En politisk Aladdin kunne man kalde Alex Vanopslagh, Liberal Alliances (LA) unge leder. Ved forrige valg kom han i folketinget, slæbte sig med LA over målstregen – som sprinterne i Tour de Frances bjergetaper der kæmper med alle kræfter for at komme i mål før tidsgrænsen.

Og så ved sidste valg blev Alex Vanopslagh kongen og trak 14 mandater med i folketinget. Og Vanopslagh førte en ny og original valgkamp, der vakte opsigt.

Så rygtet om LA´s bortgang holdt ikke stik.

Og nu har han skrevet en bog om sin vej til og i dansk politik (Vejen til ansvar, Grønningen 1, 2023, 262 sider). Jeg kender ikke Alex Vanopslagh, har aldrig mødt ham eller oplevet ham live, og jeg havde mærkeligt nok forventet en anden bog fra hans hånd, et langt mere aggressivt liberalt manifest henvendt til sine yngre meningsfæller.

Vanopslagh skriver reflekteret, selvovervejende og meget indstillet på at skrive ind i en dansk socialdemokratisk andedam, hvor man skal være forsigtig med ytringer udenfor konsensus. Der er ingen provokerende eller polemiske udsagn i bogen. Han adresserer alle danskere på en pæn og tænksom måde. Vanopslagh bestræber sig på at frigøre og italesætte det liberale tankesæt, som befinder sig inde i alle mennesker, men med nænsom og beskeden tale.

Han kritiserer frigørelsesliberalismen, en aktivistisk protest mod al autoritet og begrænsning. Et forbud er ikke til for at overtrædes. Også selvom ”liberalismen er rebelsk af natur og oprindelse”, da den gennem 1800-tallet frigjorde befolkninger fra lavssamfund og statsbeskyttelse af særinteresser.

Han taler stærkt om fælles spilleregler og ikke, som forventeligt, om rettigheder, friheds- eller menneskerettigheder. Samfundet fungerer gennem fælles regler, og det er det som adskiller en retsstat fra en forfejlet stat, som der bliver flere og flere af i verden. ”Et velfungerende samfund fordrer borgere, der helt grundlæggende accepterer en række principper for samfundets eksistens og overlevelse; at de bestræber sig på at efterleve dem, og at de gør sig umage med at give disse principper videre til de næste generationer”. Og det lyder måske banalt, men stærke særinteresser presser hele tiden på for at få særlige hensyn og egne rettigheder.

Selvom Vanopslagh et sted taler om frihed som et mål i sig selv, præsenterer han med bogen en langt bredere og rummeligere form for liberal samfundsteori med betoningen af fælles regler eller rule of law, som briterne siger. Det minder om det, som den engelske samfundsfilosof Michael Oakeshott kaldte en ”civil order” og en ”civil association” i modsætning til at forstå samfundet som en ”enterprise organization” med et formål for øje og kæft-trit og retning der hen imod. Vanopslaghs kritik af verdensmålene er også en fuldt berettiget kritik af at lade samfundet styre af telos, af målsætninger. Oakeshott kaldte det et ”teleokrati”, et formålsstyre, og så det som semitotalitært. Frihed er at få lov at operere indenfor fælles regler og love, som ikke bøjes i nogen retning.

Det minder meget om F.A. Hayeks liberale orden, som han også refererer til.

Vanopslagh taler stærkt om at blive ”ansvarshavende i eget liv” mod den ”åndelige fattigdom”, som er blevet livsstil med velfærdsstaten. Han anstrenger sig for at tale empatisk og medfølende og det virker genuint, men medgiver, at han kan kaldes en kold skid, for der er for meget klynk og indebrændthed. ”Når man først er groet ind i den opfattelse, at man permanent er udsat for uretfærdigheder og er et offer, og at man ikke selv kan stille andet op end at fastslå, at modgang skyldes andres handlinger og ydre strukturer, så er porten ned til helvede åben. En sørgelig sti af nid og nag, bekymringer, bebrejdelser, had, hævngerrighed og selvynk bugter sig uafvendeligt derned”.

Vanopslagh skelner mellem skyld og ansvar og her er hans vigtigste pointe i bogen. Der er rigtig meget i livet, som man er uden skyld i, at man undfanges, fødes og får nogle forældre og et sted at vokse op, og selvom det er miserabelt, frigør det ikke for ansvar. Vi har hele tiden ansvar for at kunne ændre vores liv og livsstil. ”Det er måske ikke din skyld, at du er født i en familie med få ressourcer. Men det er dit ansvar at få det bedste ud af det.”

I kristendommen beder vi om at måtte leve på trods af al den skyld og ansvar, som vi er født med og som klæber til eksistensen, og hvis vi kunne gøre som Jesus og nulstille al skyld, kunne verden blive bedre. Måske er det slet ikke et politisk anliggende?  Måske er det kun Gud, der kan løse det støvtråde-værk, som både et samfund og naturen udgør.

Så det er spændende, om Vanopslagh og LA kan gøre et brugbart politiske program ud af den erkendelse. For i virkelighedens verden er det så godt som umuligt at skelne mellem, hvad der er frie valg og ubundne valg. Og endnu sværere at skelne politisk og retligt.

Derfor formulerer Vanopslagh også det liberale tankesæt som et, der IKKE bygger på stærke og kloge individer, men tværtimod bygger fejlbarlige og utilstrækkelige mennesker, og den liberale orden bygger netop på, at alting først lykkes i tredje eller fjerde forsøg. Og at vi ikke kan koncipere færdige løsninger på forhånd. Liberalismen bygger på, at vi ikke ved alt eller ret meget, men skal prøve os frem, og markedet har sin succes ved at vi alle kun ved en ganske lille del af det hele, men den del vi også har en interesse i.

Vanopslagh skriver med samme DNA som Ole Birk Olesen, Joachim B. Olsen og Henrik Dahl, men har lært af partifællernes kulturkampe, at faren for at udløse venstrefløjens og dermed Mediedanmarks idiosynkrasier over sig og partiet fremtvinger og nødvendiggør en langt mere fortællende og indfølende stil, hvis man har et kritisk ord at sige om velfærdsdanmark. Og det gør han godt. Selv når Vanopslagh kritiserer Pelle Dragsteds gakkede bog om nordisk socialisme, gør han det med stor omhu for ikke at træde på en mikroskopisk ligtorn.

Alex Vanopslagh har skrevet en god bog som især appellerer til unge menneskers søgen efter et politisk ståsted i dagens virvar af floskler.