Amerikanerne savner prinsesser og dronninger, så Førstedamer i Det Hvide Hus og hollywoodstjerner må kompensere ved at blive vurderet på deres udseende, stil og evner som mor. En udstilling af førstedamernes kjoler på National Museum of American History, iscenesætter behovet for den bog som Kirstine Biltoft-Knudsen og Agnete Wismer nu barsler med. Bogen fokuserer på alt det, som svøbes i pailletter, gul silke og hvid chiffon. Og tak for at få en “voksen i lokalet”, til at fokusere på alt det kvinder er – bag det ydre.

Indledningsvis kan vi likvidere en af de fremherskende fordomme om, at kvinder ganske naturligt får større og vigtigere opgaver, i takt med frigørelse, ligestilling og bedre uddannelse. Edith Wilson og Eleanor Roosevelt havde enorm betydning – både for deres tid – men også for eftertiden. I sammenligning med disse to, kommer f.eks. Melania Trump let til at fremstå som “An armpiece without impact”.

Edith

Edith Wilson karakteriseres som skyggepræsidenten, og hermed rummes med et ord to karakteristika, som blev definerende for Ediths opgave for hendes mand. For det første blev hun udførende i en grad som forfatningsretligt er tiltænkt Vicepræsidenten, og for det andet blev hendes rolle holdt ude af det stærke lys, for at beskytte præsidentembedets magt. Men dobbeltspillet fik en ende, og den valgte præsident døde. Herefter bruger Edith Wilson resten af sit liv til at pleje sin mands eftermæle. Eftermælet skal vise sig ofte at blive førstedamernes livsopgave. Edith havde arvet en antikbutik fra et tidligere ægteskab – så hun var selvforsørgende. Hun fastholdt en rolle i politik – særlig i relationen med Eleanor Roosevelt, og inviterede alle de efterfølgende førstedamer til en samtale om deres nye rolle i Det Hvide Hus. Det sidste møde blev med Jackie Kennedy.

Eleanor

Eleanor Roosevelt voksede til gengæld helt ud af sin mands skygge – mange vil mene, at hun allerede fik selvstændig politisk profil, mens præsidenten var i live. Alle må erkende at det lykkedes til fulde, da Truman bad hende indtage en nøglerolle i udviklingen af det nye regelbaserede FN i 1945. Eleanor blev førstedame for hele Verden, dog med den begrænsning, at blandt andet Rusland anbefalede et noget andet etisk udgangspunkt end den Vestlige Verdens.

Jacqueline de Bouvier

Jackie Kennedy kom til at indtage rollen som international royal. Med sin velhavende baggrund fra familien de Bouvier, og sin modellignende fremtoning – havde Jacqueline mulighed for at udvikle sig til et modeikon. Hun var som skabt til cabrioleter. Og sådan en Lincoln Continental Convertible overtalte præsidenten Secret Service til at godkende – til brug for besøget i Texas 1963. Turen endte på tragisk vis på Park Hospital i Dallas. Jackies’ afgørende indsats var nok den posthume iscenesættelse af JFK-perioden som et gyldent Camelot-eventyr. Forfatterne fortæller historisk korrekt om den virkelighed, som vi siden ’63 er blevet bekendt med. Portrætbogen gengiver realiteterne med arveforskudet til Jackie, for i det mindste at udskyde skilsmissen til efter valget, og den begrænsede politiske indenrigspolitiske succes, som prægede JFKs præsidentperiode. Og det forstærker forfatternes pointe om, at Jackie har æren for det eftermæle, som John har fået, og det valggrundlag som Robert Kennedy byggede sin kampagne på.

Lady Bird

Lady Bird Johnson fik ligesom sin mand gennemført langt mere amerikansk politik – sammenlignet med forgængerne fra Camelot, som havde kørt voldsomt skyts frem imod ef.eks. organiseret kriminalitet og farvedes rettigheder – uden rigtig at komme i mål. Mens det politiske mod og samarbejdsevnerne svigtede for Kennedy, så var Lyndon B. Johnson som præsident langt mere erfaren og insisterende. Problemet for Johnson var, at Kennedyerne havde åbnet dørene til Vietnam-krigen for CIA, og det som kritikerne kaldte det militærindustrielle kompleks. De havde startet debatten om borgerrettighedsbevægelsen, uden at følge følge udfordringerne op med lovgivning. Her svigtede Johnsons politiske selvtillid. Han var klar til at trække sig som præsident ved tanken om, hvor meget opbakning han ville miste ved at fortsætte krigen eller ved at sikre farvede amerikaneres rettigheder i Sydstaterne. Der er mange grunde til, at kendskabet til Præsident Johnson er mindre end til JFK. Det handler om, at Kennedy på mange måder inspirerede vælgerbefolkningen og medierne til at tænke på fremtiden og samfundsværdierne med fornyet livslyst. Realiteten var, at Johnson fik moderniseret det amerikanske samfund på en række væsentlige områder. Dette blev forudsætningen for, at han kunne vinde over den republikanske udfordrer Barry Goldwater og dernæst, at han fik borgerrettighederne sikret.

Her kommer Lady Bird ind i billedet. Hvor Jackie Kennedy hadede politik, kom Lady Bird til at engagere sig konstruktivt og empatisk. Først overbeviste hun sin mand om at der var flere fordele ved at blive på posten – sammenlignet med at give op. Det lykkedes hende at opstille argumenter for og imod, på en saglig måde der overbeviste Lyndon. Dernæst forstod hun sin temperamentsfulde mand så godt, at hun kunne påvirke ham konstruktivt, og endelig var hun i stand til selv at etablere politiske møder om vanskelige emner. Lady Bird var vokset op i en velhavende Sydstatsfamilie, og hun vidste at borgerretslovgivningen ville strande, medmindre den blev solgt ordentlig ind i det hun kaldte Savanna områderne. Her trodsede hun bombetrusler og hadefulde tilråb, og gennemførte et hav af møder. Selvfølgelig fik hun ikke gjort privilegerede hvide sydstatsdemokrater til folk, der elskede kvinder og farvede som deres ligemænd. Men de lyttede til hende, som en af deres egne. Mange har meget at takke Lady Bird for.

Jeg tøver ikke med at sige, at alene afsnittet om Lady Bird er hele bogen værd, for her møder vi en underkendt og klog kvinde, som forsøger at trække et stokkonservativt og stivnet samfund til at forstå betydningen af  emner som naturbeskyttelse og racemæssig ligestilling. Da Lady Bird som vicepræsidentfrue blev bedt om at kommentere på Jackies frisure, svarede hun, at hun synes at det var vigtigere at kommentere, på det som var inde i hovedet end det som sad uden på. Lady Bird skulle ikke betales for at blive i ægteskabet. Hun brugte sin arv til at investere i politiske valgkampe og radiostationer, og hun sagde sin mand konstruktivt imod. Denne forfatter har læst udskrifter fra interviews med Lyndon B. Johnsons elskerinde om tilrettelæggelsen af mordet på JFK. På den led kan man udlede, at både den polioramte Roosevelt, den Addison-plagede Kennedy og den iltre Johnson udsatte deres ægtefæller for utroskab. Og med et skævt smil kan man sige, at det senere i denne anmeldelse vil stå klart, at særlig demokrater har blik for letlevende kvinder… Tankevækkende at da en nær ven og samarbejdspartner i Johnson administrationen blev opdaget, mens han havde sex med en anden mand på et lufthavnstoilet. Her er det Lady Bird, som er rummelig, og ønsker at række ham en hånd midt i mediestormen. Johnson ville slå hånden af sin medarbejder for utroskab, og så tilmed et homoseksuelt utroskab! Her trives dobbelt moral næsten lige så godt som i svensk alkohol-kultur.

Betty

Betty Ford afsnittet er ikke kun velskrevet, det er rørende og så fortæller det om en republikansk danseglad husmor, som opdagede, hvad hun kunne. Mest fordi Betty er en ualmindelig ærlig og entusiastisk tabubryder. Betty var personligt modig, og så skånede hun ikke sig selv. Førstedamer er ikke som deres mænd valgt af millioner. De er kun valgt af præsidenten. Gerald Ford havde valgt en fantastisk kvinde. Hold nu op for en kvinde med nerve og power! Betty Ford har efterladt sig et feminint fodaftryk, som målbart har ændret på kvinders indsigt i brystcancer samt stof- og spiritusafhængighed. Betty Ford-klinikerne hjælper stadig folk ud deres afhængighed.

Nancy

Nancy Reagan havde en ledende rolle at spille i forhold til sin veltalende og tillidsvækkende kommunikator. Det er ofte blevet sagt, at Ronald Reagan vidste hvor han skulle hen, mens Nancy vidste hvordan de skulle komme fremad. Her skal vi huske, at de to havde et langt parløb som politisk førstepar fra 1967 i Guvernørboligen i Californien, og hun var meget explicit med sin livsopgave, som hun definerede at coatche og støtte Ronalds personlige og politiske velbefindende. Den rolle udfyldte hun arbejdsomt og succesrigt, men i modsætning til flere af de andre førstedamer, så var indflydelsen som hovedregel formidlet gennem præsidenten. Helt overordnet så kom Iran-Contra skandalen til at fylde betydeligt i de første år, mens nedrustningsforhandlingerne med Gorbatjov er det, som vil stå tilbage i historiebøgerne. “Tear Down this Wall” og Sovjtunionens sammenbrud, skyldes ikke mindst Nancys gode forhold til Mikhail Gorbatjov. Det skriver Gorbatjov selv i sine erindringer.

Hillary

Hillary Clinton var lige så politisk engageret som Bill Clinton og fik en selvstændig rolle. Blev som bekendt selv præsidentkandidat og endte i et hårdhændet opgør med Trump – som han vandt. Bill og Hillary var et power-couple som trak White Water sagen (et fejlslagent investeringsprojekt) med ind i Det Hvide Hus. Republikaneren Kenneth Starr blev sat til at grave i parrets fortid. Først kæmpede Hillary med at få en sundhedsreform på plads. Det lykkedes ikke, og opgaven var også ekstremt svær. Da Hillary endelig havde fået internationalt gennembrud med kvindesagen, så fremlagde Kenneth Starr båndet bevis for, at Bill havde haft et upassende forhold til Monica Lewinsky. På mange måder blev Hillarys bedste år, tiden som Obamas hårdtarbejdende og loyale udenrigsminister.

Laura

Laura Bush kæmpede for kvinder, børn og biblioteker. Det giver altid god mening for en førstedame. Men det blev Lauras personlige egenskaber, hendes naturlige, rolige nærvær, som kom til at gøre den afgørende forskel for amerikanerne. Og de kvitterede med en af de højeste anerkendelser af en FLOTUS. Særlig to begivenheder skabte landesorg;

1)  De enorme oversvømmelse som orkanen Katrina medførte i NewOrleans deltaet. Laura forstod instinktivt, at børn fra de store sumpområder ud til Den Mexicanske Gulf, fik mareridt bare de hørte vandet i bruseren, efter deres legetøj og familiemedlemmer var druknet i muddervand. Laura Bush talte med tusindvis af børn om angst, og det væltede ind med personlige breve fra børn i hele landet.

2) 9/11 angrebet på Pentagon og Twin Towers. Laura udfyldte sin førstedamerolle ved at trøste, forklare og dele sorgen med de syge og efterladte. Det var lige så naturligt som for Lady Di i England, det var empatisk og ærligt. Det var lige det, som mange havde behov for efter den rystende oplevelse.

Michelle

Michelle Obama, var en succesrig advokat da Barack Obama blev præsidentkandidat. Sammen med deres 2 døtre blev de en stjernefamilie, der fortalte historien om, hvordan farvede med lange uddannelser kunne opnå de højeste positioner i samfundet. Barack Obama fremstod som en oratorisk begavelse. Høj, slank, dynamisk, empatisk og en mester i sprogbehandling. Michelle var formentlig fagligt endnu stærkere, og så var hun ligesom sin hvide forgænger Betty Ford supertrænet i dans og sport. Hun havde ligesom Laura Bush ikke haft ambitioner om at påvirke den politiske dagligdag. Hun valgte at bruge sig selv til at fokusere på en sund livsstil. Køkkenhave og motion skulle i centrum. Michelle blev aldrig træt af at fortælle om, hvordan det var for en farvet familie at vågne i et hus som er bygget af farvede slaver, og se ned på de store plæner hvor de 2 teenagepiger legede med deres hunde. Selv om det lyder lidt privilegie-blind, når man er veninde med Beyonce, har en millionindtægt, er gift med verdens mest indflydelsesrige mand – og så samtidig identificerer sig med de farvede familier i ghettoerne… Men det virkede, og Michelles bogudgivelser var som en picture perfect Hollywood produktion. Michelles perfekte tandpastasmil blev monogrammet for hendes status som verdensstjerne.

Melania

Melania Trump blev ligesom Hillary Clinton ramt hårdt af sin mands utroskab, og Melania måtte tilmed trækkes med Donalds nærmest kvindefjendske krav som udtrykket “Grab them by their pussy.” Melania meldte ud, at hun ville koncentrere sig om at sikre en ordentlig og tryg ramme på de sociale medier. Men hun var gift med en af de mest aggressive hadproducenter på nettet. I modsætning til de andre førstedamer er der ingen af hendes initiativer som har materialiseret sig i større taler eller i ny lovgivning. Forfatterne til bogen profilerer Melania som “den gådefulde enegænger”. Hun adskiller sig fra sine forgængere ved ikke at flytte ind i Det Hvide Hus, og så er der jo en reel mulighed for at hun kan få en ny periode som FLOTUS efter valget næste år.

Forskellen mellem Jill Biden og Malania Trump vil blive detailleret beskrevet af medierne i løbet af valgkampen…