Fredag den 22. november 1963 kl 12.30, sænker chaufføren hastigheden på den åbne Lincoln for at komme gennem det skarpe sving til Dealey Plaza.

Få sekunder senere får præsidenten skudt en del af baghovedet og hjernen bort i en rædselsvækkende likvidering.

Langt de fleste stod helt forstenede og mange lod tårerne løbe. Ikke kun amerikanere, men mennesker kloden rundt, mistede et fantastisk fremtidsperspektiv. De husker nøjagtig hvor de befandt sig, da Walther Croncite måtte tage sit kraftige brillestel af, mens han konstaterede den unge præsident død på Parkland Hospital, og versionerede dødstidspunktet til tidszonerne. Det gjorde ondt.

Millioner over hele verden kender samtlige detaljer omkring forsvundne FBI-agenter, døde vidner og magic bullits fra flere vinkler.

Noget at skjule?

Denne artikel fokuserer på hvorfor, der har været så voldsom overdødelighed blandt de vidner, som ikke er helt overbevist om Warren rapportens konklusion om, at Kennedy blev dræbt at en ussel person, som helt på egen hånd planlagde og gennemførte drabet – drevet af ren og skær ondskab.

Spørgsmålet er, om der var interesse for at skjule forhold, som kan begrunde mørklægningen.

Baggrund

Efter snart 60 års produktion af ekstreme mængder materiale, er det nødvendigt at foretage et snit mellem a) indføring i sagen for folk som ikke har siddet begravet i international politik siden anden verdenskrig, og b) derefter løfte fokus til den overordnede forudsætning for utrygheden ved Warren rapporten.

Er der interessenter som har både ressourcer og motiv, der kan omfatte Lee Harvey Oswald?

Hvorfor sluger borgerne ikke staternes forklaringer råt?

I et vestligt demokrati er det ikke så let at lukke en sag på en falsk tone. Det er langtfra alle som er gået glip af en strålende karriere som politiefterforsker. Men de fleste mennesker kan fornemme, når de kun får en halv sandhed – eller måske en hel løgn. Sådan så det ud for rigtig mange advokater, journalister og helt almindelige borgere midt i tresserne. Og sådan så det stadig ud 10 år senere efter Watergate, da der kom perspektiv på en række mord som tilsvarende blev begået af “solister uden netværk”.

Hvem har undersøgt forløbet?

I USA fik Warren-kommissionens konklusioner ikke lange perioder med fred: Kommissionens rapport kom allerede i ’64, for sagen skulle hurtigst muligt lukkes. I stedet for at dysse sagen ned, så antændte den Jim Garrison (som blev portrætteret i Oliver Stone filmen “JFK”) – efterforskningen i 1966, der kulminerede med anholdelsen af Clay Shaw i ’67.

I ’68 blev både Martin Luther King og Johns bror’ Robert Kennedy dræbt, og chokerede amerikanere overvejede seriøst, om der var kastet en forbandelse over landet. Under alle omstændigheder fik Watergate og ligposerne fra Saigon, skabt efterspørgsel på selvransagelse og oprydning i alt det staten havde skjult siden anden Verdenskrig.

I ’76 indledte House Select Committee on Assassination (HSCA) sit arbejde – og afleverede sin rapport i ’79 – efter utallige benspænd og budgetnedskæringer.

Ud over kongreshøringer og offentlige undersøgelser, har drabet givet anledning til et overvældende antal film, TV-serier, artikler, podcasts, foredrag og bøger.

De 5 grupperinger under mistanke.

Denne artikel har fokus på mistanken til 5 grupperinger – hvoraf de 4 har både motiv og kapacitet til at planlægge, udføre og afspore opklaringen af mordet på verdens mest magtfulde enkeltperson:

1) De utrolig skuffede eksilcubanere med base i Miami.

2) Organized crime i form af mafiaen.

3) Noget der minder om et statskup hvor sikkerhedstjenesterne og politiske højrekræfter anser JFK for at være en national sikkerhedsrisiko.

4) Det militærindustrielle kompleks som frygtede, at JFK udviklede isolationisme i forhold til “konflikter langt fra hjemmet” (Oliver Stones fokus i JFK).

Og så den sidste variant.

5) Et enkeltindivid, som måske har opbygget jalousi i forhold til overklassesønnen som ikke har fortjent en Hollywood tilværelse.

Denne forfatter er helt bevidst om at der arbejdes seriøst med eks. franske lejemordere betalt af Colby og relateret til drabsforsøget på DeGaulle. Ideen med at lade en udlænding foretage drabet og forlade landet få timer efter udåden, minder lidt om tankegangen i Palmekommissionens seneste år. Jeg er ikke overbevist om at det er relevant i JFK-sagen, men mordet er stadig ikke troværdigt opklaret, og der kan stadig dukke nyt materiale frem.

Passer Lee Oswalds ønsker med de, som har et motiv?

A) Lees’ hovedinteresse var Cuba, men han delte ikke vreden over den manglende luftstøtte til folkene i Svinebugten. Tværtimod ville han gerne hjælpe Castro og Guevara med at sikre et frit Cuba.

B) Hvis Organized Crime har brugt Lee, så skal de tilsvarende have ændret på motivet for at motivere ham.

C) Hvis CIA og FBI skulle have brugt Lee, så har de ikke motiveret ham med “hovedpudelæk til sexpartnere”, for Lee var ikke særlig fjendtligt indstillet, i forhold til den velhavende katolske klan fra Marthas Vineyard.

D) Hvis våbenproducenterne og CIA gerne ville sikre et langvarigt, militant opgør med Nordvietnameserne, så har CIA været nødt til at motivere drabet med noget andet end Vietnam, for Lee havde hverken sit fokus på dominoteorien eller indtjeningen i forsvarsindustrien.

E) Kun få arbejder med en teori om at Lee slet ikke skyder, selv om mange undres over hvordan den middelmådige skytte med den middelmådige riffel kunne nå alle skuddene alene, og pludselig sidde helt rolig flere etager nede i bygningen.

De fleste som undres over Warren kommissionen tænker, at Lee er en af flere skytter, hvor han er udset til at tage ansvaret for udåden. Hvis Lee er blevet inspireret til at dræbe, af de samme som sikrer at han selv bliver dræbt, hvem skulle det så være?

Lee giver udtryk for sympati for JFK, og hvis han skulle være drevet af en syg trang til at blive kendt, så giver det absolut ingen mening at han straks profilerer sig som syndebuk.

Motivbytte

Helt for egen regning tillader jeg mig at formulere et motivbytte. Hvis man forestiller sig at CIA lader deres “føringsofficerer” overbevise Lee om, at han kan hævne de urimelige snigmordsforsøg rettet imod Castro, ved at fjerne JFK, så opnår CIA at få fjernet JFK for FBI, som nu er fri for nationens største sikkerhedsrisiko der tilmed ønsker Hoover afsat, samtidig med at ophavsmanden er en marxist som bliver dræbt efter mindre end 2 døgns afhøring. Vel at mærke en mundtlig afhøring uden bånd og referat. CIA havde bedt Jeanne og George de Mohrenschildt etablere sig som Oswald familiens nærmeste venner. Det lykkedes til fulde, og det lykkedes ligeledes at få de Mohrenschildt-parret til Haiti i god tid før mordet. Ideen var plantet hos Lee, nu skulle han bare afvente den optimale mulighed. Helt tilfældigt fik han tilbudt job i en bygning med perfekt gevær-rede, og helt tilfældigt blev præsidentens rute lagt lige forbi bygningen i sneglefart. Serveret på et sølvfad af CIA via Ruth Paine, som overtager Georges de Mohrenschildts rolle som bedste ven, og sørger for, at Lee får job i skolebogsdepotet. Om Ruth og George løser opgaver som føringsofficerer, svarer lidt til at drøfte om Lee på noget tidspunkt har opfattet sig selv som agent eller mere som et asset. I perioden op til drabet er det vigtige, at relationen er mellem Lee og CIA. Ikke mellem Lee og FBI.

Hoover fik Jackpot

FBI overtog operationen så snart de konkrete aftaler om JFKs landing på Love Fields og programmet inkl. rute var på plads. CIA var fri af krogen, og begge spiontjenester fik med Johnson en politisk chef – som havde tillid til dem. Nogle har påstået, at Johnson skaffede CIA rammer til at iscenesætte Vietnam-krigen efter for godt befindende. Det er ikke underbygget af forløbet frem til Lyndons B. Johnsons beslutning om ikke at søge genvalg.

Under alle omstændigheder reddede Lee Harwey, CIA chefen Hoovers’ fortsatte karriere.

Eftertiden har dokumenteret, at det var en fin plan. Ellers havde vi afdækket det hele forlængst.

Mørklagt efterforskning.

FBI sikrede at ingen af afhøringerne af Oswald ligger på skrift, at CIA som varetog snigmordene i Havanna har et alibi, at Warren kommissionen lader FBI foretage al efterforskning, at hvis Jack Ruby “fejlede”, så kendte Lee ikke det virkelige motiv og vidste ikke, at hans vennekreds var CIA folk – med et motiv som var helt anderledes end Lees.

Helt uden netværk?

Hvis vi lægger Warren kommissionens konklusioner til grund, så kan Lee muligvis have relationer til politikere, fordi de altid har skullet hjælpe amerikaner-marxisten med visa til fjendtlige områder. Men at påstå, at det er en naturlig tilfældighed, at Lee er tæt på både den ægtemand og far, som han slår ihjel, og endnu tættere på medlemmerne af den kommission som bliver sat til at opklare sagen, det forudsætter veludviklet fantasi.

Hvis man er meget flink ved statsmagten, så kan man sige; “Ja det virker lidt indspist, men jeg kender det hjemme fra grundejerforeningen; Folk hjælper hinanden, når der skal ordnes fællesarealer. Det er da bare ”tilfældigheder”.

Usandsynligt?

USA er en kende større end Danmark, og chancen for at en arbejdsløs marxist med en kone der helst vil bo alene med deres 2 små piger, har venner som kender den forhenværende direktør og vicedirektør for CIA, FBIs direktør, præsidentfruen, hendes søster, deres mor og landets udenrigsminister. Og derefter slår præsidentfruens ægtefælle ihjel ved at skyde ud af en bygning hvis ejer er – korrekt gættet; “medlem af Dallas Petroleum Club”!

Den chance er forsvindende lille. Statistisk er det usandsynligt…

Nu er der jo den detalje, at ekstremister har mere til fælles end midtsøgende politikere, og da Lees personlige vendetta retter sig imod CIAs evindelige attentatforsøg på Fidel Castro og Che Guevara, og da Lee således har behov for viden og kontaktnet, så han kan hjælpe sine oprørske venner i Havanna, så deler han interesse for Caribien med de højredrejede eksilcubanere nede i Miami.

Eftersom Oswald familien har relationer til folk i mafiaen, og altid mangler penge, så har Lee måske et had til statsmagten og til FBI, som han deler med Organized Crimefolkene. Det kan med lidt god vilje, være svært for en ung rodløs og lidt ensom fyr fra New Orleans, at undgå at kende nogle anløbne typer fra natklubmiljøet og de småkriminelle fagforbund som Teamsters og ligende. Men – at slå præsidenten ihjel for at give notoriske mordere en hjælpende hånd på deres eget kompetenceområde, det er vel lidt til den friske side som motiv!

Lækkerbidsken for spiontjenester.

Officielt havde CIA og KGB intet med Lee at gøre, men det er en offentlig hemmelighed, at begge tjenester fulgte den letpåvirkelige Oswald families omtumlede tilværelse tæt. Objektivt set havde Lee en radaruddannelse fra Japan og USA, som satte ham i stand til at vurdere forhold, som optog russerne. Det handlede om den maksimale flyvehøjde for U2 spionflyene, og en række tekniske overvågningsprocedurer af luftrummet. Derudover var Lee et let offer for amerikanerne, både til at indgå i CIAs falske afhopperprogram, og til CIAs patsy program for syndebuksprofiler.

For begge datidens supermagter har det været en fest med den ustabile og fattige Lee, som væltede rundt i ideologiske kampskrifter og ekstreme netværk fra begge fløje. Lee manglede akademisk grundviden, var voldsparat og våbentrænet – og faktisk formåede han at sætte sine internationale ambitioner og hemmelige operationer foran sin lille familie. Lee er en slags naturtalent udi kontraspionage. Meget kynisk kan man sige, at hans mangel på strategisk omtanke og forsigtighed, sætter ham i stand til at implementere risikable strategier, og gør det moralsk let at skille sig af med ham, når det er planen. Og det var vel det, som Jack Ruby tog sig af.

Uofficielt tyder meget på, at Lee var en del af CIAs program for falske afhoppere, og der spekuleres i, om han indgik arrangeret ægteskab med Marina Nikolayevna, der ligesom Lee boede sammen med sin onkel og formentlig løste efterretningsopgaver.

Både Marina og Lee er letpåvirkelige profiler som kan færdes problemfrit blandt både kommunister og højreekstremister.

Til overflod har Marina skiftet forklaringer vedr Lees’ holdninger og bedrifter, siden mordet på Dealey Plaza. Man skal vist være skåret i sten, for ikke at have forståelse for det ekstreme pres som Marina har levet under.

Disclaimer.

Denne artikels fysiske rammer giver ikke mulighed for at komme i dybden med de interessenter som kunne have fordel af at komme af med JFK.

Men det er nok vigtigt at forstå, at en del af motiverne til at standse JFK har kunnet forenes. Det er indlysende at enhver nationalstat vil lægge sig fast på en officiel forklaring, og afvise journalister, politikere og borgeres nysgerrige spørgsmål og tvivl som grundløs spekulation.

I denne indledende artikel kan vi skabe et billede af hvordan et indflydelsesrigt netværk kan have brugt en rodløs borger til at løse strategiske udfordringer. Enhver må gøre op med sig selv, om Oswalds netværk blev tilført lidt mere power end tilfældet kan forklare.

To, som kan bruge hinanden.

Oswald er et forholdsvis mobilt asset, og kan bruges på tværs af erhvervsinteresser, politiske interesser og geografiske interesser. Denne mobilitet kan illustreres med netværket i en erhvervsklub fra Dallas, hvis medlemmer kommer i nærkontakt med Lee. Forskellen mellem de strategiske interesser i erhvervsklubben og så Lee, er selve årsagen til at der er interesse for at skabe dialog. De strategiske interesser har behov for “håndværkere uden reelt netværk”. Og denne kontakt skal foretages af brobyggere som har tillid hos begge parter. Det er denne rolle som de Mohrenschildt og Paine varetager med dygtighed.

Erhvervsklubben i Dallas skal altså have gode kommercielle og politiske kontakter, for at kunne løfte den omfattende opgave.

Powerfuldt netværk.

Hvis vi ser på de to velhaverkonkurrenter i Dallas Petroleum Club; Busch-klanen og Dulles-klanen, så får vi en forståelse for de kompetencer som klubben besidder. Her taler vi gamle sortglinsende formuer fra før fracking. Men vi taler også om konkurrerende overklassefamilier som er private venner med Texanske forretningsfolk og politikere fra begge politiske partier: Lyndon B. Johnson, George Wallace, Barry Goldwater osv.

Petroleum Club`en har ikke umiddelbart varme relationer til Kennedy-klanen, hvis formue er etableret på spiritus og værdipapirer.

Til gengæld har Clubbens medlemmer store interesser i våbenproduktion. LBJs elskerinde fortæller senere, at Lyndon forklarede hende, at JFK blev myrdet af “CIA and oil people”, hvilket hun opfattede som vokset ud af Dallas Petroleum Club. De 99 medlemmer omfatter blandt andre DG Byrd som ejede Texas Schoolbook deposatory, borgmester Earl Cable – hvis bror var næstkommanderende i CIA – og Allen Dulles, der var chef for CIA.

Dulles-familien leverede både en udenrigsminister og en CIA-chef.

Allen Dulles og Cable blev fyret fra CIA af Kennedy, som konsekvens af Svinebugts-fadæsen, så der har været meget langt fra overklasselivet i det liberale Hyannisport, til de stærkt højreorienterede olie – og våbenmilliardærer i den Texanske Petroleumsklub. Texanerne delte tilmed i vidt omfang Hoovers sikkerhedsbekymring i forhold til JFKs voldsomme forbrug af elskerinder.

Dallas eliten og Lee Howard.

CIA-manden G. Walther Moore beder George de Mohrenschildt – der kommer fra et Zar-tro russisk oliedynasti – om at tage sig af Oswald familien, og give den instruktioner om, hvor de kan få hjælp til jobs, russisktalende omgangskreds og måske opgaver for CIA. Det falder let for De Mohrenschildt – som jo selv har russisk baggrund og netværk i USA. Der opstår et venskab mellem ægteparret Jean og George de Mohrenschildt – og Marina og Lee Oswald.

De Mohrenschildt tager til Haiti kort før attentatet, og overlader CIAs babysitteropgave til Ruth Paine som er et såkaldt “CIA-asset”.

George de Mohrenschildt datede De Beauvier søstrene, før JFK kom på banen.

Da de Mohrenschildt efter mordet, bliver kaldt hjem fra Haiti, forklarer han Warren kommissionen, at Jacqueline Kennedys mor Jean og søsteren Lee, er hans nære venner. Lee de Beauvier fortæller senere, at George har dated både hende og Jackie, før Jacqueline mødte Kennedy, og samme aften efter afhøringen i Warren-Kommissionen, deltager de Morenschildt i et middagsselskab hos de Beauvier familien. Allen Dulles – der har deltaget i afhøringen tidligere på dagen – støder senere til samme selskab. Her drøfter de Morenschildt diskret med værtsfamilien, om den orker at få undersøgt hvem der i virkeligheden stod bag drabet på deres svigersøn. Familiens overhoved, Jacquelines mor, konkluderer, at hun ønsker sine døtre videre i livet, og at det bedst kan ske, ved at fastholde Lee Harvey som soloansvarlig for mordet.

Det er lidt samme holdning som hos Kennedy familien har fået indskærpet af Hoover. Men – efter nogle år giver flere familiemedlemmer udtryk for, at de er sikre på, at der var tale om “a conspiracy”.

Penge, politik og kriminelle.

Her er det værd at bemærke, at det tætte forhold mellem Organized Crime, eksilcubanere, toppolitikere og big business er mere udbredt hos olie og våbenfamilierne i Houston, Atlanta, Fort Worth, NewOrleans og Dallas – sammenlignet med det vi kender fra bil-, industri- og handelsbyerne Detroit, Chicago, NY osv. Til gengæld står de konservative værdier meget klare og uforsonlige i olieindustrien, hvilket giver tætte relationer til den stærkt højreorienterede FBI chef John Edgar Hoover.

HSCA vidnernes gennemsnitslevetid blev kort. 

De Mohrenschildt bad CIA-chefen George Bush om hjælp til at give ham og hans familie livet tilbage i 1976.

De fleste kan forestille sig det pres som FBI kan lægge på en familie, ved at overvåge den 24/7 år ud og år ind. Og de fleste kan lide med en mand, der er nødt til at ydmyge sig i forhold til sit gamle netværk.

Men det må George jo leve med, hvis altså han havde været ifærd med at planlægge et terrorangreb. George de Mohrenschildt var hverken terrorist eller kriminel, så hvorfor blev han mon chikaneret af FBI og CIA?

Mon Busch hjalp sin fornavnsfælle?

Jeg tror man diplomatisk kan konstatere, at Busch opfattede det som om de Mohrenschildt led af forfølgelsesvanvid, og efter et interview hvori George erkendte at have plantet ideen om præsidentmordet hos Lee, og holdt CIA og FBI underrettet under forløbet, blev han indkaldt som nøglevidne for HSCA (House Select Committee on Assassinations). Efter flere selvmordsforsøg, lykkedes det de Mohrenschildt at tage sit eget liv, inden han skulle vidne for HCSA (Indblik vil i en senere artikel indvie læserne i tvivlen omkring dette selvmord).

Hvis vi skal fortsætte statsvenligsporet, så kan vi konstatere, at hans tragiske endeligt intet havde at gøre med, at de Mohrenschildt havde udtalt, at han havde instrueret Lee Harwey om hvordan han kunne bidrage til at standse JFK for evigt med sin Carcano M38 riffel. Mere realistisk tror jeg, at vi trygt kan gå ud fra, at Busch den ældre, CIA, FBI, Teamsters og de gamle mafialedere drog et lettelsens suk, da de var så heldige, at et af de centrale vidner havde udviklet en sindssygdom, og tog sit eget liv inden dommere og journalister nåede at svælge i Lee Harweys sidste år. Næsten for godt til at være sandt, og lad det være en cliff-hanger.

Så meget luner et ondt hjerte.

Men der var så meget mere at glæde sig over, både i Langley Virginia og i J Edgar Hover bygningen downtown Washington DC.

I omegnen af halvtreds vidner mistede livet på unaturlig vis, inden de nåede at vidne for HSCA. En del af dem havde arbejdet for de to agenttjenester.

Nogle havde set kolleger forlade “the crime scene” uden at de blev afhørt, nogle havde besøgt bedemanden hvor Oswald lå, før FBI lagde sig fast på beviserne, en del var med på Parkland mens de texanske læger kæmpede for JFKs liv, og næsten alle var med til at sikre, at Lee blev afhørt time efter time, uden at der forelå en eneste båndoptagelse eller en eneste udskrift.

Hoover sad på trykkogeren.

Hoover var på toppen af sin karriere i starten af ’64, men han var nødt til at redigere, true vidner og uddele opgaver til rigtig mange, for at hemmeligholde hvor tæt spiontjenesterne havde samarbejdet med organiserede kriminelle, faglige organisationer og korrupte politikere.

Hoovers selvtillid var så ekstrem, at han lod alle efterforskere forstå: “at gerningsmanden var fundet. Nu handlede det udelukkende om at styrke denne konklusion”.

Det skeptiske spørgsmål er; “hvis mange vidste, at Warren rapporten var utroværdig, hvorfor sagde de så ikke noget tilbage i ’63?”

Svaret er formentlig, at det var forbundet med livsforandrende oplevelser af den traumatiserende type og karriereødelæggelse, for de, der stillede de upassende spørgsmål og talte med journalister.

For de der blev indkaldt som vidner, var det en katastrofe. De fik valget mellem at lyve for retten, eller få ødelagt deres liv, fordi de havde talt om det, de var blevet truet til at holde hemmeligt.

Eftertanke

Det kræver en robust tillid til statsmagten og en betydelig rummelighed mht. tilfældigheder, at tro på Warren kommissionens vedtagne sandhed. Enhver må selvsagt gøre op med sig selv, om man er overbevist. Indblik vil fortsat give dig viden til at kvalificere din egen stillingtagen.