Af Henrik Gade Jensen

”I Reglen var det Embedsmænds og Købstadfolks Børn, altsaa forsaavidt “vore egne”, der søgte ind i de nationalliberale Skoler. Og kom der ved et Træf en Dreng fra Landsbyen, saa havde Skolen Nyhedens og Højhedens overvældende Magt, og Dannelsen sin altfortærende Evne til at suge ham op og bringe ham til at forsvinde. Men send en fattig Dreng derind, med Racens Fjendskab i sit Hjærte, med en stolt og ensom Bevidsthed om at være blandt Fremmede, mellem Hjemmets og Vennernes Fjender, lad ham erobre Dannelsens Midler uden at blive erobret deraf, og naar han har lært at staa sig og holde de andre Stangen, vil han gaa ud af denne Skole med et stort Mod paa Krigen og rustet til at føre den”.

Sådan skriver den radikale politiker Viggo Hørup om sin ungdom, som barn fra landet, der kom til København, det fremmede og uvante og ukendte manerer. For de fleste var det nok at blive som de fine folk i byen, gå i et med tapetet, blive dannet, det var succes, men Hørup følte sig som en fremmed og en fjende af tidsånden og mainstream, og med mod på at kæmpe sin kamp, klare sig på byens og magtens præmisser, men også uden at blive erobret af den. Og så, når han er gået gennem skolens og uddannelsens og politikkens veje med en stærk vilje til at sætte sig igennem.

Dette lidt lange og knudrede citat af Viggo Hørup (1841-1902) kunne på mange måder være en sammenfatning af Anders Fogh Rasmussens erindringer. Samme kamp med drengen fra landet, der føler sig utilpas i byen, de fine manerer, men som lover sig selv at ville til tops, har fjendskab i hjertet, vil ’erobre dannelsens midler uden at blive erobret deraf’, klare sig på samfundets præmisser og så sætte sin egen vilje igennem.

For det lyser ud af Anders Foghs erindringer fra første side, at her er en mand fra landet, der vil holde fast i det, han har med, værdierne fra landbolivet, sig selv og sin selvkontrol, men alligevel må tilpasse sig byens og gymnasiets og det moderne samfunds skikke og vaner for at komme frem.

Første bind af Anders Fogh Rasmussens erindringer er en slægts- og samtidshistorie. Det er helt klart ikke skrevet af en ghostwriter, han fører pennen selv hele vejen hele tiden, lidt accentueret og staccato-agtigt, og der er ikke gået en skønlitterær forfatter tabt i statsministeren.

Meget præcist skildrer Fogh livet på landet i efterkrigstiden og tilsat et par generationers tilbageblik. Alt er genkendeligt for dem, der er vokset op på landet i 1950erne, 60erne eller 70erne. Det nøjsomme liv hvor man sparede og ikke ødslede, men alligevel ikke savnede noget. Det var trygt og varmt, selvom det materielt var sparsomt. Der blev arbejdet i alle døgnets lyse timer og lidt mere med. Og så Ferguson-traktoren, tandlæge uden bedøvelse, øgenavne til alle i landsbyen, Puch-knallert, foreningslivet. Og Fogh forklarer pænt for det urbane Danmark om landbolivet: en fork er en lang stang af træ med to spidse tænder til at stange negene op på vognen. Det var før ballepresserens tid.

Skolegangen i små 7-klassede skoler, med op og nedture, gode og dårlige lærere, og så det allerværste: ”det forfærdelige spisefrikvarter” med en hørm af leverpostej og spegepølse, som Fogh beskriver med ”dyb afsky”. Mærkeligt at den erindring står så stærkt og skal beskrives i så voldsomme udtryk. Perfektionisten tåler ikke urenhed og lugtgener.

Senere fulgte gymnasietiden i Viborg, han føler sig fremmed som Viggo Hørup blandt embedsmænds børn, Viborg er både domkirkeby og hjemsted for landsretten, og han er fra landet, har været i stalden om morgenen og drøner ind på sin Puch-knallert med skoletasken bagpå. Der er sandelig også klassekamp i bogen, selvom Anders Fogh ikke bruger det ord.

Anders bliver for første og eneste gang kanonfuld på en gymnasietur, og han undskyldte bagefter for lærerne, som tog det ganske roligt. Det er næsten som den fromme kirkefader Augustin, der i sine Bekendelser ser tilbage på et pæretyveri i sin ungdom som en stor synd. Med den forskel at Augustin ser det som en uundgåelig synd, mens Fogh ser det som en fejl i regnskabet.

Ligesom da han forlod sin mor på dødslejet til fordel for et møde i København, hvad han bitterligt senere fortryder. Og episoden har været med til at give meget positive anmeldelser og imponerende omtale, fordi Anders-Fogh-Rasmussen-der-er-ikke-noget-at-komme-efter endelig indrømmer en fejl: ”den største fejltagelse i mit liv” som han skriver, lidt teknisk.

Gymnasietiden følges op med et stort engagement i Venstres Ungdom, som beskrives udførligt. Her forenes hjemmets værdier med det politiske. Økonomistudiet ved Århus Universitet fylder ikke meget, hans Werdegang er ikke akademisk, ingen intellektuel rus, det solide findes ikke i dybet, men i det politiske arbejde i VU og senere Venstre. Det er fjendeland, som skal erobres på den lange bane. Han bor mest i Viborg, for det politiske arbejdes skyld, og så skal eksamenerne bare bestås. Intet kollegieliv og ingen studiefester og diskussioner til langt ud på natten og den lyse morgen.

Mange får deres vigtigste påvirkning de første år på universitetet, hvor en ny verden åbenbarer sig og mødet med karismatiske lærere og teorier tænder det unge menneske. Og det er også en farlig og forførende tid, hvor længslerne og tidsåndens spørgsmål møder svar fra katederprofeterne. Men Fogh er ret upåvirkelig. Hans plan for livet ligger fast. Det er politik. Ingen svinkeærinder på andre fag eller fascination af skønlitteratur. Han savner et filosofikum, og det kunne have gjort gavn på den unge økonomistuderende. Tænk hvis den unge Fogh havde opsøgt Sløk eller Løgstrup eller Ole Jensen på Århus Universitet i studietiden – det kunne måske have forandret Danmark.

Senere følger forelskelse og ægteskab og tre børn, alt sammen meget udførligt beskrevet, næsten indiskret, han overanstrenger sig for at virke åben og følsom. Så parcelhus i Skals og ungt folketingsmedlem. Fogh citerer ordret fra taler til bryllup, sølvbryllup, børnenes bryllupper og også flere skolestile citeres, så meget er gennem årene blevet flittigt nedskrevet og arkiveret i skuffen. Han har styr på tingene.

De sidste fire kapitler er reflektioner over samtidsfænomener og ligner mere en debatbog. Først om frisind og frigørelse med undertitlen ”Tak til 68’erne” og her tager politikeren over, der vil være ven med alle positioner. Han er positiv overfor ungdomsoprøret, men kan ikke lide stofferne, hippier, det psykedeliske, antimilitarismen, antiforbrugerismen, det venstreorienterede, den frie seksualitet og flirt med diktaturstater. Men hvad bliver der så tilbage? Musikken nævner han ikke, som de fleste ville fremhæve. Det bliver så til frisind og frigørelse og opgør med snerperi og nypuritanisme, men ingen repræsenterer den asketiske stil mere end han. Det er det store både-og.

Dernæst en ”Tak til amerikanerne”, en hyldest til USA med Marshall-planen og i særlig grad John F. Kennedy. Med foto både af JFK og broderen Bobby, det er det liberale USA som alene fremhæves, mens Foghs liaison med Bush Jr. ikke omtales. Måske det kommer i næste bind. Så et kapitel med ”Tak til frihedskæmperne” som handler om besættelsen og samarbejdspolitikken og hans tale til 60-året for augustoprøret i 1943 optrykkes. Det bliver sværere og sværere at forstå, at den tale kunne forarge så meget, for her har Fogh fuldkommen ret.

Til sidst følger en ”Tak til Grundtvig og Kierkegaard”, på mange måder det modigste og mest kontroversielle i bogen. Fogh erklærer sig for kulturkristen, han er religiøst tonedøv, og det kan ikke undre efter de forudgående 350 sider. Og det er ganske i sin orden, for her er han i flertal med langt de fleste danskerne.

Alligevel halter det. Forældrene var heller ikke religiøse, skriver han, men moderen lærte de tre drenge Fadervor og sendte dem i søndagsskole. Min Gud, hvad vil du mere? Faderen var skeptisk overfor præster. Fuldt foreneligt med ypperlig kristentro.

”Tror du på Gud?”, spørger Anders sig selv, og svaret burde selvfølgelig være et stort og rungende ja, for det ja er den sikreste bekræftelse på alt det, som han har modtaget af sine forældre gennem opvæksten og som han lovpriser. Snup dog Jeppe Aakjærs Gud, hvor der er masser af plads til tvivl og kirkespot. Eller Henrik Pontoppidans diskrete Gud, der indeholder den største psykologiske indsigt i menneskelivet. Jakob Knudsens voldsomme Gud ville også være værd at slås med.

I stedet fumler Anders med sine egne tanker, sjældent tilrådeligt, og der bliver noget pixibogs-agtigt over tillempningen af Jesus, Grundtvig og Kierkegaard til et liberalt evangelium, sat i system og som facit. Men den kritik skal ikke lukke for det prisværdige i, at politikere tænker ud over dagen og vejen.

Anders Fogh udlægger trosbekendelsen med sine egne ord, også beundringsværdigt modigt, udelader forsagelsen af djævlen, og går i stå i helligånden til sidst, og det er måske det som bogen mangler hele vejen igennem, mere helligånd, ånd, spirit og sprit, som kontrast til det villende og kontrollerende og regnskabsagtige. Uden tro og ånd er vi ingenting.

Bogen er det første af to planlagte bind erindringer, og i manges andre selvbiografier sammenfattes barndom, teenageår og uddannelse kortfattet i det første kapitel. Hos Fogh fylder livet før karrieren næsten 400 sider.

Så hvis næste bind bliver i samme omfang, vil en valg- og ministerperiode fylde det samme som beskrivelsen af faderens gård, barndommen eller gymnasietiden. Og tiden som VU-formand i Viborg amt det samme som jobbet som Nato-generalsekretær. Det er en interessant prioritering, men sikkert udtryk for Foghs vurdering af, hvad der har betydet og haft værd for ham. Og måske er barndom og ungdom af lige så vigtig betydning for en person som fine titulære embeder senere i livet, der mere er et tilfældigt spil af rette mand på rette sted med rette koalitioner?

Det bedste er erindringerne, det selvoplevede, det alle vi 50+ kender fra det danske samfund i efterkrigstiden. Mens reflektionerne og konklusionerne i alt for høj grad præges af ønsket om at please. Der er alt for meget både-og, hvor vi nu skal være venner med alle. Forskelle viskes langsomt ud, når der ses tilbage fra en lang karriere.

Og så er det ofte lidt træls at læse danske liberale politikere, der når magtens tinder, men alligevel lever med en fortælling om at kæmpe heroisk for mindre statsmagt, mens de så bejaer al dirigisme fra EU og alligevel stadig føler sig som frihedskæmper midt i et socialdemokratisk diktatur. På den lange bane er det offentlige vokset og vokset, med regler og kontrol eller med skat og afgifter, og de liberale pip er kun synlige med lup. Men godt at træde i karakter – selvom det er bedst når andre siger det.