Den grønne omstilling, hvor det i fremtiden primært bliver vindmøller, der skal stå for vores energiforsyning, er uomgængelig, hvis vi skal redde klimaet og kloden. Men vi får heldigvis at vide, at vindenergien efterhånden er blevet så billig, at den udkonkurrerer både kul, olie, gas og kernekraften, og derfor vil markedet af sig selv drive os i armene på vindmøllerne. Det er jo en ren win-win situation, så hvorfor nøler politikerne rundt omkring i Verden?

Energistyrelsen har udgivet de såkaldte ”Teknologikataloger”, og de opdateres jævnligt. Det er en guldgrube af information om alverdens energiløsninger – dog glimrer kernekraften ved sit totale fravær. I kataloget om ”Teknologi for produktion af el og fjernvarme” kan vi se noget om fremskrivningerne for prisen på elektricitet fra vindmøller. Hvad vil den koste, f.eks. i 2030 eller i 2050?

I følge Energistyrelsens tal koster strøm fra havvind i 2020 45 EUR/MWh (en MWh, megawatt-time er lig med 1000 kWh), det svarer til ca. 34 øre pr. kWh. Den pris forventes hurtigt at falde til ca. 30 øre/kWh, og derefter forblive nogenlunde konstant. Men, det bliver bedre endnu. I disse tal tages der ikke hensyn til, at vi bliver klogere og udvikler endnu bedre teknologi – det, kataloget på engelsk kalder en learning curve, ”læringskurve”. Tager vi den med i betragtning, vil prisen på havvind i 2025 falde til 25 øre/kWh og i 2050 til 22 øre/kWh. Det er jo snydebilligt!

Hvordan går det så ude i virkelighedens verden? I England og USA har der været en stribe projekter, og de er værd at kigge lidt nærmere på.

England

I Storbritannien er det foretrukne afregningssystem for vindmøller de såkaldte contracts for difference. Det indebærer, at staten garanterer vindmølleejeren en garanteret pris pr. kWh igennem de første 15 år af møllens levetid. Prisen justeres løbende for inflation. Strømmen sælges naturligvis til markedspris, og så kigger man på forskellen mellem denne og den garanterede pris. Er markedsprisen lavere, vil staten udbetale differencen til mølleejeren, hvorimod en højere markedspris betyder, at vindmølleselskabet skal betale det overskydende beløb til staten. Vindmølleejeren er således garanteret en fast indtægt i 15 år, den vil kun svinge med variationerne i produktionen fra år til år. Det er jo en meget behagelig situation for vindfolket.

I 2022 udbød den engelske regering kontrakter for i alt 10 gigawatt (GW) havvind. Den garanterede pris skulle være 37,35 engelske pund pr. MWh, det svarer til ca. 32 øre/kWh, hvilket er en pris, der ligner Energistyrelsens. Flere selskaber udtrykte interesse, heriblandt et konsortium med danske Ørsted som partner.

Men så blev vindbranchen ramt af krise. Inflationen viste sit grimme ansigt og gjorde bl.a. de kritiske metaller til vindmøllerne markant dyrere. De store vindmøllefabrikanter, Vestas og Siemens Gamesa var begyndt at give underskud, bl.a. fordi de havde sænket deres priser mere, end de reelt kunne bære. Man var derfor nødt til at hæve priserne på møllerne med op til 50%. Hertil kom, at renten, der hidtil havde ligget omkring nul, pludseligt steg til 4-5%. Det er en stor byrde for et vindmølleselskab, da langt størstedelen af udgifterne falder i starten i form af investeringen (vinden er jo gratis efterfølgende), og den skal finansieres med tilhørende rentebetalinger.

Vindmølleprojektfolkene vendte derfor tilbage til den engelske regering og bad om genforhandling af priserne. De ønskede nu et beløb omkring 55 pund/MWh. Det er faktisk en 2012-pris, så justeret for inflation ville den i dag betyde en pris på 67 pund, svarende til godt 60 øre/kWh. Regeringen var ikke umiddelbart til sinds at genåbne aftalerne, og resultatet er, at flere af vindmølleselskaberne genovervejer situationen, og nogle har allerede trukket sig ud a projekterne. Her iblandt er svenske Vattenfall, der ellers stod for 1,4 GW. Den meget ambitiøse engelske udbygning med havvind på 50 GW inden 2030 er således nu i alvorlige vanskeligheder.

USA

Der er store planer for USA’s østkyst, hvor der i Atlanterhavet skulle installeres i alt 30 GW møller. Der har været afholdt flere udbudsrunder med de store aktører, og de har resulteret i aftalte priser på mellem 107 og 118 dollars pr. MWh. Det svarer til ca. 75-80 øre/kWh. Det er jo betydeligt dyrere end Energistyrelsens tal. Men alligevel er selskaberne i USA vendt tilbage med krav om prisforhøjelser, de forlangte priser ligger nu i området 140-190 $/MWh. Det svarer til 100-130 øre/kWh.

Ud for Massachusetts var det de lokale elselskaber, der var modparten, og de har for længst afvist prisforhøjelserne, hvorefter vindmølleselskaberne har aflyst mange af projekterne og indvilliget i at betale bøder på op til 50 millioner $ for kontraktbrud. Ved New Yorks kyst var modparten de lokale myndigheder, og de har netop nu meldt ud, at de også afviser prisstigningerne.

Udbygningen med havvind i Atlanterhavet er i realiteten stort set gået i stå.

Danmark

I Danmark blev der i maj taget det første spadestik til en transformatorstation til havvindmølleparken Thor. Der forlyder ikke noget om økonomien i projektet, der jo er udbudt uden nogen form for statsgaranti. Reelt spiller selskabet bag, tyske RWE, således på, at elpriserne bliver høje nok i fremtiden.

I mellemtiden har regeringen færdiggjort forberedelserne til et stort udbud af havvind, der skal gennemføres i 2024. Heller ikke her skulle der være tale om nogen form for økonomisk støtte, tværtimod skal vindmølleselskaberne indbetale et fast årligt beløb for koncessionen til staten. Vinderen af udbuddet bliver den, der tilbyder den højeste betaling. Udbuddet indbefatter et interessant begreb: ”Overplantning”. Det betyder, at der må opstilles flere møller, end ilandførings-kablet kan håndtere. Fidusen er primært, at ved svagere vind kan parken således levere mere strøm end ellers, men investeringen bliver jo også tilsvarende større.

Det bliver spændende at se, hvordan udbuddet går. Vindemølleselskaberne er i princippet garanteret afsætning af al den producerede strøm, eller kompensation, hvis (eller når) de må stoppe produktionen, når der er for meget vind. Men de skal alligevel spille på, at fremtidens elpriser bliver meget højere, end hvad Energistyrelsen forestiller sig.

At der allerede er problemer, har vi set i forbindelse med de to energiø-projekter, hvor den i Nordsøen reelt er aflyst og projektet på Bornholm er kørt fast pga. de meget store udgifter til bl.a. tilslutninger til Sjælland og Tyskland.