Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
[responsivevoice voice=”Danish Female” buttontext=”Lyt til artikel”]
Af Henrik Gade Jensen
Mange film får en efterfølger få år efter. Ja, man kan oftere og oftere se film, som lægger op til en nr. to i sin slutning. Helten må ikke dø, for film er også industri og en pengemaskine. Det er show business. Undtagelsen er selvfølgelig Jacob Haugaards Jydekompagniet fra 1988, der gik direkte til nr. 3, fordi opfølgeren plejer at være dårlig, mente Haugaard.
Så meget mere respekt for Top Gun, der kom i sin første udgave i 1986, og først nu, i 2022 har fået sin efterfølger i Top Gun Maverick. Men det er samme skuespiller, Tom Cruise, alias en aldrende Captain Pete Mitchell, og nu med flere år på bagen, og stadig fremragende og tændt.
Handlingen er banal. De bedste jagerpiloter i USA er samlet, og den rebelske Tom Cruise (Captain ’Maverick’ Pete Mitchell) er blevet for gammel til selv at flyve på missioner og skal så træne og samle et team af de bedste. Opgaven er at smadre et solidt beskyttet atomanlæg i en fremmed despot-stat. Hvor det er, siges ikke. Men det er ikke et helt fiktivt scenarium.
Opgaven er svær og kræver det yderste af fly og piloter. Atomanlægget ligger beskyttet bag bjerge og kløfter, som der skal flyves ind til på kort tid, og med stor risiko for at blive opdaget af fjendes radar, missiler og fly.
Øvelsesflyvningerne har svært ved at nå det krævede tidsmål og præcisionsbombning, og forviklinger ender med, at Tom Cruise selv må lede missionen i det første fly. Det lykkes til sidst at destruere fjendens atomreaktor og også slippe væk, om end i hård kamp med fremmede missiler og jagerfly, på jorden og i luften.
Handlingen er så krydret med diverse personlige konflikter og opgør. Tom Cruise bliver forsonet med sin gamle rival fra Top Gun i 1986, der endte som admiral og blev hans beskytter. Og der gemmer sig flere personstridigheder selv i et topprofessionelt team af jagerpiloter. Der er kvinder og der er etniciteter med, som der skal og bør være, men de er alle gået gennem en hård og krævende uddannelse og sat på yderste prøve for at nå deres mål. Ingen klynk, offermentalitet eller identitetsdebat. Og så er der selvfølgelig en banal kærlighedshistorie med, som hører sig til.
Filmen er fremragende i lyd og billeder. Det er en film om de bedste jagerfly på jorden, den ypperste teknik og menneskets ekstreme ydeevne som pilot. Det er action i luften med kamp på liv og død.
Optagelserne på hangarskibe med start og landinger af disse flyvende monstermaskiner med voldsom kraft er imponerende. Forberedelserne og indflyvningen til bombningen af fjendens anlæg spænder alle nerver i kroppen, selvom man har en stærk anelse om, at det nok lykkes.
Det er en dyb patriotisk film, og der er ikke gnist af kritik eller tvivl om berettigelsen af et stærkt amerikansk flyvevåben. Til gengæld er fjenden anonym og ingen nævnes ved navn.
Og så selvom filmen brager igennem med jagerflyenes drøn, mener en amerikansk admiral alligevel i begyndelsen af filmen, at jagerfly er forældede og bevillingerne skal skæres ned. For førerlæse droner er fremtiden, og så får filmen alligevel et nostalgisk og melankolsk skær. Det er også det, som Pete ’Maverick’ vil bevise: jagerflyene kan stadig noget.
En interessant detalje ved filmen, som jeg slet ikke bemærkede i biografen, er at Tom Cruise i den første Top Gun-film fra 1986 bar et lille Taiwan-flag på sin legendære læderjakke. Ved traileren til filmen i 2019 var de taiwanesiske symboler forsvundet, og det blev tolket som et knæfald for Kina og for kommercielle profitinteresser på det kinesiske biografmarked. Men så da filmen kom ud her i 2022, var de taiwanesiske symboler igen til stede på Captain Pete ’Maverick’ Mitchells jakke. Og filmen blev straks bandlyst i Kina.
Det har så igen sat gang i spekulationer om, at Hollywood nu tænker mere patriotisk end kommercielt, de finder sig ikke i censur og pression, og afskærer sig frivilligt fra et kæmpe milliard-marked. Der er ingen kommentarer fra Tom Cruise eller producenterne. Noget er sket mellem 2019 og 2022? Tilfældigt er det ikke. Beundringsværdigt er det også.
[/responsivevoice]