DRs uærlighed og aktivisme gøder jorden for radikalisering

"DR har fravalgt mig til en debat alene fordi jeg er mand. Det selv om det handler om vores finanslovsudspil og jeg er partiets finansordfører. Det er sgu langt ude"
Dennis Flydtkjær
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Når DR taler usandt om at diskriminere mænd, er det med til at udhule stationens troværdighed, som allerede har taget skade af overdreven aktivisme – og dét åbner døren for radikale røster, som kan kaste hele medielandskabet under bussen. Bare se hvordan Donald Trump anvendte begrebet »fake news«.

Danmarks Radio er kommet i politisk modvind efter det er blevet tydeligt, at deres ønske om at øge andelen af kvinder blandt sine kilder er diskriminerende. Så meget er klart, efter en SMS-korrespondance mellem en journalist på P1 Debat og MF Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Her tilkendegiver DR-journalisten nemlig utvetydigt, at man vil foretrække en kvinde – altså fremfor Danmarksdemokraternes mandlige finansordfører MF Dennis Flydtkjær – i en debat om partiets finanspolitik.

Selv udtaler Flydtkjær sin utilfredshed på Twitter:

»DR har fravalgt mig til en debat alene fordi jeg er mand. Det selv om det handler om vores finanslovsudspil og jeg er partiets finansordfører. Det er sgu langt ude. Tænk hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis det samme skete for en kvinde«, skriver han.

Siden har DR forsøgt at gyde olie på vandene:

»Vi kan godt se, at sms’en er noget kluntet formuleret og skaber et fejlfokus. Generelt er det sådan i P1 Debat, at de medvirkende aldrig nogensinde bliver valgt til eller fra alene på baggrund af deres køn. Vi har fokus på mangfoldighed og repræsentation i vores programmer, så de medvirkende afspejler Danmarks befolkning«, udtaler Mette-Line Thorup, der er DRs redaktionschef for Kultur, Lyd og Debat, til B.T.

Dén udlægning giver Dennis Flydtkjær dog ikke meget for:

»Det er fine ord at skrive, at de aldrig vælger alene ud fra køn, men det er jo det stik modsatte, DR gjorde her«, siger han og fortsætter:

»Det virker, som om DR har stukket halen mellem benene, fordi man godt ved, at man har dummet sig«

Påstanden om at man hos P1 Debat skulle være upartisk i forhold til køn, må da også vurderes som særdeles utroværdig. For det første har andre redaktører hos Danmarks Radio indrømmet at man følger med i kildernes kønsfordeling, hvad P1-vært Jesper Degn da også bekræftede sidste år:

»På vores redaktion går vi meget op i køn i øjeblikket – vi tæller hvor mange kvinder vi har i radioen, vi bruger Kvinfo’s ekspertdatabase«, udtalte han.

For det andet taler ønsket om at bruge kvindelige kilder direkte ind i en ideologisk tendens i medielandskabet – den feministiske – som længe har fyldt i debatten, og som P1 Debat tydeligvis tilskriver sig.

 

Historik for feminisme fremfor journalistik

P1 har nemlig haft et udpræget feministiske standpunkt i flere år, selvom det er udeklareret.

Allerede tilbage i 2021 gik det så vidt, at en fagfælle fra Ekstrabladet, kulturanmelder René Fredensborg, kaldte det »et studie i tilsidesættelse af de journalistiske principper«. Dengang leverede Gitte Hansen – som i dag er vært på P1 Debat – et skandaløst interview med TV2-journalist Janni Pedersen på P1-programmet Ugens Gæst.

Også året inden var der problemer med DRs linje i forhold til aktivisme. Dengang udtalte DRs nyhedschef, Thomas Falbe, at man ikke betragtede det som et problem, at mange af stationens journalister havde underskrevet et åbent brev, som var med til at puste vind i sejlene for metoo-bevægelsen:

»Vi betragter det ikke som et problem for vores medarbejderes habilitet, hvis de har skrevet under på Sofie Linde-støttebrevet«, sagde han. Det blev voldsomt kritiseret, blandt andet fra TV2’s side.

DR-vært på P1 Debat, Gitte Hansen, var da også selv medunderskriver på brevet.

For nylig var DR igen i modvind, fordi de havde hyret en feministisk redaktør fra Femina, Isabella Hindkjær, som åbent taler for at fravige objektiv journalistik.

»Det er rystende at høre hendes udtalelser. DR er forpligtet på at være alsidig og objektiv, og så vil hun være aktivistisk. Det er dybt bekymrende«, udtalte DRs eget bestyrelsesmedlem, Katrine Winkel Holm, om den nye DR-redaktør. Hindkjær var, ligesom P1s Gitte Hansen, medunderskriver på metoo-brevet i 2020.

 

Åbner en ladeport for radikalisering

Der er rigeligt med grund til at kritisere identitetspolitiske strømninger, herunder feministiske af slagsen. Det viser diskriminationen på DR med al ønskelig tydelighed – at diskriminere mod ét køn for at fremme et andet, har selvåbenbart ikke noget med ligestilling at gøre. Men selv dét er meget langt fra at være et yderpunkt i den feministiske bevægelses fremstød gennem de senere år.

Da Forlaget Grif i 2021 valgte at genoptrykke Valerie Solanas’ hadmanifest, SCUM Manifesto, var det til brede roser, for eksempel fra Politikens anmelders side. Bogen fik fem stjerner og ordene »et fantastisk litterært værk« med på vejen. Dét altså sagt om en bog, der målt på hadfuldhed ikke falder ét skridt kort af Mein Kampf.

Men afvigelsen fra objektiv journalistik øger ikke kun risikoen for radikalisering fra venstrefløjens side:

Da Donald Trump kom til magten i USA, var det af mange årsager. Én af dem var, at han med lethed kunne sætte mediernes kritiske dækning ud af kraft. Det gjorde han ved at anklage sine modstandere for at sprede fake news, og han kunne således underminere sine kritikeres troværdighed – i hvert fald overfor en tilstrækkeligt stor andel af befolkningen.

Det var således en vægtig og paradoksal forudsætning for Donald Trumps succes ved det amerikanske præsidentvalg i 2016, at i særdeleshed progressive røster i det amerikanske medielandskab var så eksplicit partiske imod ham. Dén fælde er DR og andre også gået i herhjemme, og det skaber en risiko for at skruppelløse populister også i Danmark vil kunne få vind i sejlene – ligesom alle andre, der er imod de facto statsstøttet propaganda.

 

https://journalisten.dk/dr-viden-taeller-kvindelige-kilder-vi-har-en-mandlig-slagside/

https://indblik.dk/feministisk-mediebias-er-danmarks-radio-kritiske-overfor-feministiske-eksperter/

https://ekstrabladet.dk/underholdning/filmogtv/drs-dansevaert-moeder-skarp-kritik/9035756

https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/ny-feministisk-p3-redaktoer-vil-aendre-verden-bestyrelsesmedlem-i-dr-tager-nu-sagen-op

https://journalisten.dk/dr-fuldstaendig-ukontroversielt-at-underskrive-sofie-linde-brev/

https://journalisten.dk/701-mediekvinder-tilslutter-sig-sofie-lindes-sexisme-opgoer-se-navnene-her/

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?