Energiø Bornholm består som bekendt af 3 gigawatt (GW) havvindmøller i Østersøen. Strømmen skal føres i land på Bornholm og her konverteres til jævnstrøm, der gennem to lange ledninger skal sendes videre til hhv. Sjælland eller Tyskland. Det er også tanken at fremstille brint og evt. ammoniak på Bornholm. Anlægget kan udbygges med solceller på land.

Projektet løb ind i vanskeligheder primært at økonomiske årsager, hvor netop de lange forbindelser til Sjælland og Tyskland forventedes at blive en meget stor udgift. Hertil kommer transformerstationer både på Sjælland og Bornholm. Staten var selvfølgeligt klar med tilskud, men lagde et loft på 17,6 mia. kr. Det var ikke nok, der blev talt om, at væsentligt større støttebeløb ville være nødvendige, hvis projektet skulle blive rentabelt for investorerne.

Kraka citerer Energistyrelsen for, at det reelle behov er 31,5 mia. kr. Hertil kommer, at Energinet har fået lov til at vælte en del af investeringerne – i alt 5,1 mia. kr. – over på forbrugerne i form af forhøjede tariffer. Reelt skal det danske samfund således kaste 36,6 milliarder kr. i foretagendet. Støtten på de 31,5 mia. kr. svarer til et tilskud på godt 10 mia. pr. GW havvind. Kraka påpeger, at da energiøen i Nordsøen blev aflyst, var der tale om 50 mia. kr. i tilskud til 10 GW havvind, dvs. 5 mia. pr. GW. Det fandt man for voldsomt, og projektet blev lagt i mølposen. Men nu er der tale om det dobbelte i tilskud til Bornholm.

Planerne for udbygningen med vedvarende energi frem til 2030 indebærer, at Danmark vil have en væsentlig overskudsproduktion af strøm. Den skal så eksporteres. Energiø Bornholm vil på den ene side ikke hjælpe noget videre på den danske forsyningssikkerhed, da vinden i Østersøen i store træk følger vinden i resten af Danmark. På den anden side får vi reelt ikke meget brug for den ekstra strøm fra Bornholm, når det blæser godt, og det mest sandsynlige er, at en stor del skal eksporteres til Tyskland. Derved kommer dansk statsstøtte til at hjælpe på elforsyningen i Tyskland og tyskernes grønne omstilling. Det finder Kraka ikke er rimeligt, og det har de jo evigt ret i.

Kraka har således tre hovedindvendinger mod projektet. Dels det meget voldsomme støttebehov, dels at pengene primært vil støtte den tyske elforsyning, og endeligt at prisen på energien fra Bornholm er meget høj i forhold til andre havvind-projekter, nuværende og i fremtiden.

Kraka nævner således, at svenskerne er på vej med et projekt i Østersøen uden tilskud, og i et par tyske havvindprojekter blev tilladelserne givet til to virksomheder, der lagde i alt 94 mia. kr. på bordet for at få lov til at opstille 7 GW møller. Det nævnes også, at vindmølleparken Thor i Nordsøen indebærer en betaling fra vindmølleselskabet, RWE, til staten på 2,8 mia. kr. Den danske regering har udbudt 6 GW havvind med krav om koncessionsbetalinger, det stik modsatte af tilskud.

Kraka refererer her meget nøje situationen, som den så ud til og med 2022. Der var en generel eufori over de faldende priser på havvind, Energistyrelsen nævner i sit Teknologikatalog, at man inden 2030 forventer at nå ned på omkostninger pr. kWh på mellem 20 og 30 øre.

Men i 2023 vendte billedet dramatisk, som bekendt. Vindmølleleverandører som Vestas og Siemens Gamesa havde sænket deres priser voldsomt pga. konkurrencen, og nu kunne de ikke længere få økonomien til at hænge sammen. De var nødt til at melde ud om kraftige prisstigninger på møllerne. Også det øvrige udstyr til installationerne blev væsentligt dyrere, ikke mindst pga. stigende kobberpriser. Hertil kom, at renten, der i årevis havde ligget nede omkring 0% ret pludseligt steg til omkring 4%. Det er en alvorlig bet for et vindmølleprojekt, da stort set alle udgifterne er i forbindelse med investeringen, og derfor skal næsten alle pengene falde, inden der indtjenes den første krone.

I løbet af 2023 blev en stribe havvind-projekter i USA og Storbritannien aflyst af vindmølleselskaberne, heriblandt Ørsted, fordi de aftalte eller garanterede priser på strømmen ansås for at være alt for lave. Efterfølgende har myndighederne i de to lande afholdt nye udbud og nu nærmer priserne sig reelt en krone pr. kWh. Langt fra Energistyrelsens visioner.

I Danmark afventer vi resultatet af udbudsrunden med de 6 nye GW havvind. Byderne skal kappes om hvem, der vil betale mest i koncession, men allerede nu har der været røster fremme (bl.a. Dansk Industri) om, at der næppe er penge til den slags betalinger, og at vi snarere må tilbage til en form for statsstøtte.

Men hvad så med de to tyske projekter, der indebærer enorme betalinger til staten? Det fremgår af Krakas rapport, at de blev vundet af hhv. BP og Total Energies, to olieselskaber, der åbenbart har valgt at bruge lidt lommepenge på det grønne image. Flere mere seriøse aktører, bl.a. Ørsted, havde for længst trukket sig fra den proces.

Det kan undre, at Kraka helt har udeladt enhver omtale af denne nylige udvikling inden for området. Der er ikke noget, der tyder på, at det drejer sig om forbigående vanskeligheder med havvinden. Det handler om store og komplicerede installationer, og der er en grænse for hvor billige de kan blive, især i tider med stigende råvare-efterspørgsel. Vindmøller har vi haft i 30 år, og de må betragtes som ”moden” teknologi, hvor de store optimeringer allerede er foretaget. Den eneste udvikling, der er tilbage, er i retning af endnu større møller, men de har på det seneste været plaget af tekniske problemer, ikke mindst i USA.

Kraka når naturligvis frem til de rigtige konklusioner, men vælger af én eller anden grund at overse, at alle vanskelighederne reelt hænger sammen med det umulige i at etablere gigantiske forsyninger af elektricitet baseret på sol og vind. Den grønne omstilling er ved at køre ind i muren, og Krakas rapport beskriver bare nogle af symptomerne på det kommende sammenbrud af alle de store planer.