Niels Nørgaard sætter med “Stauning og Grønland”, fokus på en periode og en politiker, som har stået lidt i skyggen af andre begivenheder under WW2.

Grønlands betydning er vanskelig at overdrive.

De fleste af os har været fascineret – og lidt overvældet – over den store interesse som USA, Norge, Tyskland, England, Kina og Rusland m.fl. har udvist for de smukke øer i Nordatlanten. Særligt den danske diplomat Henrik von Kauffmanns brud med samarbejdsregeringens instrukser fra København fik afgørende betydning for Danmarks placering i efterkrigsårene.

Yngre generationer er løbende blevet mindet om særlig Grønlands betydning i forbindelse med Thule Air Base og også Trumps ejendomsmæglertilbud til Mette Frederiksen.

En levende bog.

Men baggrunden for denne afgørende periode i dansk udenrigspolitik er fantastisk spændende, og Niels Nørgaard fortæller levende og engageret om de holdninger, som prægede forholdet til Nordatlanten først i århundredet og i mellemkrigsårene. Der er særlig en person, som har formidlet holdninger og truffet beslutninger fra København og nordpå til Grønland i denne periode, og det er Thorvald Stauning.

Beskyttelse og medbestemmelse.

Niels Nørgaard sætter tidligt i bogen fokus på en central holdning hos Stauning. Statsministeren – med den store omsorg for naturfolket i det arktiske område – ville beskytte den sårbare befolkning og kultur imod storkapitalens udbytning, fattigdom, import af sygdomme og dårlige vaner. Stauning tilføjede, at med tiden skulle grønlænderne lære at bestemme mere i deres eget land.

Beskyttelse med bagtanke.

Mange års erfaring med det internationale politiske system, har lært denne boganmelder, at når toppolitikere betoner, at de påtager sig opgaver på vegne af andre, så er det ofte pakket ind med netop den type kærlig omsorg. Sandheden er, at grønlænderne ofte har følt at de stod sig bedre ved at have direkte kontakt med eks. amerikanerne. Udenrigsministeriet nede i København havde mange ikke-arktiske interesser med i tasken. Med Staunings argumentation, kunne de fleste kolonimagter fortsætte med at forhandle på koloniernes vegne.

Ingen tvivl om, at det kan være yderst kompliceret at gennemskue konsekvenserne af en tilladelse til et kinesisk mineselskab om, at de gerne må søge efter sjældne metaller i grundfjeldet. Er det nu et skalkeskjul for at spionere imod andre landes interesser, hvordan påvirker det miljøet og er der transparens. som sikrer, at værdierne nu også kommer Grønland til gavn.

Transparensen er uigennemskuelig.

Nogle gange har omsorgen for det sårbare folk haft en lidt bedrevidende form, som har affødt en lidt skarp tone i dialogen internt i Rigsfællesskabet – der har heller ikke altid været fuldt indblik med, hvad København lavede med fjernelse af børn, placering af spiraler i kvinder, afståelse af Norske fangstrettigheder til Østgrønland, tvangsflytning af bopladser m.m. Alt dette kunne måske være det samme, hvis Grønland først og fremmest var et bloktilskud, et retssystem, et uddannelsessystem og en masse andet, som repræsenterer dybe snit i Finansloven. Men Rigsfællesskabet er et asymmetrisk og mangefacetteret system af jura, følelser og historie, også i forhold til andre lande og organisationer.

Uden Rigsfællesskabet ville EU, Nordisk Råd og Nato ikke have nogen formel relation til Grønland, og Danmark ville ikke have sæde i Arktisk Råd, og slet ikke møde med den nuværende slagstyrke i FN, NATO og direkte i forhold til stormagterne.

Rigsfællesskabet er ingen selvfølge. Niels Nørgaard giver læseren indblik i det, der ligger til grund for vores nuværende relationer i Nordatlanten, og forfatteren har en sympatisk tilgang til sit stof, som fremlægges uden filter fra begge sider, sådan at læseren kan drage egne konklusioner.

Juraen er funderet ved fredsforhandlingerne i Kiel 1814.

Det Dansk-Norske kongerige stod på fransk side under Napoleonskrigene, og blev dermed trukket med i nederlaget. Den danske hovedforhandler Edmund Bourke lykkedes med at forhandle Færøerne, Grønland og Island med til Danmark, som til gengæld måtte afstå Norge.

Der var herefter ro omkring tilknytningsforholdet i små hundrede år. Hvorefter alle de mange varme norske følelser for Grønland, voksede til danskerhads-niveau.

De særdeles vanskelige forhandlinger blev gennemført mellem Kristiania (idag Oslo) og København uden inddragelse af grønlandske repræsentanter. Her har vi et illustrativt eksempel på årsagen til den dybe skuffelse og mistillid hos grønlænderne. Der er rigtig langt fra Staunings ord om beskytterrollen, og så til at drøfte national suverænitet, uden at dele det med grønlænderne.

Kampen for kolonierne.

Hvis en enkelt læser skulle tænke; “Hvad Stauning rodede med under WW1, det må lige vente til et andet liv”, så er det nu, du skal vide at salget af De Vestindiske Øer var helt nødvendige, for at sikre Østgrønland på danske hænder. Og – som om en folkeafstemning om salget af øerne midt under krigen, ikke var dramatisk nok tilføjer jeg lige, at nordmændene kæmpede seriøst for at bevare rettighederne, i forhold til de store tyndtbefolkede områder i Østlandet.

Konflikterne mellem Færøerne og Grønland.

Danskerne har en forventning om, at når de konkluderer noget på et møde hvor grønlandske politikere deltager, så er det ikke oplæg til yderligere debat. Men nogle gange tager folk det man siger for pålydende, og Stauning sagde, at han ville skærme det sårbare folk i forhold til den onde omverden – samtidig var det meningen, at grønlænderne skulle lære at bestemme mere i deres eget land.

Det første lyder som politikersnak, og den sidste del som noget, der skulle prøves. Når så man har rejst i timevis, for at deltage i et møde og man er vant til ikke at blive lyttet til bliver man skuffet, når man bliver bedt om at flette næbbet. Så stemmer man nej til at give færøske hvalfangerbåde adgang til de grønlandske fangstpladser. Den slags forklarer hvorfor toppolitikere, ofte kommer til at se ældre ud på kort tid.

Et enkelt besøg.

Skal min begejstring for bogens objektivitet og empatiske fremlæggelse af grønlandsrelationerne frem til WW2 med fokus på Stauning, have en løftet finger, skal det være for den redaktionelle iscenesættelse, af Thorvald Staunings eneste besøg i Grønland.

Vi lader den lige stå: I en tid hvor vi faktisk havde en del Grønlands-farere – hvor Stauning var både følelsesmæssigt engageret og den dansker som bestemte mest over Grønland – i den periode besøgte Stauning fysisk kun Grønland en gang i 1930. Det besøg er så til gengæld rykket frem i bogen, og dokumenteret med fotos og henvisninger både følelsesmæssigt ned til flere dagbøger og talrige henvisninger. Det er måske overfokuseret. For mens forholdet mellem Danmark og Norge var ved at slå revner først i tyverne, var der ikke plads til et eneste besøg i Grønland.

Stauning fremstår som en særdeles kompetent og vidende person gennem hele bogen. Og det skal jeg ikke drage i tvivl.

Suveræniteten i Nordatlanten.

Hvis vi et øjeblik ser bort fra den fraværende inddragelse af de grønlandske politikere i forhandlingerne om Grønlands suverænitet, så er der til overflod inddragelse af interne relationer mellem partiledere i Syddanmark. Zahle og Stauning anskuede sagen meget forskelligt. Stauning havde bedt Lauge Koch iværksætte en storstilet kortlægning af det næsten ubeboede Østgrønland, ikke mindst fordi Scavenius har understreget, at dette kan være afgørende for den Folkeretlige vurdering af tilknytningen til Danmark. Denne opfattelse skulle vise sig at være velanbragt.

Stauning tilrettelæggede i tæt samarbejde med ambassadør Ruth Bryan Owen et genbesøg i Grønland kombineret med et besøg hos Roosevelt på Pennsylvania Avenue i 1936, men dette besøg må afblæses i sidste øjeblik, da Staunings helbred ikke  længere tåler en lang rejse over Atlanten.

Historien om Blue West One.

Grønlands geopolitiske betydning står lysende klar, al den stund at Henrik Kauffmanns ukonventionelle gesandtskab, foranlediger etablering af fjorten flylandingspladser fordelt i Grønland. Den største i Narsarsuaq bygges om til “Blue West One” fra april 1942, og bliver mellemstation for service og refueling af tusindvis af amerikanske jager – og bombefly på vejen fra de amerikanske baser og ned til krigen i hjertet af Europa.

Denne veritable luftbro i Nordatlanten, synliggjorde behovet for etablering af Thule Air Base, snarest muligt efter krigen.

Staunings død og besættelsen med det dramatiske diplomatiske forløb, runder på fineste vis bogen af. Det gode råd er at læse bogen, og gå rundt resten af tilværelsen med en viden om, hvorfor Danmark er kommet rimelig godt igennem på den internationale scene.