I dag er ’filantrop’ blevet et fremmedord, men tidligere var det en hædersbetegnelse for mennesker, som ofrede en stor del af deres arbejdsindsats og formue på at hjælpe andre mennesker. Det kunne være socialt og der var mange filantroper i tiden op til socialreformen i 1933, som reelt betød slutstenen for den private velgørenhed.

Indenfor kunstens verden blomstrede Danmark i 1800-tallet med private mæcener og filantroper, som investerede i kunst og kultur. Monumenterne fra deres virke ses i København: Glyptoteket og Hirschsprungs museum, men også nord for København blev Nivågårds Malerisamling oprettet for private midler.

Og det er netop ophavsmanden til Nivågård, Johannes Hage, som der er skrevet en stor og flot og billedrig bog om (Heidi Laura, Den stille filantrop. Johannes Hage og hans tid, Gads Forlag, 287 sider, 2023).

Johannes Hage var født ind i det velstående københavnske borgerskab i 1842, Hage-familien var kendt i samtiden både kommercielt og politisk, og det var naturligt, at Johannes i 1864 meldte sig til at kæmpe for fædrelandet ved Dybbøl. Han kom fysisk helskindet hjem, men traumatiseret og måtte søge ophold på landet i lang tid. Derimod døde storbroderen Christopher ved stormen på Dybbøl.

Familien boede på Kgs. Nytorv i København og var meget velhavende, det var det selvbevidste borgerskabs tid, og familien giftede sig ind i samtidens kendte erhvervsfolk eller kunstnere. Da forbindelsen til tidens malere var tæt, er bogen utrolig flot illustreret med mange portrætter og malerier af Hage-familiens medlemmer, børn og unge og gamle.

Hage-familien og især onklerne Alfred og Hother var tæt placeret i den nationalliberale elite, hvis kendte koryfæer var D.G. Monrad (som 2. gang blev gift med Hothers enke), Carl Ploug og Orla Lehmann og som samledes omkring avisen Fædrelandet, der var talsrør for liberale ideer. Som i alle samfund er eliten ofte snæver og sammenspist. Hother Hage var meget optaget af den i Danmark mindre kendte franske tænker Alexis de Tocqueville og fik dele af hans hovedværk oversat til dansk.

Det var i denne magtens inderkreds, at Johannes voksede op, og som mange filantroper blev mere givende end samlende. Hans interesse var kunst og han rejste rundt i Europa for at købe malerier til sin samling, hvis formål var at skulle være offentlig, som vi i dag kan opleve på Nivågård. Og i Nivå oprettede han teglværk med gode forhold for arbejderne i form af boliger, skole og hospital. Til slut byggede han også Nivå kirke – i historiserende stil så den ligner en landsbykirke.

Da bogen udkommer i anledning af Johannes Hages 100 års dødsdag og er medfinansieret af Den Hagelske Stiftelse og Nivågård, er der få kritiske bemærkninger, og det er såmænd befriende at slippe for. Johs. Hage forblev fremmed overfor moderne kunst til sin død og nåede ikke at se noget i impressionisme, avantgarde eller art nouveau, som han ellers mødte på sine kunstrejser. Det var ”selvvalgt konservatisme” og italiensk renæssance og hollandsk barok forblev han foretrukne kunstsmag.

Nivågård blev også bygget i klassisk græsk tempelstil, ligesom Nivå kirke i hvid sjællandsk landbykirkestil. En ægte konservativ der ikke gav efter, men sådan set skønt at læse en hel bog om denne mand uden irettesættelser og belæringer om hans gammeldags og reaktionære livssyn. Hage forblev inkarneret ungkarl hele livet, men rejste i årtier med og omgikkes en officer og kunstelsker, Frederik Grünwaldt, og der spekuleres i deres seksualitet, men sandheden er vel, at der var hengivenhed og venskab og de forblev Des, men seksualitet var tabuiseret og ikke noget man snakkede om eller praktiserede i fællesskab som i dag.

Måske vil denne bog bidrage til, at Johannes Hages ’stille’ konservative type engang igen bliver beundret, når modernistisk arkitektur og nonfigurativ kunst er udlevet.