Drømmen om, at der findes et hemmeligt korps, som værner om demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed og de andre vestlige frihedsrettigheder, er nok forbeholdt Hollywood, men behovet kan opstå i den virkelige verden.

I den amerikanske voldsfilm The Beekeeper – om den pensionerede biavler –  består plottet i, at det er præsidentens familiefirma, som udgør truslen imod USAs demokratiske bistade.

Det juridiske værn består af en uafhængig justitsminister, men det er formentlig ønsketænkning, at præsidenten ikke vil kunne tilsidesætte en besværlig justitsminister. I filmen er det heller ikke en modig politiker som standser præsidenten. Det er heller ikke to modige journalister på Washington Post. Det er en pensioneret biavler-agent.

Trump

Redaktionen har drøftet, om vi kan behandle emnet uden at fremstille udfordreren for voldsomt. Og det kan der være god grund til, for det vil altid være udfordreren, som vil gennemføre et systemskifte. Og det er helt legitimt, hvis man har vundet et valg. Derfor vil udfordreren altid fremstå mest aggressiv. Det er en historisk ny situation, at udfordreren denne gang selv har være præsident.

Et splittet USA

Baggrunden er et splittet USA, hvor virkelighedsopfattelsen er helt forskellig hos en presset klasse af amerikanere, der føler sig forbigået i forhold til uddannelse, beskæftigelse, social tryghed og som kæmper med en barsk hverdag. Det har skabt vrede, sorg og frustrationer, at mange må passe både to og tre jobs for at få rudekuverterne afviklet. I denne gruppe deler man kirke og parti med en række milliardærer og andre, som lever et helt andet liv til daglig. Så er der en tilsvarende stor gruppe amerikanere, der er mere internationalt orienterede og ofte har opnået bedre uddannelse, og som bestemt også er bekymrede og utilfredse – men har en lidt anden tilgang til kritikken af samfundet.

To systemer.

I USA er der tradition for at udskifte centrale embedsmænd når “det andet parti vinder”. I Danmark har vi en anden tradition, hvor vi vægter stabilitet og partipolitisk neutrale embedsmænd. Inden vi starter en læserstorm til fordel for amerikanske tilstande med politisk valgte anklagere med videre – så lad os huske, hvor ofte Donald Trump har sagt, at han aldrig vil kunne opnå en retfærdig dom i en demokratisk ledet stat. Uanset om han har ret, så er det skidt for retssikkerheden, at mange tænker: “Nej det er nok ikke i NY, at han skal stilles for en dommer, hvis han vil forlade retten som en fri mand”.

Tilsvarende sagde Trump i valgkampen i 2016, at han straks efter sin indsættelse ville bede sin justitsminister fængsle den kriminelle kandidat Hillary Clinton. Var det bare noget Donald sagde for at understøtte kampråbet; “Lock her up”. Måske, men det klæder ikke et demokrati, at retssystemet er så partipolitisk styret, at det måske kan bruges på den måde.

Den danske embedsmand, som har skabt mest offentlig omtale i nyere tid er Barbara Beatrice Bertelsen (BBB). Særlig sletningen af sms’ og formuleringen af action cards – til brug for politiets og hjemmeværnets voldsomme fremfærd (som led i Minksagen) – skabte vrede. Jeg erindrer i fredsommelighed om, at både Søren Pind, Søren Pape Poulsen og Mette Frederiksen har bakket Bertelsen op som en af landets dygtigste embedsfolk. For god ordens skyld må det tilføjes, at de alle tre har haft BBB som departementschef – så de har en baggrund at udtale sig på. De tre citerede kommer fra forskellige partier.

Udskiftningen af embedsmænd i USA er blevet aktualiseret som følge af et notat fra den amerikanske tænketank Heritage Foundation, der anbefaler at tidoble antallet af embedsmænd som skal fyres ved årsskiftet, hvis Trump vinder.

Der er to helt afgørende momenter i relation til beskyttelsen af demokratiet. Det første er beskyttelsen af checks and balances, i varetagelsen af præsidentembedet på Pennsylvania Avenue, og det andet er traditionen om den fredelige magtoverdragelse, når en ny har vundet valget.

Det Hvide Hus

Den daglige drift i Det Hvide Hus, strækker sig fra ressortområder hvor præsidenten har eneret til at træffe beslutninger af vidtgående karakter – f.eks. i en krigssituation eller i forbindelse med benådninger – til tiltag som kun kan realiseres i tæt samarbejde med kongressen. Et forholdsvis ubeskrevet randområde er, om en præsident kan benåde sig selv eller sine nærmeste for strafferetlige sigtelser og domme. Den fredelige magtoverdragelse består i, at den tabende kandidat afventer valgmyndighedernes endelige afgørelse, og herefter tager kontakt til udfordreren, og ønsker tillykke med valget, Herefter lover den afgående præsident, at bidrage til den fredelige magtoverdragelse.

Det var selve godkendelsen af valget, som Trump forsøgte at afværge i et forsøg på at tvinge sin VP, Mike Pence til at blokere for godkendelsen.

Stormen på kongressen og den vold, som kostede enorme fysiske ødelæggelser og drab på fem mennesker, viser en kulturel og lovgivningsmæssig forskel mellem de fleste europæiske lande og USA. I podcasten “Only in America” spørger Frederik Dirk Gottlieb sin medvært; USA-kenderen Mirco Reimer Elsner; “Hvem tror du vil vinde, hvis der bliver borgerkrig i USA; Demokraterne eller Republikanerne?” Mirco svarer; “Republikanerne ville vinde, de har flest våben.” National Rifle Association har i generationer udnyttet forfatningen til massiv lobbyisme. Resultatet er at alle 50 stater flyder med våben.

Der er til overflod en historisk tradition for at kæmpe for sin ret, og det betyder, at det som ender med fysisk vold i de fleste europæiske lande i en række ulykkelige tilfælde ender det med drab i USA. Skoleskyderierne kan afværges med et blankt patronhylster, placeret ovenpå argumentationen fra National Rifle Association: “Only one thing can stop an evil man with a gun. And that is a good man with a gun!”

Stormen på kongressen viser ikke kun hvor dårligt forberedt USA var på voldelige kupforsøg. Denne skamfulde dag viser også, hvorfor voldsomme demonstrationer og optøjer, meget let bliver til affektdrab i Guds eget Land.

Lobbybureauerne

Langt fra populærkulturen og Quannon bevægelsens voldsparate hillbillys, finder vi tænketankene og lobbybureauerne i Washington DC. Det er dem, som Trump lover at spule væk med slogannet “drain the swamp”, som er lånt fra naturparkerne i Everglades. Begge partier har tilknyttet tænketanke, lobbyvirksomheder, PR – og brandingbureauer. I denne branche måler man sin værdi ved at opgøre, hvor høj en procentandel af bureauets egenudviklede lovforslag, som rent faktisk bliver fremsat og gennemført. Folk, som hader lobbyister og spindoktorer vil græmmes, når de hører at de højest rankede bureauer får 60% gennemført. Branchen plejer at udtrykke det sådan, at “politikere og journalister ikke får guddommelige åbenbaringer, de får telefonopkald.”

Heritage Foundation har i mange år været den højest rangerede konservative tænketank. Uanset hvad man mener om lobbyisme, så kan vi med sikkerhed sige, at disse folk er blandt branchens mest effektive. Tænketanken har op til dette præsidentvalg, fokuseret særligt på feltet mellem holdningsskifte og systemskifte, og meget konkret udarbejdet lister over hvilke embedsmænd der bør udskiftes. Heritage har arbejdet med konservativ lobbyisme i mange år, og når fokus er udvidet i forhold til systemskiftet, så er det ikke helt, som mange demokrater påstår, kun fordi Trump har bedt dem om det. Nærmest tværtimod så skyldes det, at tænketanken – ligesom kampagneteamet – er utryg ved, om Trump arbejder strategisk.

Man kunne tænke: Hvad bilder en flok dyre jakkesæt i sig ind? Her skal man huske, at de har at gøre med en kandidat, som har været i Det Hvide Hus tidligere.

Heritage har analyseret Trumps indsats, og de er kommet frem til, at han er ringe til at screene folk, før han ansætter dem. En stor del af de tidligere ansatte er blevet præsidentens farligste fjender nu. Og så har det lovforberedende arbejde og den politiske forhandling, antageligt været mere kompetent under Biden. Det vil Heritage lave om på i forhold til Trump. Det er ikke helt forkert at sige, at Trump har mulighederne for, at blive den bedst forberedte præsident nogenssinde, fordi han har prøvet det før. Her ser Heritage ham som sin egen værste fjende, og derfor har de sat ekstra kræfter ind her med rapporten Projekt 2025.

Håndbog i magtovertagelse.

Selve håndbogen – som beskriver Project 2025 – fylder 887 tekstsider og indeholder fire søjler: En omfattende policy agenda, en database med personer Trump kan stole på, træningen af disse, samt en 180 dages plan til omfattende transformation af det føderale embedsværk.

Det er politisk sprængstof, hvis kogebogen for magtovertagelsen helt ned på personniveau kan linkes til Trump, og der er faktisk politiske forskelle mellem præsidentkandidatens personlige politiske program på Truth Social, og så project 2025.

• Schedule F vil udvide antallet af embedsmænd som skal udpeges direkte af Trump fra 4.000 til ca 38.000.
• Project 2025 anbefaler kraftige nedskæringer i Obamacare, mens Trump personligt siger, at han mener det modsatte.
• Project 2025 har en særegen argumentation imod klimasagen, hvor det påstås, at folk der støtter klimasagen i virkeligheden ønsker at kontrollere hvor mange børn der fødes.  Heritage Foundation konstaterer, at det er et selvmål at lægge sig tæt op af Elon Musk, når præsidentkandidaten er fundamentalt uenig med ham på området elbiler.

Det er formentlig umuligt at undgå ujævnheder under en valgkamp. Der er forskelle, men fællesmængden er overvejende.

Hvad sker indtil valget og den korte tid dersfter

Et demokratis robusthed handler ikke kun om jura. Det handler om hvor let eller svært det er at rykke samfundet med overraskelsesangreb, som er koordinerede med anledninger, hændelser og begivenheder.

Fremmede staters indblanding i det amerikanske valg, kan godt blive alvorlig og vil rette sig mod medier og lignende.

Fordi den ene præsidentkandidat er tidligere præsident, og den anden er fungerende VP, så kan man godt forestille sig, at kampagnestabene har båret en del erfaringer og forberedelser med sig, med det formål at få de første 100 dage i Det Hvide Hus, til at forløbe smidigt og effektivt.

Hvis tilliden til myndighederne og retssystemet eroderer, så kan vi ende i borgerkrigslignende tilstande. Eftersom USA flyder med våben, så er der al mulig grund til at frygte, hvis stormen på kongressen spreder sig til delstaterne.

Normalt vil medierne kunne bidrage til at skabe et fælles beslutningsgrundlag, som kan være med til at fremme en forhandlet løsning for borgerne, som kan bringe samfundet tilbage i nogenlunde trygge rammer.

Når det ikke nødvendigvis er tilfældet, så skyldes det tre forhold;

• For det første, er der en stigende del af borgerne som modtager deres nyheder uden om et redaktionelt filter – sådan er det jo i hele verden.
• For det andet er medier i USA polariserede i en sådan grad, at en voksende del af befolkningen, kun udvælger netop de redaktionelle nyheder, som underbygger deres eget ekkokammer.
• For det tredie, så er SoMe platformene domineret af få kapitalejere, som kan lade sig styre af en enkelt kandidat eller hvad de nu selv mener er rigtigst.

Den samlede nyhedsformidling risikerer at blive understøttende for yderligere splittelse.

Under Trumps seneste præsidentperiode faldt det helt legalt i hans lod at udnævne to nye dommere. Tilliden til domstolen er på det seneste skæmmet af, at enkelte dommere har taget imod gratis rejser m.m. sådan at tilliden til den højeste retsinstans er svækket.

Præsidenten er omgivet af en række politikere og nære medarbejdere, som ofte har den kvalifikation, at de har en høj integritet og kan sige fra, hvis præsidenten glemmer sit moralske kompas. Denne gang skal der underskrives en troskabséd, sådan at chefen altid har ret!

Justitsministeren har en central funktion i forhold til særlig FBI og domstolene. Trump har understreget, at han personligt vil sætte sig på Justitsministeriet, hvis han vinder valget.

Republikanerne fik med attentatet i Butler, opdateret det indtryk, at Secret Service godt nok yder beskyttelse til en række enkeltpersoner, men i praksis refererer til præsidenten. Det vil blive bekræftiget hvis Trump flytter tilbage til sin gamle embedsbolig.

Hvis Harris taber, så er det sandsynligt at magtoverdragelsen forløber uden vold. Såfremt Harris vinder, er der en risiko for gentagelse af optøjerne fra 6. januar ’21, fordi Trump ved, at han er for gammel til endnu en genopstilling, og nu må frygte sine retssager, domme og fængselsstraffe.

Det samlede set up hos republikanerne, er nu så stærkt og velforberedt, at de historiske og de kollegiale bremseklodser kan udmanøvreres, sådan at præsidentens effektivitet bliver mere effektiv, end systemet måske nogensinde havde forudset.

Demokraterne vil replicere, at de seneste fire år har vist, at magten klæber til Demokraterne, som læner sig op af Wall Street, de redaktionelle medier og det rigeste og mest veluddannede USA langs kysterne.

De kommende to måneder vil verdens øjne og ører følge med kandidaterne til svingstaterne, og indtil en af TV-debatterne måske flytter på magtforholdet, så må vi se frem til et så tæt resultat, at det vil kræve meget overskud og en del held at lande indsættelsesceremonien i god ro og orden.

Vi må virkelig håbe at ingen igen sætter USAs troværdighed – som leder af den Vestlige verdens værdier – på spil.