Nu foreligger den foreløbig på dansk ultimative fortælling om den kolde krig med nyligt afdøde historieprofessor Poul Villaumes sidste og tredje bind af sin koldskrigstrilogi. Villaume døde i sommers, men godt at han nåede inden at færdiggøre værket (Håbets gennembrud. Den Kolde Krig – en ny global historie, Gads Forlag, 2024 311 sider).

Men det kommer næppe til at stå som særligt ultimativt, for dertil er det for præget af sin tid. Poul Villaume kan ikke slippe et paradigme, hvor Vesten ligesom hele tiden er de onde, mens Sovjetunionen på trods af alle dets ekstremiteter alligevel fremstår som offer mere end aktør.

Da Sovjetunionen til sidst nedlægger sig selv i 1991 eller tvinges til det af Rusland, lyder det hos Villaume: ”Den brutale overgang betød, at russerne blev skeptiske eller afvisende over for liberalt demokrati og kapitalisme” og ”en substantiel økonomisk hjælpepakke fra Vesten [kunne] formentlig have gjort en reel forskel … inden Jeltsins Rusland for alvor sank ned i 1990’ernes afgrundsdybe mafiøse korruption og anarki”.

Altså det er Vestens skyld, at det gik, som det gjorde, for Vesten kunne have fodret russerne til gode mennesker. Og vi er også skyld i, at de ikke blev demokrater.

Villaume er ideologisk forhindret i at se, at den egentlige og væsentlige årsag til alle problemerne var 70 års kommunisme og med den al ejendoms bureaukratiske centralisering på få hænder. Man kan næsten ikke forestille et opbrud herfra forløbe fredeligt.

Det sidste bind af Villaume koldkrigshistorie omhandler afslutningen fra 1977 til 1991. Det begynder med Jimmy Carters præsidentperiode, der betød en markant optrapning af forholdet til Sovjet i forhold til perioden under Nixon og Gerald Ford. Nixon blev så voldsomt kritiseret på hjemmefronten i årene efter 1968, at sine eneste venner måtte han finde i Kina og Sovjet.

Jimmy Carter, derimod, tilhørte det demokratiske partis skarpe fløj, som tog menneskeret og frihed alvorligt, og Villaume noterer også, hvordan Sovjets ledere med Bresjnev i spidsen følte sig fornærmede af Carters hårde kritik. Hvilket igen betød, at Sovjet låste sig fast i deres hårde positioner. Igen er det Vestens skyld.

Det er også under Jimmy Carter, at oprustningen begynder som svar på sovjetiske raketter i Østeuropa (’Carter-doktrinen’, senere udmøntet i ’dobbeltbeslutningen’), og som videreføres i 1980erne. Carter, som lige er fyldt 100 år, endte med at få en krank og delvis ufortjent skæbne med gidseltagningen af amerikanske diplomater i Iran, som åbnede en ladeport for Ronald Reagans præsidentkandidatur i 1980.

Både retorikken og oprustningen tog til med Ronald Reagan (1981-1989), han talte et tydeligere sprog end Carter, og Villaume giver ham ingen ros med på vejen.

Reagan var ”nationalistisk” og ”farlig”, Reagans ”uforsonlige offentlige retorik og propaganda” gjorde Sovjet mistroiske, han var ”bibeltro kristen” (hvad der ikke er korrekt), havde mest sin viden fra Reader Digest og via hustruen lod sig rådgive af astrologi og spiritualitet. Og så det sædvanlige CV om en andenrangs skuespiller. Hvorfor dog ikke prøve at forstå en politiker, fremfor at dømme ham med vanlige skældsord.

I virkeligheden er der meget mere amerikansk kontinuitet i deres sikkerhedspolitik end de forskellige ansigter forleder til.

Allerede i begyndelsen af 1980erne var USA imod en oliegasledning fra Sibirien til Vesteuropa, Vesttysklands stærke kansler Helmut Schmidt var lodret imod USA´s hårde linje mod Sovjet og så handel som vejen til fred, Reagan opgav sin modstand mod olierørsledningen for europæernes skyld, men det samme spørgsmål har været kontroversielt til og med Bidens periode og også efter Sovjet blev til Rusland.

På et punkt overrasker Poul Villaume, i det han ikke tillægger den store NATO-øvelse Able Archer i 1983 nogen nævneværdig rolle. Den danske officielle koldkrigs-udredning fra DIIS fra 2005 gjorde Able Archer til et centralt punkt, hvor frygten for en atomkrig var på sit højeste. Det afviser Villaume fuldstændig, sådan som Jens Gregersen allerede i 2005 påviste, da det var kontroversielt. Der er ingen note eller reference til Jens Gregersens artikel.

DIIS-udredningen fra 2005 indgik sensitivt i den danske politiske debat, hvor 1980ernes fodnotepolitik dermed af eksperterne blev tolket som berettiget i lyset af frygten for atomkrig med Able Archer som den rygende pistol, som der alligevel ikke var røg i.

Villaume krediterer heller ikke hverken USA eller Reagan for afslutningen af den kolde krig og er imod enhver ”triumfalisme”. Han ser meget mere Gorbachov som den person, der udløser tøbruddet. Hvilket i mange henseender er rigtigt.

Til gengæld fremgår af Villaumes fremstilling, hvordan især USA´s reaktion på Gorbachov, Murens Fald og kommunismens sammenbrud var meget kontrolleret, Reagan var retorisk udfordrende om end præcis men også pragmatisk. Han ændrede kurs efter Able Archer, selvom denne øvelse alligevel ikke var så farlig for verdensfreden. Faktisk ledsages Sovjetunionens sidste krampetrækninger af nervøsitet fra USA´s side, fordi regimeændringer altid giver usikkerhed. Tit er det bedste at kende sine tyranner og fjender.

Ligesom Murens fald med udsigten til et forenet Tyskland heller ikke udløste jubelscener i Paris og London.

En stor mangel i Villaumes fremstilling i alle tre bind er for lidt fokus på Sovjets skrantende økonomi eller mere præcist: planøkonomiens fallit. Han nævner, at ”det var indre – især økonomiske – faktorer, der for alvor svækkede Sovjetunionen og de østeuropæiske allierede i sidste halvdel af 1980’erne”, men det er en alt for underdrevet sandhed. Planøkonomiens principielle uduelighed forblev Sovjetunionens og de østlige satellitstaters evige og uløste problem, som blev mere og mere udtalt med de vestlige markedsøkonomiers vækst i 1980erne. Planøkonomien virkede som permanent selvvalgt kvælertag, håndjern og fodlænker på al sund foretagsomhed. Og det nåede Gorbachev heller aldrig at forstå.