I den gamle tyske by Königsberg gik i 1700-tallet en af Europas største filosoffer, Immanuel Kant, rundt og filosoferede. Han blev 80 år gammel og kom aldrig udenfor Østpreussen, som i dag er delt mellem Polen og Rusland. Men i 1700-tallet var Königsberg en verdensborgerby med kontakt vidt omkring. Hvorfor skulle jeg rejse, sagde Kant, når hele verden kommer til mig og jeg kan snakke med folk fra alle lande her?

Kants ry i filosofien blev stort. Tidligt blev han provokeret af den skotske filosof David Humes radikale skepsis, hvor vi egentlig ikke kan vide noget som helst: om jorden står op i morgen, om den ydre verden eksisterer eller om der er sammenhæng mellem årsag og virkning. Vi havde, ifølge Hume, kun flimrende og fejlbarlige indtryk fra sanserne, som ikke kunne give sikker viden.

Nej, svarede Kant i Königsberg. Den radikale skepticisme er ikke mulig. Relativismen er selvmodsigende. Der må være noget, der kan tvivle. Og hvis relativismen er sand, er der da noget sandt.

På den måde søgte Kant efter et nyt og sikkert grundlag for filosofien, som han offentliggjorde i sit værk Kritik af den rene fornuft, som kom i 1781. Grundtanken er hele tiden, at der må være noget altid allerede før erkendelsen, og også før vi fejler og relativerer alting, og dette noget må være sikkert. Derudfra forsøgte Kant så igen at bygge viden og videnskab op fra dette arkimediske punkt.

I København går en elev rundt af Kant, Kai Sørlander hedder han, født 1944, og han har nu udgivet sin 8. bog, som kredser om den samme problemstilling, som optog Immanuel Kant. Sørlander er ligesom Kant overbevist om, at der må være et sikkert udgangspunkt for vores liv som rationelle væsner, og det forsøger han at formulere og fremstille med utallige vinkler.

Den nyeste bog, Den rene fornufts struktur. Filosofiens blik på tilværelsen (Forlaget Ellekær, 2022, 185 sider) er som de øvrige vildt ambitiøs og optimistisk på det rationelle menneskes vegne. Og det er ikke nem læsning, hvis man ikke er vant til at læse meget teoretiske tekster.

Kai Sørlander fremlægger ærgerrigt ikke en teori blandt flere mulige, men den teori, som er sand og som enhver tænkende filosof må nå frem til. For Sørlander mener, at rationaliteten forpligter universelt. Hvis vi er fornuftige eller rationelle væsner, så har det konsekvenser for, hvad vi kan vide og mene og hvad vi må og skal gøre.

Der er altså noget absolut nødvendigt i tilværelsen. Vi må som rationelle væsner overholde visse regler, f.eks. ikke at modsige os selv, konsistenskravet kaldte Sørlander det i tidligere bøger, for hvis vi ikke formulerer nogenlunde velformede og konsistente sætninger, ophører rationaliteten.

Det er her, at Kai Sørlander går i Immanuel Kants fodspor i ambitionen om at finde et uomgængeligt og sikkert sandt udgangspunkt, som ikke kan betvivles, fordi det forudsætter sig selv. Som det hedder i Sørlanders kantianske sprogbrug: ”bestræbelsen på at afdække sandheden om, hvad der under ingen mulige omstændigheder kunne være anderledes”.

Det er den store filosofiske ambition, og skønt at det kan siges og tænkes i Danmark i 2023.

Aristoteles begyndte dette forsøg på at finde grundlaget ved at gøre konsistens eller modsigelsesfrihed til det fundamentale krav for rationelle væsner, som må overholdes, selv hvis man vil benægte det. Og som Aristoteles korrekt sagde, så kan du aldrig modbevise en stum relativist, der ikke formulerer sin position, men lige så snart en radikal relativist eller skepticist åbner munden med sætninger, kan vi fange ham eller hende i en selvmodsigelse.

Sørlander står på solide filosofiske skuldre af de største tænkere ved at hævde konsistens som et fundamentalt filosofisk princip. Problemet er, hvor meget der siges hermed?

Friskt og berettiget er Sørlanders kritik af de filosoffer som mest offensivt benægter, at der er sandhed. Nietzsche gjorde det til sin filosofi, at sandhed sættes med magt og vilje, statueres og tvinges frem. Heidegger benægter også en universel forpligtelse, og i dag er det postmodernismen. Disse positioner ender i ”filosofisk selvmord”, fordi de ender i selvmodsigelser. Også kritikken af identitetspolitik rammer lige på, og her kan krav som konsistens eller konsekvens virkelig slå igennem.

Men hvis Nietzsches magtmennesker er som Aristoteles´ tavse relativist, kan den rationelle sandhed let blive kørt over som af en damptromle. Hvad hjælper sandhed uden magt?

Sørlander prøver at besvare det ved at trække de etiske og politiske konsekvenser frem af de grundlæggende principper. For et rationelt væsen må være forpligtet på et etisk konsistenskrav, hævder Sørlander, som betyder, at hver enkelt skal handle i konsistens med at han selv og andre personer fortsat kan opretholde deres eksistens som personer.

Og videre argumenterer Sørlander for, at det etiske konsistenskrav politisk medfører, at ingen har ret til at tage de overordnede samfundsmæssige beslutninger, men at det skal ske i en form for demokrati, hvor alle høres og respekteres. Og så bevæger Sørlander sig ind i kontroversielle politisk-filosofiske spørgsmål med en lang historie, når han afviser socialismen og liberalismen som hver for sig uholdbare i forhold til demokratiet. Og minsandten, den gamle tanke om borgerløn (basissikring) dukker op til sidst, som en yderste konsekvens af rationalitet.

Kai Sørlander leverer et solidt bidrag til den filosofiske og offentlige debat, men kræver meget af læseren. Han er begavet med en sjælden evne til at skrive total upolemisk, han underlægger sig virkelig begrebets anstrengelse og argumenterer strengt logisk og fornuftigt, men også knastørt så det er svært at holde koncentrationen.

Problemet i Sørlanders filosofi består mere i argumentationen, eller deduktionenerne, fra et meget begrænset rationelt konsistenskrav og så til vidtrækkende erkendelsesmæssige og endog etiske og politiske konsekvenser. Kan man ikke være rationel og gå ind for oplyst enevælde? Den etiske utilitarisme falder også for sin modstrid med et rationalt etisk handlingsprincip. Og hvad bliver der egentlig tilbage til almindelig politisk demokratisk debat, hvor holdningerne kan være lige gode, når selv omfordelingspolitik er omfattet af rationalitetens tvang og nødvendighed?

Men her ligner Sørlander virkelig sin store inspirationskilde, Immanuel Kant, og i øvrigt også Peter Zinkernagel, som også var bedst i det negative, nemlig at modbevise den radikale skepticisme, mens det positive og udledningen af en slags verdensanskuelse ud fra et snævert logisk princip, blev vildt overdrevet.

I øvrigt kæmper den tyske filosof Jürgen Habermas med samme problemstilling med at springe fra sproglige, diskursive regler, som sprogbrugere alle må anerkende, og så til etiske konsekvenser. Men forpligter grammatiske normer også til moralske normer? Det er netop dette spring, som er så svært. Ligesom fra ’er’ til ’bør’. Mordere kan vel godt være rationelle og barbarer også formulere sig syntaktisk korrekt?

Rationaliteten som menneskets særkende er vigtigt at fastholde, men den spiller næppe den rolle, hverken faktuelt eller i en mere ideel verden, som Sørlander, og før ham Kant og Habermas, troede på.

Derimod er der selvfølgelig plads til at udfolde mange rationelle og semi-rationelle debatter i samfundet, og med inddragelse og fortolkning af verdens faktiske beskaffenhed, men disse kan være indbyrdes modstridende og udstrømmer ikke fra et centralt konsistenskrav. For som Kant også sagde, så er fornuften antinomisk, hvilket betyder, at fornuften er modsigelsesfuld, hvorfor lige fornuftige mennesker kan komme til to stik modsatte positioner. Eller vil – som rationelle optimister som Habermas og Sørlander mener – rationelle mennesker altid blive enige, hvis de diskuterer længe nok?

Kai Sørlander er et friskt pust i en alt for relativistisk verden. Og hatten af for ambitionsniveaut.