De fleste af os oplever, at kombinationen af to regionale krige og et amerikansk præsidentvalg som bliver ført delvist fra retssale på steroider, let kan komme ud af kontrol og ændre vores hverdag til noget aldeles utrygt.

Vi er vant til voldsomme valgkampe, og vi har oplevet mord på en amerikansk præsident i ´63 og en svensk statsminister i ´86, men det er historisk sjældent, at vi frygter fascismen kan vinde over demokratiet i den vestlige verden.

Det handler om det helt basale forbundet med et demokratisk retssamfund. Bevidstheden om at magten overdrages fredeligt efter et valg, tiltroen til at retsvæsenet beskytter religiøse og politiske mindretal og at vi overholder de spilleregler, som vi selv har stemt for på den globale scene. Når had bliver til forfølgelse af jøder og LGBT-personer, og politiske uenigheder bliver til vold, så tænker mange cosa nostra og narkokarteller.

Men når en præsidentkandidat truer med at lade USA glide ud af NATO, når en tysk sammensværgelse vil overtage magten i Tyskland og et EU-medlemsland foreslår at lade Rusland og Ukraine slå hinanden ihjel uden vores indblanding, fordi krigen opfattes som et internt opgør mellem slavere, så hiver medierne breaking typerne på forsiden.

Frygten for ragnarok

Medieoptakten til EP-valget kan sammenfattes i, at Putin nu ville lykkes med at splitte Ukraines støtter i Vesten, gennem samarbejde med højre-fascistiske partier i næsten samtlige EU-medlemslande samt Republikanerne i USA.

Dertil kommer, at rækken af lande som gerne vil med i EU vokser med lande, der kan være sovende celler for Putin, og som vil glide i favnen på Kreml, hvis ikke EU giver dem håb om medlemskab.

Vælgerne ville noget andet i Danmark

Den korte version er, at i Danmark blev SF den store vinder og fik større tilslutning end S. Det er en klar underkendelse af regeringens indsats på miljø og klima.

Hos de blå faldt LA fra hinanden og sikrede sig kun et mandat. De store tabere er LA, S og V, mens de fleste andre kom helskindede igennem. Konservative og Enhedslisten endda rigtig pænt.

V-katastrofen blev internt i Venstre fejret som en sejr og i forhold til frygten for endnu et kæmpe nederlag, forstår man godt behovet for at glædes over selv lidt. Morten Løkkegaards kompetente og engagerede indsats blev også velfortjent honoreret.

Konklusionen er, at vælgerne er dødtrætte af samlingsregeringen, og de underliggende målinger går på, at danskerne ønsker at partierne skal koncentrere sig om at sikkerhed, ydre grænser, miljø og klima i nævnte rækkefølge.

Vælgerne ville også noget andet på Europæisk plan.

Von der Leyen med baggrund i Parlamentets største gruppe, – den Konservative Kristendemokratiske gruppe – klarede sig fint, og er stadig størst.

Venstregruppen fik fremgang, mens den socialdemokratiske gruppe stadig er størst på den røde fløj.

Situationen i Europa som gennemsnit, er fundamentalt forskellig fra Danmarks. Mens Dansk økonomi er ved at udvikle sig til en af EUs stærkeste, så er der stagnation og tilbagegang hos flere af de store lande. Tyskland, Italien og Frankrig er hårdt ramt, og det giver grobund for genopblussen af fascistiske bevægelser. Vreden vokser ud af frygt for fremtiden, og heroppe i Skandinavien er den svenske krone nu så svag, at dele af erhvervslivet foretrækker at komme ind under Euroen.

Den voldsomme højreekstreme bølge bliver stoppet allerede før den får kraft, fordi Meloni ønsker at opbygge et stort og bredt funderet parti, der kan præge både italiensk politik og EU. Her kan hun ikke bruge folk, som i virkeligheden er EU-modstandere, og har hemmelige venskabelige forbindelser til Putin.

Von der Leyen har et tæt forhold til Meloni, som er en stærk støtte i forhold til Ukraine.

Marine Le Pen er selvsagt stærkt optaget af de overraskende nye muligheder som Macrons valgudskrivelse åbner. Hun vil også ind og arbejde i EU-systemet, og det er afgørende for hende at fastholde et godt forhold til Meloni. De to “højre-dronninger” kan kun indfri deres magt-ambitioner gennem en engageret indsats i EU – og så har de behov for at lægge afstand til ekstremister som AFD i Tyskland.

Både Frankrig og Italien har en historisk fortid, som ikke helt svarer til den officielle undervisning i skolesystemet. Al den slags kan let komme til offentlig debat. Og det skal for alt i verden undgås. Donald Tusks Borgerplatform slog PIS-partiet i en snæver men altafgørende sejr ved EP-valget i Polen. Det er livsvigtigt for EUs store hjælpepakker til Ukraine.

Konklusionen

Ursula von der Leyen skal etablere samarbejde med den del af de nye højrepartier, som både er EU-tilhængere og støtter Ukraines kamp for frihed. Hun er dybt inde i denne proces, og det ser ud til, at hun lykkes med en ny periode.

Er der så ro på situationen?

Nej! For det første er der stadig fascistiske grupperinger både i medlemslandene og blandt ansøgerlandene, som har tætte relationer til Kreml, Og for det andet kan kampen for miljø og klima blive bremset. Det sidste vil skabe intern splittelse mellem rige og fattige lande.

Men alt i alt et fantastisk spændende valg, hvor konsekvenserne udvikler sig time for time.