Indblik har stor interesse for energi, og hvis der skulle være en enkelt læser som tænker at det lyder lidt teknokratisk, når der er militære kampe i Ukraine, Yemen, Gaza og Libanon. Og politiske kampe i Pennsylvania, Taiwan, Aarhus og København. Så kan vi slå fast, at energipolitik er sikkerhedspolitik, vækstvilkår og afgørende for vores hverdag.

Tyskland er et slemt eksempel.

Efter en lang periode med billig russisk strøm i rigelige mængder, står den tidl. kansler, Gerhard Schröder tilbage som et grimt eksempel på, hvordan loyalitet med Kreml kaster store mængder energi, lave priser, luxuriøse rejser og attraktive bestyrelsesposter af sig til de politikere, som sælger sjælen til Putin.

Kreml har i generationer styret vasalstaterne ved at regulere prisen på olie og gas.

Mange af os husker hvordan USA advarede os imod North Stream, og hvordan vi bukkede for den tyske afhængighed af russisk gas. Festen sluttede med invasionen af Ukraine. Putins angrebskrig har medført megen menneskelig smerte, men et resultat er, at Finland og Sverige er med i NATO-kredsen og de 27 EU-medlemslande er samlet om sanktioner og våbenproduktion.

I dag kan de fleste se, at de tætte relationer til Putin – i kombination med afviklingen af kernekraften – har været selvskade for det tyske industrilokomotiv. Bortfaldet af de rigelige mængder billig energi har i kombination med det forværrede forhold til Kina bragt flere af de tyske bilproducenter tæt på økonomisk kollaps.

Men der er intet er så ringe, at det ikke gavner Danmark, for nu er Tyskland meget interesseret i at aftage dansk brint, sol – og vindenergi. Det kan blive lukrativt for Danmark, og det viser hvordan energipolitik styres af sikkerhedspolitik, klima og miljøhensyn, international konkurrence og industripolitik.

Energi er katalysatoren i kampen mellem de to erhvervspolitiske grundholdninger;

Markedsdrevet minimalstat.

Politikere skal lade markedet finde vindere og tabere. Når Toyota tror på brint til personbiler, så må de selv entrere med f.eks. Everfuel og etablere en konkurrent til fossil brændsel – og elbilerne. Politikerne skal primært sikre lav skat og mindst mulig administrativt bøvl. Men politikere skal ikke bruge skattepenge på at gætte om sol eller kernekraft bliver fremtiden. Hvis ikke det bliver en succes, så skal pengene tabes af investorerne, ikke af skatteyderne. Fri konkurrence mellem idéerne tak.

Det lyder erhvervsvenligt at tilbyde fri “leg” til lav skat, og engang tiltrak Irland og Luxembourg en masse investeringer fra resten af EU med den model. Men frustrationerne på energiområdet har fået mange erhvervsvirksomheder til at irriteres over dansk passivitet.

Facilitere risikovillig innovations platform.

Politikerne skal turde skabe rammerne for vækst. Hvis modet svigter og de afventer om der bliver behov for moderne infrastruktur, højtuddannede specialister i elektrolyse og megainvesteringer i energiøer – som kan servicere det eksploderende elforbrug til Ai, Crypto, fly, skibe og entreprenørmateriel med videre – mister vi forretningen.

Hvis danske politikere sidder og passer på skattepengene, fordi de er bange for at investere forkert,  må vi vælge nye og mere visionære politikere. Ellers kan vi lige så godt forære vores velstand til Kina og USA. Tabte vækstmuligheder på grund af manglende beslutningskraft er overskriften. Kina er lykkedes med at skabe vækstplatforme. Det Kinesiske Kommunistparti har mulighed for at beslutte hvilke brancher Kina skal satse på. Idag er det knap en overdrivelse, at kineserne er globalt førende på robotteknologi, elbiler, grøn brint, solpaneler og så videre.

USA og særlig Texas har skabt ekstrem grøn vækst.

Texas er et aktuelt eksempel. Alle de store danske spillere indenfor grøn omstilling – Topsøe, Danfoss, Vestas, Ørsted, CIP og en mængde mindre – er der og sælger grønne energiløsninger i Texas. Ikke fordi texanere er woke, men fordi Bidens enorme satsning på bæredygtig infrastruktur – Inflation Reduction Act. IRA – er blevet adopteret af en række kreative republikanske delstater, som lige nu er midt i en grøn omstilling af historiske dimensioner. Bæredygtighed er blevet big business midt i olielandet, hvor særlig sol er blevet til billig energi i rå mængder, som fremadrettet kan tiltrække alt fra brintkunder over elbiler til kryptoplatforme.

 Vi skal gøre det grønt at flyve, udtaler Mette Frederiksen. Derfor vil regeringen sætte et ambitiøst mål: “Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på mindst en indenrigsrute, og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark.” Politiske nørder kan genkende statsministerens nytårstale fra 2022. Vigiver regeringens grønne målsætning et gratis serviceeftersyn.

Københavns Lufthavn er med sine 23.000 medarbejdere både Københavns største arbejdsplads på een matrikel og Danmarks største på denne ene matrikel. Så mange organiserede medarbejdere på dette sted, får hjertet til at banke i brystet på enhver socialdemokrat. Hvordan kommer Mette Frederiksen afsted med at kalde sig både rød og grøn, og samtidig elske sort?

For det første er alle erhvervspolitikere helt bevidste om lufthavnens betydning for Danmark. Alle vigtige beslutningstagere ankommer med fly, og statsministeren ved, at særlig blå blok til hver en tid vil beskytte flytrafikken imod konkurrence, miljø- og klimakrav. For det andet er der ikke så mange borgere, der er bekendt med Chicago-konventionen tilbage fra 1944. Dengang ville man sikre sig sammenhængskraften i den nye verden, som skulle vokse op i gruset efter nazisterne. Derfor blev flybrændstof gjort afgiftsfrit. Der er af og til erhvervsfolk og borgere, som højlydt undrer sig over, hvordan i alverden det kan være billigere at flyve til Rom – end at køre eller sejle til Den evige Stad. Det er jo helt vildt konkurrenceforvridende, når man producerer højhastighedstog, færger og biler.

Hvis man var uopdragen ville man måske tænke, at det nok er fordi, politiske beslutningstagere i Washington, Bruxelles og København tilbringer så mange timer i fly at det ikke virker tiltrækkende at lave for meget uro på startbanerne. Når man så betænker, at erhvervsledere og journalister tænker det samme, gælder det om at fremhæve, at de mange tusind liter petroleum til jetmotorerne, handler om, at sikre nedslidte Arne-pensionister lidt tiltrængt varme til de gigtplagede lemmer. Vi sender en hjertevarm tanke til Brixtoftes succesrige pensionistrejser. Statsministeren er godt klar over, at rederierne og landtransporten ikke i al evighed kan se passivt til, mens en gammel konvention skævvrider ansvaret for at omlægge til noget fossilfrit.

Batterier og kernekraft på startbanen?

Da vi ikke får et stort passagerfly på vingerne med et modulært kernekraftværk, eller et kraftigt lithiumion-batteri ombord, så gælder det om at få omlagt til grøn brint, før nogen stiller spørgsmål ved Chicago-konventionen. Godt nok bliver brændstoffet dyrere, når det skal produceres på madaffald, men da brændstof primært består af afgifter bliver det først rigtig slemt, hvis der skal betales skatter og afgifter. Ideen med små elektriske fly er ikke tiltalende, eftersom de store trafikfly jo i virkeligheden er kollektiv trafik uden jordforbindelse, og så længe flyene er fyldt med passagerer og gods, er miljø – og klimabelastningen meget lille pr. passager. Derfor er debatten om privatfly heller ikke velkommen. Statsministerens overvejelser flugter med erhverslivets, og formentlig også med et flertal i befolkningen. Altså lad os få gjort flyene bæredygtige, inden der opstår for meget international diskussion om konkurrencevilkår.

Er alle så glade?

Nej, fordi brintprojekterne kræver rigtig meget overskudsstrøm, og rigtig meget produktionskapacitet på PtX Platformene. Vi må tage i betragtning at Danmark – som en af verdens stolte rederinationer – skal bruge tilsvarende voldsomme mængder grøn brint til at drive den kommercielle flåde – og tunge transporter og entreprenørmateriel. Når tilmed Toyota og BMW fremturer med en ny generation brintbiler, får en statsminister let hovedpine ved tanken om alle de PtX Projekter, som er sat på hold eller helt stoppet. Indbliks servicecheck afdækker en tikkende katastrofe.

Schweizerkniven.

Energiøerne med PtX-platforme blev oprindelig tænkt sådan, at de kunne skabe synergi mellem:

• Udsvingene i forbruget.
• Udsvingene i energioverskuddet.
• Efterspørgslen efter brint.
• Serviceringen af havvindfarmene.
• Eksporten til særlig det tyske marked.

Optimalt skal vi kunne dække vores eget behov for energi i en spidsbelastning, og eksportere til særlig det tyske marked, som aktuelt har behov for el og brint til tungindustrien og den petrokemiske industri, og tungtransporten, entreprenørbranchen, personbilerne, skibene, flyene og varmesektoren. Denne kombination af el og brint er efterspurgt på europas største marked, som følge af ønsket om på en gang at komme fri af russisk olie og gas – samt kernekraft. Det sidste kan give udfordringer for os, men det er et kundekrav.

Såfremt Danmark ikke kan imødekomme disse krav om store mængder el og brint hurtigt, frygter energisektoren, at andre lande løber med kunderne og vækstmulighederne.