Normalt lærer mennesker af sine fejl, og på den måde bliver klogere til at tilpasse sig verden.

Men på ét område er indlæringskurven – for mange eksperter og politikere – helt flad. Det gælder migrationspolitikken. Her har vi intet lært i årtier. Her gøres ingen akkumulerede erfaringer.

Den tyske professor Ruud Koopmans har skrevet en kættersk bog, som udfordrer det fasttømrede syn på flygtninge- og indvandringspolitikken i Europa (Ruud Koopmans, Det europæiske asyllotteri. En realistisk utopi, der kan løse krisen, Forlaget Pressto, 2023, 264 sider).

Den europæiske asyl- og indvandringspolitik er umoralsk, mener Koopmans. Den tilgodeser de stærke, og lader de forfulgte i stikken. ”Det eneste, der tæller i den europæiske flygtningepolitik, er, hvem der melder sig ved de europæiske grænser”. De får lov at komme ind. Og når de kommer mange samlet, bliver de end ikke kontrolleret som flygtningestrømmen i 2015. Samtidigt er vi ”hjerteløst afvisende over for dem, der ikke kan nå frem, selv om deres beskyttelsesbehov meget vel kan være langt mere presserende.”

Koopmans gør opmærksom på, at da Europa i 2015-16 modtog ca. to millioner flygtninge, blev der ikke reddet et eneste menneskeliv, fordi ingen af de to millioner var i fare for deres liv, fordi de i forvejen var i sikkerhed enten i deres oprindelsesland eller i sikre lande, de var flygtet til. Til gengæld mistede titusinder mennesker livet i forsøget på at nå frem – altså fra en position hvor de i forvejen var sikre. Foruden alle dem der blev mishandlet og voldtaget og betalte en formue til smuglere.

Billedet af drengen Alan Kurdi, der druknede på stranden i Grækenland, gik verden rundt. Men hans familie var ikke forfulgt. Faderen havde arbejdet to år i Tyrkiet som tekstilarbejder og var i sikkerhed, men ville prøve lykken i Europa.

Koopmans konkluderer: ”Et asylsystem, der dræber flere mennesker, end det redder, er en humanitær og moralsk katastrofe.” Han taler om, at det europæiske flygtningesystem har en ekstrem høj dødelighed, ikke bare over Middelhavet og i Atlanterhavet, men også gennem Sahara. Dertil kommer nogle yderligere negative bivirkninger af den ukontrollerede flygtningestrøm, nemlig en drømmeforretning for menneskesmuglere.

Alt i alt var flygtningestrømmen i 2015-16 en stor skandale. Vi klarer det, sagde den tyske forbundskansler Angela Merkel, som efter Chamberlains ’ Peace in our time’ er den største politiske joke. Men den blev dyr, for der fulgte en aktiv terrorvirksomhed i Europa med 250 dræbte i kølvandet. Alle gerningsmænd var muslimer og halvdelen kom ind uden eller med forfalskede pas i slipstrømmen på flygtningene.

Bogens undertitel er en realistisk utopi.

Alternativet til det nuværende system er at stoppe øjeblikkeligt for spontane asylanter. Det skal ikke være muligt bare at komme til grænsen eller lande på kysten og så forlange asyl. Og ingen bliver sendt hjem. Det ved alle dem, der kommer også.

Samtidigt gør Koopmans op med den politiske fatalisme, som gennemsyrer europæiske politikere, at der ikke er noget at gøre. Som han siger om Tyskland, satte landet al rationel tænkning ud af kraft i 2015. Det er en vedvarende myte, at immigration ikke kan stoppes. Jo, den kan. Det kunne den i 2016, da EU indgik en aftale med Tyrkiet, om end den ikke var skøn.

I stedet vil Koopmans kun tage FN’s kvoteflygtninge, altså mennesker som er anerkendt som forfulgte og med et reelt asylbehov. De lades i stikken med Europas nuværende politik. Lande som Canada og Australien og til dels USA, som ikke tager spontane flygtninge, men store kvoter af FN-flygtninge, er den det realistiske alternativ. Og det er det, som er meningen med at have en menneskeretlig forankret asylret. Koopmans er også positiv for at lægge modtagecentre for asylbehandling udenfor Europa (Rwanda-modellen), fordi det hjælper de virkelige flygtninge.

Koopmans har skrevet en vigtig bog, der fortjener at blive læst af beslutningstagere og meningsdannere. Hvad mange europæere og især NGO´ere og flere af kirkens folk tror er indbegrebet af næstekærlighed, er mere selvskabte moralske og rigide forestillinger, som skader mere end de gavner.

Moral, etik og næstekærlighed ikke bare er stemninger og følelser og slet ikke på politisk plan. Det er også fornuft og klogskab, som involverer økonomi og prioriteringer og svære beslutninger. Men der er det europæiske lederskab ikke nået til endnu. Læringskurven er helt flad.