I 1989 dansede alle frihedsdans med Murens Fald. Både de kommunistiske lande, som blev befriet fra et tyranni, og de vestlige lande som mistede en fjende fra den kolde krig.

I 2020 beskrev den polsk-amerikanske historiker Anne Applebaum i bogen Demokratiets tusmørke, hvordan den fælles rus og begejstring fra 1989 nu var endt i nye opdelinger, hvor tidligere venner nu var fjender, og man kunne ikke mere samles om noget fælles. Sådan var det i Polen, hvor Applebaums mand har været ledende politiker i mange år, og i USA og Storbritannien, hvor hun er opvokset og uddannet.

I mellem da skrev Anne Applebaum flere solide værker om Østeuropa og Ukraine, som skabte hendes ry som historiker og intellektuel.

I sin nyeste bog med titlen Autokrati A/S. Diktatorerne, som vil styre verden (Kristeligt Dagblads Forlag, 236 sider, 2024) er tesen, at verdens tyranner har rottet sig sammen i en fælles bevægelse mod den vestlige verden. Og som samtidig visen en ny konflikt mellem diktatur og demokrati, kontrol og frihed, korruption og retsstat.

Det er ikke en ny kold krig, understreger Applebaum, for konflikten er ikke ideologisk mellem visioner for en bedre fremtid, men mere lavpraktisk med en kreds af diktatorer, der bare vil have magt og beholde den. For næsten enhver pris.

Det drejer sig om Rusland og Kina som de ledende autokratier og medfølgeskab af Nordkorea, Iran, Venezuela, Zimbabwe og flere tidligere sovjetrepublikker. Krigen mellem Ukraine og Rusland drejer sig i høj grad om, at Ukraine vil ud af klubben af autokratier og med i det vestlige værdifællesskab. Anne Applebaum hører til en af ivrigste fortalere for støtte til Ukraine i denne krig.

Hvor atomvåben var frygtens kilde i den kolde krig, opstår de nye udfoldelser af magt i dag, som autokratierne benytter sig af, ved at infiltrere og sprede falske historier og destabilisere så meget som muligt.

Og selvom autokraterne i spidsen for diktaturerne er vidt forskellige, forenes de i deres kleptomani: de bruger gladelig statsmagten til at berige sig selv og en lille kreds, og parallelt med den politiske kamp gælder det også om at sikre sin formue og rigdom rundt i verden. Her byder den globale økonomi attraktive muligheder, og den vestlige verden er – igen – stået for sent op til at imødegå truslerne.

Anne Applebaums bog er vigtigt, fordi den minder os om, at verden ikke er god fra naturens hånd og ikke kun bebos af engle og gode mennesker. Der er masser af tyranner derude, og især potentielle despoter, og håbet om et godartet globalt verdenssamfund efter kommunismens sammenbrud var hele tiden alt for naivt.

Spørgsmålet er, om nutidens sammenrend af diktatorer, som Applebaum aktualiserer som Aktieselskabet A/S, er så meget nyt i forhold til tidligere tiders slyngelstater og enevoldsmagter.

Det nye er nok troen på åbenhed, som har gjort den vestlige verden mere blind overfor farerne og uvillig til at forsvare sig og lukke af. ”Lidt efter lidt affinder demokratierne sig med lovløsheden, selv indenfor deres egne grænser”, skriver Applebaum et sted, og det er den egentlige fare: at vi i demokratierne ikke vil eller kan eller må forsvare os og bekæmpe fjender på samme måde som alle andre.

At mange lande er korrupte vilkårlighedsregimer, kan næppe forhindres af den danske udenrigstjeneste eller EU, men vi kan og bør afgrænse dem og sørge for at holde autokratiet længst muligt væk fra egne landegrænser. Det er dem, der skal isoleres, ikke os.

Og selv om verden ser mistrøstig ud gennem Anne Applebaums bog, så er det måske alligevel det positive, at forbrydere og overtrædere sjældent kan skabe stabilt samarbejde, fordi de netop altid vil snyde hinanden, hvis lejlighed byder sig. Ondskab er ultimativt altid selvødelæggende. Djævlen er altid kun destruktiv og kan aldrig bygge op. Og det er det opbyggelige, selv i en ond verden. For Vesten er innovativ, konstruktiv, kreativ og den egentligt skabende magt her i verden.