Warning: call_user_func_array() expects parameter 1 to be a valid callback, function '_wp_footnotes_kses_init' not found or invalid function name in /var/www/indblik.dk/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 308
Europa fra krig til enhed

Europa fra krig til enhed

Når vi diskuterer Europas historie i efterkrigstiden og særligt udviklingen af EF/EU, vælter det op med mange hånde motiver til og forklaringer af udviklingen. For som i al historie er årsagerne mange og ofte viklet ind i ideer, ønsketænkning og realpolitik.

Historikeren Morten Møller beskriver i bogen Ud af ruinerne. Vejen mod et forenet Europa (Forlaget Lindhardt og Ringhof, 271 sider) Europas historie ud fra de tidligere ønsker om et forenet Europa tilbage fra Første Verdenskrig og op til dannelsen af Kul- og Stålunionen i 1952.

Det er et vanskeligt projekt at skelne skrivebordsplaner og luftkasteller fra realpolitisk mulige mål. Der har været masser af luftige ideer om Europa som en politisk enhed, og interessante nok i sig selv, men det afgørende er påvirkningen af historien. Gode ideer har ingen kraft, sagde Spinoza. Så de gode forslag skal altid harmonere med en realpolitisk udvikling.

Historikeren Morten Møller har tidligere skrevet fremragende værker om Mogens Fog og danske kommunister, hvor han med en imponerende upåvirkethed af årtiers venstredrejning skrev fordomsfrit om tidligere koryfæer. Han gik bag om ordene og ideologierne og det gav en ny fremstilling af historien.

Det lykkes knap så godt i denne bog om Europa, hvor Morten Møller tenderer mod en forsimplet modstilling mellem nationalisme (nationalstaternes realpolitik), som associeres med det snævre og onde, og internationale ansatser, som ofte forudsættes som gode fordi de stræber efter enhed.

Han beskriver Første Verdenskrigs fredsslutning, Versailles-freden, som ikke blev en god fred, fordi Frankrig fik frit løb til at køre straffesag mod Tyskland. John Maynard Keynes kritiserede freden sønderlemmende og præcist, som Møller citerer.

Men Møller går galt i byen i analysen af, hvad der skete. ”Nye grænsedragninger tegnedes som følge af politiske studehandler, nye opdelinger af mennesker blev foretaget uden indre logik, nye nationalstater, der i flere tilfælde blot var udtryk for ét folks dominans over andre, så dagens lys. Det gentegnede europakort var spækket med områder, der pegede i retning af konflikt”, skriver Møller.

Det er ikke helt rigtigt. Det blev forsøgt med stort held at trække nye grænser efter nationalitetsprincippet, og der blev skabt nye mere bæredygtige stater med større overensstemmelse mellem folk og stat. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson skitserede i sine 14 punkter i 1917 konturerne af en efterkrigsordning, som indebar opløsning af overnationale stater eller imperier til fordel for nationalstater med grænser bedst muligt efter nationalitetsprincippet indenfor en international frihandelsordning.

Illustrativt er afstemningen om en dansk-tysk grænse i 1920, som blev en succes og er samme grænse i dag, men det er rigtigt at mange andre grænseafstemninger blev overtrumfet senere. Tjekkoslovakiet, Polen, Estland, Letland og Litauen og flere endnu blev selvstændige stater, som de igen blev efter Sovjetunionens opløsning i 1990. Det var ikke blot studehandler og der var en indre logik i det (nationalitetsprincippet). Tjekkoslovakiets udvikling som nationalstat med Thomas Masaryk som forbilledlig første præsident og med et fuldt tolereret tysk mindretal er idealet på en fredelig ordning i en verden med delvis blandede folkeslag.

Woodrow Wilson ønskede i 1917 Jugoslavien opløst til fordel for nationalitetsbaserede stater, og det kunne – måske – have undgået den senere blodige borgerkrig i 1990erne.

Nationalitetsprincippet var et fredsprincip, og det har Morten Møller ikke forståelse for. Og Versaillesfreden blev en fiasko, fordi Wilson og USA ikke tog téten og fastholdt princippet, men i stedet overlod alt for meget til Frankrig, der ville have hævn.

Mogens Møller citerer den ofte citerede Stefan Zweig med dennes oplevelser fra verden af i går, hvor alt hang sammen og var fredeligt, ”tryghedens gyldne alder”, men så skal det med i billedet, at verdensordningen fra 1815 til 1914, den længste fredsperiode i Europas historie, bestod af nationalstater, men som respekterede et fælles økonomisk system med en valuta forankret i guldmøntfoden. Verdensøkonomien skabte freden, kunne man sige. Og staterne var stadig svage og ikke så centraliserede og magtfulde som senere hen.

I mellemkrigstiden formuleredes forskellige forsøg på et samlet Europa. Coudenhove-Kalergis bog Pan-Europa fra 1924 og den franske premierminister Edouard Herriots håb om Europas Forenede Stater forblev skrivebordsfantasier.

Så kom Anden Verdenskrig med Tysklands ensidige aggression, men også et pendulsving fra Versaillesfreden. Ideen om at skaffe Lebensraum i Østeuropa var ikke Hitlers egen opfindelse, men fællesgods fra Weimartiden. Tit er historien mere kontinuerlig end man tror. Og så iklædte nazisterne også deres vision et nyt fælles overstatsligt Neuropa

Anden Verdenskrigs ødelæggelser kun en generation efter den Første Verdenskrig affødte mange tanker om at undgå tilsvarende i fremtiden. Og svaret blev ofte set i en overstatslig, international ordning, der kunne kontrollere nationalstaterne.

Møller refererer den tyske modstandsmand Helmuth von Moltke, som var en dybt sympatisk preusser, som samlede ligesindede antinazister på sit gods i Schlesien, kaldet Kreisauerkredsen, og mange af dem blev henrettet efter attentatet mod Hitler i 1944. Jeg læste for nylig en større biografi om Moltke, og skuffedes over idealismen og verdensfjernheden. Der var ikke brug for studiekredse om Tysklands og Europas fremtid i 1943-44, men aktiv handling som Stauffenberg leverede. Og Sophie og Hans Scholl. Beundringsværdig og sympatisk var Moltke fra den urgamle officersfamilie med holstenske og danske forbindelser, og blandt de blinde er den enøjede konge, men selv gode ideer er på den korte bane ikke nok mod sværdet.

Møllers helt er Jean Monnet, der hele sit liv skrev og talte for og mødtes med mange for at skabe union i Vesteuropa, særligt med udgangspunkt i Frankrig. Ambitionerne var der, i høj grad, men i hvilken udstrækning ideerne var årsagen, er mere tvivlsomt. Monnet var i alt for høj grad præget af en luftbåren idealisme, og det er ofte kun staters egeninteresser som formår stater at samarbejde. Som vist Bismarck klogt sagde, så hører man oftest ordet ’Europa’ i munden på statsmænd, om gerne vil have noget af nabolandene, som de ikke kan opnå gennem nationen selv. Det er som at sætte vognen foran hesten at tro, at gode ideer alene kan styre eller forklare udviklingen.

Jeg deler derfor heller ikke Møllers vurdering af Monnet som afgørende for udviklingen af det begyndende EU. At Europas lande økonomisk og politisk kunne genopstå som en Fugl Føniks efter 1945 skyldtes primært dygtige statsmænd i nationalstaterne, som også så nationale interesser og perspektiver i overstatsligt samarbejde. Først og fremmest den tyske kansler fra 1949 Konrad Adenauer, som kom fra Rhinlandet og i sind var tættere på Frankrig end på Preussen. Hans motivation for at indgå i tæt overstatsligt samarbejde med Frankrig var lige så meget negativt motiveret, nemlig frygten for Sovjetunionen og dets vasalstat DDR, som Adenauer så som et mix af preussisk mentalitet og kommunisme, begge dele lige væmmelige for ham.

Frankrigs politikere var ligeledes motiveret af permanent frygt for Tyskland, hvor overstatslige organer kunne være vejen frem for kontrol med nabostaten.

Især Frankrigs og Tysklands ledende politikere kunne enes, fordi det var i begge landes interesser. Og så kom al panegyrikken med enhed og Charlemagne til som glasur.

For den vigtigste grund til Vesttysklands genopståen også som en attraktiv partner for nabolande var det tyske økonomiske mirakel, das Wirtschaftswunder, og det var i høj grad mere økonomiminister Ludwig Erhards værk. Og Erhard var i øvrigt dybt skeptisk overfor den begyndende kul- og stålunion, fordi han så overstatslig dirigisme i foretagendet. Ludwig Erhard var mere til den klassiske angelsaksiske frihandel.

Det bliver spændende, om Morten Møller kommer med en fortsætter, der fører udviklingen op til EU fra 1990erne og Euroen fra 2000’erne.

[adning id="17957"]

Fik du læst?