e i 2035. Afgiften indfases lineært mellem 2030 og 2035.
Bundfradrag: Der indføres et bundfradrag i afgiften på udledninger fra husdyr, således at det udgør 60 pct. af den gennemsnitlige udledning fra den givne dyretype. Bundfradraget har overordnet til formål at begrænse stigningen i produktionsomkostningerne som følge af afgiften og samtidig fastholde et stærkt incitament for den enkelte bedrift til at benytte de mest klimaeffektive driftsformer og teknologier.
Som led i implementeringen af CO2e-afgiften vil bundfradraget i pct. blive omsat til et konkret beløb i kr. pr. dyr.
I 2030 og 2031 vil provenuet fra afgiften blive tilbageført til de landmænd, der er særligt hårdt ramt – de vil kunne søge om tilskud.
Vi kan forvente kolossale mængder af bureaukrati
Det kræver derfor udvikling af et afgiftsgrundlag, herunder tilvejebringelse af aktivitetsdata, som kan kontrolleres og administreres samt påklages, udvikling af emissionsfaktorer, der matcher aktivitetsdata, samt udvikling af et it-system, der kan koble data, og hvorfra der skal opkræves afgift. Desuden skal der lovgives herom.
Afgifterne på gødning (der jo skal forhindre udledninger af lattergas) er i første omgang lidt mere finurlige:
Gødningsregulering: Der indføres et tilskud til reduceret gødningsanvendelse på 750 kr. pr. ton CO2e fra 2028 ved omlægning af den direkte landbrugsstøtte.
Kalkning: Der indføres en CO2e-afgift på udledninger fra udbragt landbrugskalk, som tilføres marker på 750 kr. pr. ton, der indfases gradvist fra 2028 til 2030. Parterne noterer sig, at der pågår et forskningsprojekt om udbringning af landbrugskalk.
Det er nyt for undertegnede, at også landbrugets kalkning skal afgiftsbelægges, men der er vel et vist udslip af CO2 fra kalken, når den nedbringer jordens surhed – hvad der vel ellers betragtes som en god ting?
Aftalen kommer også ind på biokul, der fremstilles ved såkaldt pyrolyse, dvs. forkulning af biomasse. Biokullene binder dermed kulstof og vil holde fast i det i mange år, selvom biokullene spredes ud på markerne. Processen er imidlertid på ingen måde rentabel for landmændene, og derfor taler aftalen om massive statstilskud. Hvorfor ikke?
Endeligt kommer aftalen ind på økologisk landbrug, som parterne gerne vil fremme, selvom det ikke har den store effekt på klimaet. Man går også ind for mere plantebaseret fødevareproduktion og vil her støtte med op til 100 mio. kr. til ”projekter”.
Hele planen skulle kunne nedbringe landbrugets CO2e-udledninger med 1,8 mio. tons i 2030 og 3,3 mio. tons i 2035. 2030-tallet er betydeligt mindre, end Klimarådet tidligere lagde op til, men heldigvis har de nye metoder til vurdering af lavbundsjorde og skovdrift nedsat det akutte behov, så 2030-klimamålet skulle kunne opfyldes. Pyha!
Landbrug og Fødevarer har fået lov til at sætte et beskedent fingeraftryk hen imod slutningen af aftaleteksten om den eventuelle virkning af klimatiltag og -teknologier, der skal komme landmændene til gode. Dog er hovedproblemet, at myndighederne skal godkende, at tiltagene faktisk har en gavnlig effekt, og det har ligget tungt indtil nu. Bl.a. er instituttet i Aarhus, der også overvåger iltsvind, involveret, og det fremmer nok ikke velviljen over for landbruget. Aftalen medtager et skema over tiltag, som landbruget allerede nu kan gribe til:
Man bemærker, hvorledes f.eks. mindre gødskning står øverst, og derefter dyrkning af afgrøder med mindre gødningsbehov (skvalderkål?). Herefter skal kvæget ud og erstattes af grise. Først længere nede kommer de tiltag, som Landbrug og Fødevarer nok havde i tankerne.
Men derefter kommer der en masse uforpligtende ord om fremtidige muligheder (frem mod 2045), men det skal vist ikke tages så alvorligt lige nu, der er hverken tidsfrister eller afsat penge til noget her.
Til sidst nævnes der lidt om beskæftigelsen, hvor indskrænkningen af landbrugets dyrkningsarealer vil koste arbejdspladser, men til gengæld vil der komme nye jobs i forbindelse med forvaltning af de nye skove (de skal åbenbart ikke være helt ”urørte”) og fremstilling af plantebaserede fødevarer. Hertil kommer pyrolysen, der med rundhåndet statsstøtte hele vejen igennem også vil kræve noget arbejdskraft. Ifølge aftalen afsættes der 100 mio. kr. til omkvalificering af de berørte mennesker.
Aftalen her er en kæmpesejr – på papiret – til de mennesker, der går imod økonomisk vækst og imod fortsat menneskelig trivsel for de fattige her i Verden. Aftalen er et luksusfænomen, som vi kan tillade os i rige Danmark, men som næppe bliver noget eksempel til efterfølgelse ret mange steder på kloden.
Naturromantikken er i højsædet her. Drømme om f.eks. ”bynær urørt skov” går vist ud på, at de nærliggende vuggestuer så kan fragte børnene ud i barnevogne og se på træerne, høre lidt fugle eller se en sommerfugl. Men det har jo ikke meget med natur at gøre. De ”rigtige” naturparker i Verden har hele paletten af dyr, inkl. store rovdyr, der holder bestandene af planteædere i skak. Det skal vi jo nok ikke have i Danmark, så bliver det her med barnevognene for risikabelt. Så vi ender bare med en masse uproduktive arealer, der ikke gør megen gavn, andet end at de giver en god fornemmelse i maven på rette vedkommende. Igen en luksus som resten af Verden ikke kan tillade sig.
Og klimaet? Det sker der absolut intet ved.
