Dronningen er gået og kongen er kommet til. Monarkiet lever. Oven i tronskiftet bliver danskerne beriget af en lille bog af vores nye konge, Kongeord (Kongeord – Frederik 10. fortæller til Jens Andersen, 112 sider, Politikens Forlag, 2024).

Bogen er trykt efter tronskiftet og færdigredigeret i hast lige efter nytåret, da kronprinsen nu skulle være konge, og er en fin aktuel forklaring fra kong Frederik 10. af de vigtigste pejlemærker i hans fremtidige kongegerning.

Bogen indeholder et kort tilbageblik på kongens liv og en aktuel udlægning af hans valgsprog eller kongeord: Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark. Det er meget fint og forklarende.

Alt det religiøse gemmer sig også i de ord. Også uden at Vorherre eller Gud nævnes eksplicit.

Bogen er en fin fortsættelse af bogen Kong Frederiks Tanker fra 1972, som var en samling af citater og fortællinger fra Frederik 10.´s morfar, Frederik 9. Ikke dybsindigt, ikke intellektuelt, men gode overvejelser som alle kan forstå og sætte sig ind i.

Og det er så det.

En konge skal ikke gøre sig klog. Det gør Frederik 10. heller ikke. Tværtimod fremtræder han som person ydmyg og beskeden og det virker ærligt. Og så skal alle mennesker, royale som dødelige, altid passe på ikke at bruge for mange ord eller sovse rundt i for meget. Show it, don’t tell it.

Majestæter skal ikke reflektere, men regere og diktere. Deres ord er altid talehandlinger. Korte og fyndige bemærkninger som skaber virkelighed.

Det er op til kunstnere og forfattere at tvivle og dvæle og udgrunde tilværelsens labyrintiske edderkoppespind og støvtrådeværk.

Som Søren Kierkegaard engang skrev, skal en konge ”ikke sige meget, men have sådan et mundheld, han siger ved enhver lejlighed, som følgelig intet siger”.

Monarki er rollespil, og fungerer kun når rollerne spilles. Og det er godt sådan. Og vi borgere og undersåtter kan også lære af rollespillet, for en vigtig del af alle menneskers tilværelse består i at leve efter og anerkende spilleregler.

Vi spiller alle efter regler i store del af vores liv, men det er – heldigvis – så internaliseret, at vi ikke er særlig klar over det. Ingen kan bare sige, hvad vi mener. Vi er alle bundet i et netværk af forpligtelser og solide konventioner, som vi lærer uden egentligt at vide hvordan.

Og igen kan kunstnere og provokatører gøre os alle kloge på vores forstillelse i rollerne ved at udstille udvendigheden i det alt sammen. Det hører til et levende samfund. Det er sket siden P.A. Heiberg i 1700-tallet.

Hvordan en monark rammer balancen mellem at være et menneske af kød og blod, en familiefar og ægtemand, med sorger og glæder, og samtidigt den højtidelige og ceremonielle regent, ja, det er det store spørgsmål, som også gemmer sig bag kong Frederik 10.´s overvejelser i bogen. Men det skal nødvendigvis ikke deles med offentligheden, selvom der sikkert står mange hofsnoge og forfattere som Jens Andersen i kø for at give monarken stemme.

Det er meget fornemt og godt tænkt af Kongehuset at præsentere den nye konge gennem denne lille bog, men den kan ikke erstatte det næsten daglige møde med gøremål og opgaver rundt i landet, hvor kongen og dronningen og med tiden flere af den kongelige familie må møde mennesker, være tilstedeværende og svare på spørgsmål med tålmod og åbenhed.