UNEP-rapporten fokuserer på vores forbrug af kul, olie og gas, de fossile brændstoffer. Forbruget er nu nået et rekordhøjt niveau – efter et kortvarigt dyk under corona-krisen. Dermed er udledningerne af drivhusgasser de højeste nogensinde. Det er jo den helt forkerte retning, hvis vi skal opretholde vores mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, som det blev aftalt på COP-mødet i Paris i 2015. Hvis vores udledninger fortsætter uhindret, forventes det at føre til en temperaturstigning på hele 2,9 grader i år 2100.

Skal vi undgå den stigning og holde os under de 1,5 grader, fordrer det drastiske reduktioner i forbruget af de fossile brændstoffer allerede fra nu af. Inden 2030 skal vi have nedbragt vores forbrug med 30-40%.

Rapporten fremlægger, hvordan de nærmeste års udledninger forventes at blive, og der er ikke tale om noget nævneværdigt fald frem mod 2030. Resultatet er, at vi omkring 2030 årligt vil lukke hele 22 milliarder tons CO₂ mere ud, end vi burde, det svarer til næsten halvdelen af de samlede udledninger.

Som opfølgning på Paris-aftalen skulle de enkelte lande indlevere planer for deres påtænkte reduktioner. Danmark har spillet ud med det velkendte mål på 70% reduktion i 2030. De fleste andre lande har været meget mere lunkne, og tæller man alle tiltagene sammen, ender vi stadigvæk oppe i nærheden af uforandrede udledninger og er langt fra opfyldelsen af målene.

Den situation begrædes i rapporten. Det understreges, at målet på maks. 1,5 graders stigning er det eneste, der kan holde Jorden fri af en klimakatastrofe. Til nød kan man nøjes med Paris-aftalens lidt blødere mål på 2 graders opvarmning, men her vil vi straks være ude i mere risikabelt farvand.

Rapporten fokuserer meget på, hvordan vi kan få sat fart i reduktionerne gennem politiske mål og tiltag. Til gengæld står der uendeligt lidt om, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis. Hvordan får vi alternative energikilder til at fungere i stor skala med så kort varsel? Sol og vind er jo stærkt ustabile og kan ikke på egen hånd stå for energiforsyningen til et moderne samfund. Her er der problemer, som slet ikke er løst endnu, og som ikke bliver løst i løbet af de næste 6-7 år. Hvordan skulle verdenssamfundet så kunne overleve en beskæring i energiforsyningen på de 30-40%?

Herom er rapporten helt tavs. Til gengæld står der lidt om, hvad vi kan vente os, hvis vi ikke får begrænset den globale temperaturstigning til de 1,5 eller til nød 2 grader. Rapporten gengiver en illustration fra IPCC’s Sjette Vurderingsrapport (AR6-WGI SPM), hvor man ser, hvordan hyppigheden af hhv. hedebølger, kraftig nedbør og tørketilfælde vil stige med stigende temperaturer. Jo højere temperaturstigning, desto hyppigere vil disse fænomener optræde. Man sammenligner med deres hyppighed i perioden 1850-1900 – idet man foregiver at have et detaljeret kendskab til antallet af episoder den gang.

Det er jo nøgternt set ikke særligt skræmmende. De menneskelige og økonomiske konsekvenser af drastiske nedskæringer i vores energiforsyning vil helt sikkert være meget værre, end lidt mere regn eller flere lokale tørke-episoder. Dem kan vi tackle, hvis vi har ressourcer og velstand, og det vil vi have, hvis vi opretholder en fornuftig energiforsyning.

Nu er der ingen, der ved, hvad temperaturerne bliver i fremtiden, og meget tyder på, at de 2,9 graders stigning er i overkanten af det sandsynlige. Men selv med rapportens tal vil den stigning være at foretrække af hensyn til vores fremtidige velstand og velfærd.

Det hører med til historien, at målene med 1,5 eller 2 graders stigning er en politisk opfindelse og de har ikke noget videnskabeligt grundlag. For det første skal man huske på, at udgangspunktet, 1850-1900, er årene lige efter ophøret af Den Lille Istid, hvor det var bitterligt koldt, ikke mindst her i Europa. Det er ikke temperaturer, vi skal ønske os tilbage til, høstudbytterne var ringe, og folk led udbredt nød. Opvarmningen ind til nu har været ca. 1,1 grader celsius, og den har haft flere positive end negative konsekvenser, ikke mindst med hensyn til landbrugsproduktionen.

På det sidste er man begyndt at sammenkæde temperaturstigningen med tilfældene af storme, oversvømmelser, tørke og naturbrande, men den sammenkædning har ikke noget videnskabeligt belæg. Statistikkerne viser klart, at disse fænomener i de seneste 100-150 år ikke er blevet hverken hyppigere eller alvorligere. Eneste undtagelse herfra er hedebølger, de har vist en beskeden stigning. I den forbindelse er det også interessant, at UNEP-rapporten ikke nævner f.eks. orkaner eller naturbrande med et ord. Det harmonerer med, at de ifølge IPCC ikke har været stigende og heller ikke har udsigt til det frem mod år 2100.

Paris-målene på 2 og senere 1,5 graders maks. stigning blev født af nogle klima-aktivister, der ikke syntes, at det gik hurtigt nok med klimatiltag som f.eks. grøn omstilling. Indtil da havde klimavidenskaben regnet med samlede stigninger på måske 2,5-3 grader og det blev ikke anset for at være noget problem. Men nu blev ideen om 2 grader født, og tallet blev valgt fordi ”det er nemt for politikerne at huske”. På Paris-mødet i 2015 blev man så enige om et skærpet mål på 1,5 grader. Efterfølgende blev IPCC bedt om at skrive en rapport på basis af disse tal, rapporten skulle godtgøre, at det er vigtigt at holde stigningen under de 2 grader og endnu bedre at forblive under 1,5 grader. Klimaforskerne måtte tilbage og justere kraftigt på deres computermodeller, og IPCC udsendte rapporten i 2018. Der var dog ikke megen dokumentation for skadevirkninger af en stigning på de 1,5 grader og kun lidt ved de to grader.

UNEP’s rapport må betragtes som et sidste slag for en håbløs mission. Paris-målene har endegyldigt lidt skibbrud, vi kommer ikke til at nedbringe vores forbrug af fossile brændstoffer i den størrelsesorden, som kræves her. Politikerne i de fleste lande vægter social stabilitet og økonomisk fremgang højere end nogle meget teoretiske tanker om hvad, der muligvis kunne ske. Hellere tackle klimaproblemerne, når de kommer. Hvis de kommer.