Majbritt Birkholm er ikke den første politiker som har trukket i nødbremsen, da hun forklarede, at hun havde misforstået spørgsmålet, og heller ikke den første som vidste, at en skelsættende politisk ændring ikke skal fremsættes i en bisætning af en EU-kandidat, som tilmed er næstformand for partiet. Den slags kan skabe seriøse problemer. Men Majbritts uforsigtighed byggede på en sikker politisk mavefornemmelse.

Fuld opbakning fra chefen

Majbritts formand var hurtig til at bakke op efter opskriften; Vi blev lovet, at den enlige mor med børneflokken, også i fremtiden ville kunne købe oksekød til lasagnen, uden at opleve prisen på det udskældte røde kød stige op af frysedisken. “Jeg tror at alle kan mærke, hvordan varmeregningen og dagligvarerne stiger i pris. Og det er jo snart sådan, at danskere, som kører i dieselbil bliver udskammet – selv om de betaler stigende afgifter til staten”, sagde Messerschmidt.

Journalisterne ville vide om DF nu sætter sig ud på sidelinien, ligesom Danmarksdemokraterne, og dermed uden for indflydelse i klimadebatten? Messerschmidt er dansk mester i EU-valg med flest personlige stemmer nogensinde, og han vil have nye kort på hånden, her tæt på den niende juni.

“Nu er der jo meget som skiller DF fra Danmarks Demokraterne. Men vi blev lovet, at den samlede klimapakke ikke ville koste så meget som et job til udlandet eller en krone i prisstigning. Hvis ikke det holder, så er DF ude af den aftale”. Messerschmidt lagde asfalt, på en ny vej ud af den grundlæggende danske klimaaftale. Morten virker påtaget rolig, når han med indestængt vrede, og en del opgivenhed konstaterer: “Nu har vi fået nok, vi vil slet ikke den vej, vi vil noget helt andet”.

EU og Svarer kommer DF til hjælp

Og så kommer cluet med blød smørtenor: “Det ser jo ud til, at den fælles indsats (læs: fra EU) betyder, at den afgift som Michael Svarer har anbefalet til tréparten, i virkeligheden bliver helt overflødig i løbet af et par år. Inden da vil den have skabt masser af uoprettelig skade og ulykke for mange danske borgere. Hvis vi skal gå enegang til ingen verdens nytte, så er forudsætningerne væk, og så skal vores stemmer ikke bruges til det projekt. Vi vil ikke støtte op om at få landbruget med på en klimaafgift, som kun gælder i Danmark.”

Se det er elegance med topspind. Mange må betvivle, om der under klimaforliget blev udstedt så håndfaste garantier på så løst grundlag, som Morten forklarer. Mest fordi der jo sker en hel del andet som påvirker prisudvikling og beskæftigelse, end lige noget som udspringer af en klimapolitisk aftale i Danmark. Når eks. et skib lægger sig på tværs i Suez kanalenen, og dermed skaber forsinkelser og omkostninger, så overvæltes omkostningerne i sidste ende på forbrugerne. Men det er ikke udvirket af en politisk aftale i Danmark. Hvis andre politikere har oversolgt klimaaftalens betydning så voldsomt, så er det i bedste fald useriøst, men det er også naivt at tage det bogstaveligt. På jurastudiet bliver det illustreret med sælgeren, som bedyrer, at dette tøj er “uopslideligt”. Når køberen med den formidable hukommelse dukker op i tøjbutikken 17 år efter, og klager over en ødelagt syning, så får det ikke konsekvenser for butikken, fordi det er anprisninger uden retlige konsekvenser. Morten er ikke naiv, men spinnet holder hvis vælgerne tror på udlægningen. Og det er der en réel chance for.

Man kan med en vis ret anføre, at alle politikere er klar over, at vi skal omlægge en del af vores vaner for at komme igennem den grønne omstilling, og selv om vi kan sælge mange af vores begavede løsninger på verdensmarkedet, så kan det ikke undgås at påvirke økonomi og beskæftigelse undervejs. Selv om alternativet formentlig ville være meget værre.

Morten lægger kant til Inger Støjberg

Men så kommer sammenkædningen med landbrugets CO2 afgift. Modstanden imod denne afgift har været en grundpille i Inger Støjbergs profilering, og i den flotte vælgertilslutning som DD har oplevet. Og da Mortens tidl. gruppefæller idag sidder i Danmarksdemokraternes gruppe, og spidskandidaten til Parlamentsvalget, Kristoffer Storm, har repræsenteret DF i Aalborg gennem mere end 10 år, så er der naturligt nok en altomsiggribende kappestrid mellem de to partier.

Konklusionen er, at DF får skabt sammenhæng mellem den grundlæggende danske klimaaftale og den danske trepart. Morten får endnu en lejlighed til at profilere sig, som det eneste danske modstanderparti, og endelig får han lukket profileringskløften i forhold til Danmarksdemokraterne på landbrugsafgiften. Det bygger bare på lånte politiske fjer.

Baggrunden for Mortes guldspin.

Alt efter temperament så er det lykkedes landbruget, at holde sig blandt et af de sidste erhverv til at komme med under klimaparaplyen. Det har været en bunden opgave for flertalsregeringen at finde en klimaløsning for landbruget, fremgår det af regeringsgrundlaget. Michael Svarer fremlagde tre afgiftsmodeller, som nu udvalgsbehandles i treparten – som i virkeligheden er en polygon af interesser. Under denne lange proces, har der hele tiden ligget en helt naturligt irritation over, om det ikke var bedre med EU-regulering? Problemet er selvsagt, at hvis hvert land laver sin egen klimapolitik, så opstår der let konkurrenceforskelle, og i dette tilfælde vil danske standarder ligge højere end de øvrige EU-landes. Forklaringen er, at EUs kvotesystem ikke har været effektivt nok, og at danske politikere har villet have en mere effektiv regulering. I mellemtiden er EUs kvotesystem blevet styrket så meget, at (og hold nu fast) Michael Svarer forudser at trepartens kompromisforslag kan afløses af EU-regulering i løbet få år.

Hvis det lyder som juridisk nørderi, så er det helt utilsigtet.

Vi deler luft, vand og land med resten af verden, og da hverken miljøforurening eller klimapåvirkning respekterer landegrænser, så der er al mulig grund til at vælge en løsning, som omfatter hele Det Indre Marked. Nu kunne folk uden overdreven kærlighed og tillid til landmænd og traktorer måske mistænke Axelborg for at for at have udvirket denne gyldne mulighed for endnu en trainering af treparten. Men der er ikke pillet ved processen, for det er Michael Svarer, som lægger navn til hele det faglige grundlag for treparten, der erkender, at den danske afgift kan få en kort levetid, hvis EU kommer i mål med de fremlagte forbedringer af kvotesystemet. Man kunne indvende, at hvis DF havde haft magt som de har agt, så ville vi ikke være medlem af EU, og dermed ikke kunnet læne os op af det fælles kvotesystem. På den måde leverer DF en anerkendelse af EU-samarbejdets værdi. På den måde er det lånte fjer.

Mediemæssigt vælger Morten at kombinere sit forslag, om at lade treparten afvente de opstrammede EU-kvoteregler, med den forholdsvis vidtgående melding om at løbe fra forliget, hvis bare oksekødet stiger med en halvtresøre eller der tabes en arbejdsplads til udlandet. Man behøver ikke være professor i politik, for at forudsé, at Morten har givet sig selv alle tænkelige muligheder for at forlade klimaaftalen.

Spidskandidaten og partiet har kant

Anders Vistisen har som en af de få danske spidskandidater, formået at profilere sig landsdækkende – og tilmed ud over landets grænser. Alene hans direkte angreb på Ursula von der Leyen, er så spektakulært, at Vistisens kendskabsniveau burde eksplodere. Men meningsmålingerne er knap tilstrækkelige til at sikre DF og den danske EU- modstand bare et enkelt mandat. Der ud over har partiet lige så meget kant, som flere af deres konkurrenter tilsammen. De er det eneste parti, som anbefaler udmeldelse, hvilket normalt vil umuliggøre regeringsdeltagelse. Der ud over deltager DF i den Europæisk ID-gruppe, som er så højreorienteret, at de har haft AfD som medlem indtil for få dage siden. Alternative für Deutchland blev her i slutkampagnen ekskluderet fra ID-gruppen, da deres spidskandidat, Maximilian Krah ikke mente, at man nødvendigvis var kriminel, bare fordi man bar SS-uniform under krigen. Foruden det er Krahs medarbejder anklaget for at være kinesisk spion. Den italienske regeringschef Giorgia Meloni har været bannerfører for eksklusionen.

DF har på hjemmefronten i Danmark skabt kant til konkurrenterne ved at true med at melde sig ud af klimaforliget og tage afstand fra det arbejde, som ligger i treparten. På trods af stærkt profilerede anti-EU-profiler i spidsen både herhjemne og i EP-kampagnen, er meningsmålingerne virkelig ringe.

Klimaskeptikere og trepartsmodstandere har det lettere hos Inger

EU-modstanden var i mange år veletableret på venstrefløjen og blandt ekstremt højreorienterede. Men siden Brexit har modstanden mistet næsten hele sin tilslutning. Klimaskepsis og trepartsmodstand, kan man også få hos DDs spidskandidat Kristoffer Storm. Han har slet ikke det samme kendskabsniveau som Vistisen, og hans parti er EU-tilhængere. Det skulle alt andet lige give Vistisen langt bedre kort på hånden. Men Storms mandat er mere sikkert end Vistisens.

Fagligt har jeg svært ved at se, at det skyldes mangel på indsigt og kommunikationsevne, for objektivt set har DF god kampkraft frem mod 9. juni. Men det ser ud som om DF er ramt af Helle Thorning syndromet: “Danskerne er så traditionelle, at de ikke kan forlige sig med partiledere, som i deres personlige fremtoning adskiller sig fundamentalt fra deres vælgergruppe.”

Det svarer lidt til at man vurderer politiske udspil på hvem der fremsætter dem – i stedet for på deres indhold.

Når EU-modstanden i Danmark traditionelt lever på yderfløjene, så er det selvsagt ikke hjælpsomt, at DF er tilsluttet en politisk gruppe som, uanset om AfD er medlem, gør mange EU modstandere hjemløse. Meget tyder på, at de samme synspunkter på landbrugets klimaansvar har det lettere hos et parti, hvor formanden har skrevet en bog om Sussie og Leo, end hos en operakender. Det lyder stereotypt – måske er en del danske vælgere mere identifikationsdrevne end indholdsdrevne. Meget tyder også på, at en del af de vrede landbrugsvælgere – som støtter Inger – stadig er EU-tilhængere. Af de årsager vil DF have rigtig vanskeligt ved at få stemmer fra dansk landbrug.