The Daily Telegraph:

Kinas CO₂-udledninger har allerede nået toppunktet, eller også gør de det i denne vinter, 7 år før tidsplanen. Måske forbliver de uforandrede i et år eller to, men derefter vil de begynde at falde eksponentielt af mekaniske og ustoppelige årsager. Landets mål om netto-nul i 2060 ser ud til at blive nået et årti tidligere end vi har antaget, og måske tidligere end Europa.

Sådan noget ønsketænkning kunne man læse i den engelske avis for nyligt.

Indslaget fortsætter:

IEA, det Internationale Energiagentur siger, at Kina står for 60% af alt den nye sol- og vind-energi, der bliver installeret i Verden i år og til næste år. … Kina bygger et gigantisk netværk af ”centre for ren energi” i Gobi, Ordos og Tenger-ørkenerne og længere ud over de tørre øde områder mod nordvest. Sol- og vindparker følger en bue fra Indre Mongoliet til Qinghai på det Tibetanske Plateau.

Klimaskeptikeren Paul Homewood kommenterer sagen som følger:

Kinas udbygning med sol og vind har indtil videre end ikke været i stand til at dække stigningen i Kinas forbrug af elektricitet. Vind og sol dækker stadigvæk kun 13% af Kinas elforbrug i 2022. Homewood fortsætter:

Imidlertid begår The Telegraph den regnefejl at forvente, at den nuværende udvikling vil fortsætte efter en ret linje, indtil hele Kinas elforbrug bliver dækket af vedvarende energi. Man forstår stadigvæk ikke, at hverken vi eller Kina kan køre en moderne økonomi på svingende sol- og vindenergi alene. Man begår også den fejl, at man ignorerer al den ikke-elektriske energi, som Kina bruger, den udgør halvdelen af landets samlede forbrug. Her kan man kigge på Kinas forbrug af olie og gas, der stort set ikke anvendes i kraftværkerne, men som siden 2011 er steget med 71%.

Der er ikke meget af dette forbrug, der kan erstattes af sol og vind.

At Kina er afhængig af olie, kan man også se ved det faktum, at landets kapacitet til olieraffinering er steget med 40% siden 2010, og nu er større end USA’s.

Man kan her tilføje, at alle vindmøllerne og solcellerne stilles op i det vestlige Kina, bl.a. Xinjiang-provinsen. Her er der en del industri, men størstedelen af landets befolkning og virksomheder befinder sig i de østlige egne, hvor der ikke er så god plads til solceller og vindmøller. Men hvis de skal forsynes fra Xinjiang bliver det nogle uhyggeligt lange forbindelseskabler, der skal trækkes.

Jo Nova har en artikel om Kinas udbygning med kulkraftværker, og her er vi vist betydeligt tættere på realiteterne. Fig. 1 viser, hvor alle de nye værker skal opføres, og man bemærker, at de fleste er i den østlige del af landet – hvor folk og industri holder til.

Fig. 1: Udbygningen af kulkraft i Kina. Røde cirkler er værker under bygning, orange har preliminær godkendelse, gule er annoncerede og lyserøde har opnået tilladelse.

I løbet af de sidste tre år har Kinas regering godkendt 185 GW nye kulkraftværker. De 54 GW var vedtaget inden præsident Xi Jinping for 2½ år siden lovede at begrænse Kinas CO₂-udledninger og i den forbindelse at være tilbageholdende med godkendelser af nye værker. Det løfte holdt kun nogle måneder, så havde en truende elektricitetsmangel og begyndende rationeringer af strømmen fået Xi på bedre tanker, hvorefter hans regering godkendte de yderligere 131 GW.

Jeg har for nyligt omtalt FN’s Production Gap Report, hvor en af konklusionerne klart var, at Paris-målene om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 eller 2 grader er helt urealistisk. Rapporten har en fremskrivning for Kina, og den er ganske interessant, se fig. 2. Kulforbruget vil holde sig på et højt niveau frem til 2030 og derefter falde gradvist frem mod 2050. Olieforbruget vil være svagt faldende hen mod 2050, mens man forventer en løbende stigning af gasforbruget i hele perioden. Kina er således ikke i nærheden af ”netto-nul” i 2050, som The Telegraph ellers påstår.

Fig. 2: Kinas produktion og import af kul, olie og gas, 2005-2050.

Netto-nul er en skrøne, og Kinas regering er åbenlyst ikke naiv nok til at falde for den.