Den tyske forbundskansler Olaf Scholz har lige været på lynbesøg hos Kinas mægtige mand Xi Jinping. Det er det første udenlandske besøg siden Xi Jinping uden så stor overraskelse blev valgt til yderligere fem år som stats- og partichef i Kina for nylig.

Besøget har været stærkt omdiskuteret i Tyskland. Var det et knæfald for et diktatur? Kun på grund af coronareglerne fik de ikke trykket hænder. Skulle besøget befæste de økonomiske forbindelser mellem landene, hvor Mercedes sælger lige så mange biler i Kina som i resten af verden?

Besøget kommer oveni, at Olaf Scholz har solgt en god bid af Hamburg havn til et kinesisk selskab, altså til Kina. Scholz er tidligere borgmester i Hamburg og havde gerne solgt mere af aktierne i havne-terminalen til kineserne. For kritikerne var det grænseoverskridende at sælge så meget tysk infrastruktur til et fremmed land.

Men hvem er denne nye magtfulde mand i Kina?

For nylig udkom bogen Kina i det 21. århundrede. Xi Jinpings Kina, skrevet af historikeren og Kina-kenderen Jens Peter Fage Madsen (Forlaget Mellemgaard, 284 sider, 2022). Her gives brikker til et portræt af denne magtfulde mand, og i dag måske den mest magtfulde i verden.

Men det er svært med de kinesiske kilder, og der foreligger mest officielt stof, som ikke nødvendigvis giver det sande billede. Men noget kan siges om Xi.

Han er født i 1953 og hans far var tæt på den kinesisk-kommunistiske magtelite. Ven og senere uven med Mao, helt tilbage fra den lange march, og fik også en magtbase efter kommunistpartiets sejr i 1949. Familien flyttede til Beijing og Xi voksede op og gik i en eliteskole i Beijing sammen med kommunistpartiets spidsers sønner og døtre. I en ideologisk osteklokke, skriver Fage Madsen.

Imens gennemlevede faderen og familien alle de store vanvids-reformer, Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen. Et ubestemt tal mellem 20 og 50 millioner omkom under eksperimentet. Xi´s far nåede at blive vicestatsminister i 1962, men faldt så i unåde, forvist, igen rehabiliteret under Deng Xiaoping og nu tilhænger markedsøkonomiske reformer, modstander af massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, fjernet igen og døde så i 2002, 88 år gammel.

Bogen giver ikke nogen nøgle til at forstå Xi Jinping og Fage Madsen forholder sig fornemt sagligt og kildebaseret til, hvad vi kan vide. Som fader, så søn, siger man, og mon ikke Xi gennem faderens opbakning til Deng Xiaopings forsøg på at indføre markedsøkonomi har modtaget en meget vigtig arv?

Xi Jinping gør den lange karriere op gennem parti og stat. I 2002 medlem af Centralkomiteen, fra 2008 vicepræsident, og så fra 2012 Kinas reelle leder som generalsekretær for kommunistpartiet og fra 2013 Kinas præsident.

Hvem er han så, Xi Jinping?

Han ansigt og kropssprog åbenbarer ingenting.

I taler roser han Deng Xiaopings modernisering, som var et vigtigt skridt væk fra Maos kommunistiske stupiditet. Deng forstod, at statslig centralstyring ikke er vejen, og hans eksperimenter med begrænsede områder med markedsøkonomi var overordentligt succesrige og signifikante. Xi og hans fars linje fra Deng er her positiv. I en tale fra 2013 talte Xi om, at Kina skulle gøre brug både af markedets usynlige hånd og statens synlige hånd, og det virker som om han forstod noget vigtigt. Markedet er med et citat fra Deng som en kat, og det er ligegyldigt om katten er sort, hvid eller grå, hvis bare den kan fange mus. Herhjemme sagde Jens Otto Krag noget lignende engang, nemlig at markedet er som en høne, der lægger guldæg, og en sådan høne slagter man ikke, men fodrer.

På den anden side kan Xi også citeres for taler, hvor socialismen bliver statsreligion og kommunistpartiets magtmonopol aldrig står til debat. Kontinuiteten tilbage fra 1949 betones og arven fra Mao forherliges. Pessimister taler om Xi som ’Mao version 2.0’.

Religionsfriheden, som var helt væk under Mao, blev fra 1980erne større, de fem etablerede religiøse samfund blev tilladt, men under Xi er der igen sket en restriktion.

Vi kan ikke få nok bøger og artikler om Kina i dag, for det er virkelig påkrævende at få mere grundlag for at danne sig et indtryk om verdens folkerigeste stat, som om få år sandsynligvis også overhaler USA som jordens stærkeste økonomi. I forhold til Rusland og Putin lullede Vesten eller rettere Vesteuropa sig i søvn, og derfor er det påkrævet med mere og mangfoldig viden om Riget i Midten.

Jeg har altid været optimist med markedets evne til at understøtte frihed. For at kunne handle med hinanden, kræves en vis form for informationsfrihed, og den virker på lang sigt underminerende på diktaturet. Så når et land langsomt indfører markedsøkonomi, vil det altid være under pres for mere frihed, fordi markedet kun fungerer under en vis grad af kontrakts- og informationsfrihed, og disse er svære at begrænse til snæver kommerciel sjakren.

Og der er også kommet mere frihed og især velstand i forhold til Mao-tiden. Men man har sin tvivl med Xi Jinping som rorgænger, og det synes næsten umuligt at aflæse en tendens eller holdning andet end i handlingerne.