”I dit eget liv er du inuit på King William Island”. Denne sætning langt inde i Martin Ågerups debatbog er uforståelig isoleret set, men meget illustrativ, sjov og lærerig. Og det burde have været bogens titel fremfor det lidt mere gabende Hvad vil det sige at være borgerlig (Martin Ågerup, Hvad vil det sige at være borgerlig. Et opgør med velfærdssocialismen, Forlaget Grønningen 1, 288 sider).

Hvad vil det sige at være som en inuit ved Antarktis? Og hvad kan det sige en dansker i 2024? Martin Ågerup fortæller om kaptajn Crozier, der i 1845 sejlede en ekspedition med to skibe mod Arktis for at udforske området nord for Polarcirklen. Trods veludstyret og med proviant til flere år endte besætningen til sidst med at sulte og fryse ihjel på King William Island i det nordligste Canada. I et område der bebos af lokale inuiter, som har overlevet i den barske natur i lang tid. De veltrænede sømænd og opdagelsesrejsende bukkede under, men inuitterne overlever. Hvorfor?

Martin Ågerup giver svaret: inuitterne har en ophobet lokalt forankret og erfaringsbaseret viden om at klare sig i Arktis, som gør dem overlevelsesdygtige, og som europæerne ikke besad. Så det nytter det ikke noget at vide, at jorden er rund.

Og derfor skal vi lære at værdsætte den lokale og konkrete viden. Ikke at vi skal leve som Robinson Crusoe, preppere eller dyrke alle vores grønsager selv, slet ikke. Martin Ågerup er tilhænger af den moderne arbejdsdelte og globale markedsøkonomi, hvor vi netop udnytter hinandens styrker, så vi tilsammen får mest ud af det.

Men vi skal værdsætte borgernes egen dømmekraft og lade deres vurdering af, hvad der er bedst for dem, være bestemmende.

Ågerup skelner mellem de visionære og de jordnære. De første er dem med en stor plan for samfundet, som de gerne gennemfører politisk. Velfærdssocialismen som officiel socialdemokratisk politisk siden efterkrigstiden er eksempel på det. En stor samfundsplanlægning for Danmark.

De jordnære er dem, som vil lade mennesket selv afgøre de væsentlige ting om deres liv: opdragelse, skolegang, forbrugsvalg, kost etc. Og politikere skal mere være som dommere eller linjevogtere og kun skride ind, når regler brydes eller der skal laves nye, begrænsede regler.

De visionære er typisk rød blok, venstrefløjen, mens de jordnære er blå blok og de borgerlige (eller burde i hvert fald være det ifølge Ågerup). De visionære tror på menneskets godhed og fornuft, som derfor kan indordnes i en større plan, der typisk sætter lighed som et overordnet mål. Omvendt tror de jordnære mere på, at mennesket er snæversynet, egennyttigt og fejlagtigt og det er udgangspunktet som politik bør bygge på. Inuitterne er jord- eller snenære, de kender deres territorium og kan overleve. Deres viden er den, de skal bruge for at klare sig.

Martin Ågerup beskriver det visionære menneskesyn som et produkt af Jean-Jacques Rousseaus tanker og senere inspirerede det marxismen, socialismen og kommunismen. Omvendt er han nølende med det jordnære menneskesyns rødder, men det er oplagt Adam Smith, som ikke nævnes.

Visionære tror meget på at kunne skabe et bedre menneske, der ikke tænker jordnært og til egen næsetip. Mens jordnære tanker går ud på at anerkende menneskets incitamenter, det er ok at sætte i værk og tjene penge på det.

Alle både borgere og politikere og partier er hybrider af visioner, og kun Enhedslisten passer mest rent ind som et visionært parti, der mener at vide, hvad der er godt for mennesket.

Martin Ågerup fremstiller Mette Frederiksen som en visionær politiker i 2005, da hun i stærke vendinger opfordrede forældre og især de ressourcestærke til at benytte folkeskolen. Men hun blev jordnær og inuit i 2010, da hun satte sin datter i privatskole, fordi det var bedst for hende. Ågerup skoser hende ikke for det jordnære valg af skole til barnet, for det personlige valg er netop subjektivt og svært at vurdere for udenforstående, men han kritiserer Mette Frederiksen med rette for, at hun ikke har draget politiske konsekvenser af sit valg. Mette Frederiksen tror stadig på store forkromede samfundsbeslutninger og planer, hvor vi som borgere kan passe ind som møtrikker og tandhjul. Privat har hun lært noget, men ikke politisk. Vi er alle konservative om det, vi ved noget om. Ligesom da kommunisternes hedengangne formand kørte Volvo og ikke Lada, og affejede kritik med, at han var uddannet mekaniker før han blev kommunist.

Ifølge Ågerup bør politikerne overlade mere myndighed til borgerne og hele tiden til det laveste led. Vi skal som borgere være og anerkendes som inuitter, der kender vores egen lokale verden, ved bedst hvad der skal gøres, og politikerne skal ikke komme med rigide bestemmelser, som sætter den lokale viden og know-how ud af kraft.

Det er yderst relevant kritik, når man næsten dagligt kan opleve offentligt ansatte, fra SOSU-er og sygeplejersker til politifolk, der dåner over hvad de skal gøre og registrere og ikke må gøre, velvidende, at det ville være bedre på en anden måde. Alt sammen fordi et kæmpe og kraftigt net som fra en tigerjagt har sænket sig over alle ansatte og borgere med kontakt til det offentlige, og som forlanger rigide regler og procedurer overholdt, mens personernes egen viden og ofte livslange erfaring sættes ud af kraft. Når institutionerne og civilsamfundet alligevel til dels fungerer, skyldes det i høj grad den inuit, der heldigvis stadig bor i os alle sammen, så vi på trods af ordrer ovenfra alligevel gør tingene, så vi ved de fungerer.

Martin Ågerup har skrevet en politisk debatbog, som forsøger at samle liberale og konservative i blå blok og være fælles om at være borgerlig, og det er prisværdigt, men det bedste ved bogen er det begrebsapparat, som er stærkt inspireret af den amerikanske økonom Thomas Sowell, som han analyserer dansk politik ud fra. F.eks. at visionære politikere mest bygger på gode hensigter, og af mærkelig grunde bliver deres planers uduelige eller katastrofale konsekvenser ikke debiteret dem. Og markedets fortræffelighed i høj grad bygger på jordnær erfaring som resulterer i vækst og velstand, men som ikke krediteres blå blok.

Dilemmaet er permanent: det er sjovere at have uret med de røde end ret med de blå. Ligesom blå kvinder ikke rekrutteres til chefjobs på samme måde som Enhedslistens frontkvinder, selvom de første som regel har en uddannelse over bachelor-niveau på RUC.

Dog forekommer Ågerup ikke helt konsistent, når han på den ene side fremhæver den personlige, tavse viden, som markedet bygger på, og så kravet om evidens ved politiske planer (”politik så vidt muligt bør baseres på evidens”). Han kritiserer flere visionære reformer for, at de manglede evidens, altså videnskabeligt underbygget begrundelse, men pointen ved en jordnær vision er, at den slags viden kun i meget ringe grad kan etableres. Købere og sælgere på markedet er sjældent i stand til at artikulere den implicitte viden, som de handler ud fra.

Det kan næppe videnskabeligt bevises, at børn har det bedst ved at blive opdraget i familien frem for i en institution, eller så er præmisserne for en sådan undersøgelse af så normativ karakter, at svaret giver sig selv. Og det rammer lige ind i dilemmaet for borgerlige partier, at deres vision bygger på, at den vigtige viden i samfundet findes spredt, individ-relateret, men denne kan altid trumfes af de visionære planers projekterede viden, som lover guld og grønne skove.

Kan man så føre politik på mavefornemmelser og anekdoter? Den konservative amerikanske publicist Bill Buckley provokerede engang ved at sige, at han hellere ville regeres af 100 tilfælde navne i Bostons telefonbog end af de 100 klogeste Harvard-professorer.

Ja, der bliver sagt mere sandt i en skurvogn end på universiteternes institutter, men den ”inuit-sandhed” er netop ikke brugbar i den politiske argumentation, der vil have rapporter og videnskabelige udtalelser. Anders Fogh Rasmussen forsøgte det i sin tid med angrebet på smagsdommerne, der ville gøre sig kloge på det almindelige liv, men det er kamikazeagtigt eller Don Quijote-parodisk at konfrontere den samlede akademiske klasse. Det kræver en demagog eller populist eller faktaresistent politiker og så er vi i en anden boldgade. Eller tilbage til Mogens Glistrup.

Martin Ågerup har skrevet en pædagogisk bog, der tager læseren i hånden uden at bruge fremmedord og forklarer med klare ord sit anliggende. Her minder bogen lidt om Alex Vanopslaghs bog Vejen til ansvar, som holder sig fra de prangende politiske slagord og mere forsøger at forklare det politiske anliggende i dagligdags sprog og med eksempler fra dagligdagen og det personlige liv.