Man ikke slå op i en avis eller læse i et medie på internettet uden at se påstanden om klimakrisen gentaget uafladeligt. Vejret er blevet mere ekstremt, vi hjemsøges af storme, oversvømmelser, tørke og hedebølger, helt uden fortilfælde. Det hævdes endda, at 2023 blev det varmeste år i de sidste 125.000 år.

Selv Dronningen nævnte klimakrisen i sin nytårstale, hvilket dog nok var noget, regeringen havde skrevet ind i den. For blandt regeringens ministre er der heller ikke nogen tvivl, det gav statsministeren jo bl.a. udtryk for, da hun holdt tale ved klimatopmødet i Dubai for en måned siden.

Alle gentager historierne om klimaforandringerne, der har ført til nye vejrrekorder, og ekstreme vejrbegivenheder ”helt uden fortilfælde”. Vi havde to gange stormflod i Danmark i 2023 – og man skal ikke lede længe i medierne, før man kan finde dem tilskrevet klimaforandringerne.

Besindige sjæle har forsøgt at imødegå dette lemming-agtige stormløb. Hvis man vil vise, at der er tale om klimaforandringer, er man nødt til f.eks. at se på statistikkerne over ekstremvejr i de foregående år – helst over de seneste 100 år f.eks. Og her viser det sig, at vi globalt selvfølgeligt har haft masser af ekstremvejr, og at de senere år på ingen måde skiller sig ud, hverken i opad- eller nedadgående retning. Der bliver ikke brændt større arealer i naturen nu, end der er blevet siden år 1900. De voldsomste orkaner og storme ligger langt tilbage i tiden, og der er ikke blevet flere årlige tilfælde, end der har været i mange år. Der er ikke mere tørke generelt, og nedbøren, der varierer kraftigt fra år til år, viser ikke nogen klar tendens i nogen retning.

Kun hedebølger er der blevet lidt flere af, men så er de heller ikke værre. At der f.eks. kan være 40 graders varme i Sydeuropa, er ikke nogen ny foreteelse, selvom medierne gentagne gange har forsøgt at blæse det op til noget særligt.

FN’s klimapanel, IPCC, har faktisk i sin seneste videnskabelige rapport fra 2021 gjort status over forekomsten af ekstreme vejrbegivenheder i nutiden og endda givet nogle bud på udsigterne for fremtiden. Konklusionen er helt klart, at bortset fra hedebølgerne er der ingen tegn på udvikling af betydning, hverken nu eller i de næste 50 år.

Men hvorfor går politikerne, medierne, meningsdannere og andre kendisser rundt og fortæller hinanden og alle os andre, at der er en klimakrise? For langt de flestes vedkommende skyldes det en kombination af uvidenhed og medløberi. Medløberiet er let at forstå, man vil gerne være en del af ”det gode selskab” og give udtryk for de rigtige meninger. Det er det samme fænomen, som man har kunnet observere i racisme- og identitetsspørgsmålet.

Som medløber behøver man ikke selvstændigt at sætte sig ind i sagerne, man kan bare kopiere og viderekolportere de budskaber, man har hørt til bevidstløshed. Og resultatet er en massiv uvidenhed og mangel på indsigt i emnerne.

Hvordan kan ellers fornuftige mennesker pludseligt tro, at et stormvejr er udtryk for noget nyt og farligt? Vi har haft storme, så længe nogen kan huske. Vi har også haft år med megen regn og år med lidt regn, så ingen af delene er noget nyt. Det, vi ser nu, er helt inden for vejrets naturlige svingninger, men det har folk tilsyneladende glemt. For dem er alt nyt og farligt.

Det kunne man jo bare trække på smilebåndet over, hvis det ikke var for de ildevarslende konsekvenser, der er en følge af endnu bredere uvidenhed. Tilsyneladende er der en stærk tro på, at vi kan stoppe alle vejrkatastroferne, bare vi gennemfører en grøn omstilling, hvor hele energiforsyningen omlægges til solceller og vindmøller. Den udbredte opfattelse er, at det er noget, vi allerede er godt i gang med, og at det kan gennemføres inden for få år. Kul, olie og gas, de fossile brændstoffer, kan bare udfases (eller ”nedfases”) inden for en kortere årrække, og allerede nu bør vi stoppe alle investeringerne i ny udvinding. De danske lovbestemte klimamål er et resultat af denne blinde tro. Politikerne vedtager, at vi skal tre- eller firedoble kapaciteten af solceller og vindmøller, så vil alting blive godt.

Men faktum er jo, at vore samfund er baseret på en stabil og prisbillig forsyning med energi. Den gigantiske stigning i velstand og velfærd, som Verden har oplevet i de seneste 100 år, rider netop på ryggen af et kolossalt forbrug af de fossile brændstoffer. De sørger for vores elektricitet, vores transport, varme i husene og energi til fremstillingsindustrien, og udgør også råvarerne til en lang række helt uundværlige produkter, plastik, kemikalier, kunstgødning, medicin osv. Der har været talt om at nedsætte forbruget af fossile brændstoffer i årtier, og der er brugt billioner på opsætning af vindmøller og solceller, og alligevel står kul, olie og gas stadigvæk for ca. 80% af Verdens energiforsyning, og forbruget har været støt voksende år for år. Et forsøg på hurtig udfasning ville uvægerligt ende i ragnarok.

Og alternativet, sol og vind, er jo energikilder, der slet ikke kan erstatte de fossile uden videre. Solen går ned hver nat, og vinden kommer og går. Der skal derfor en masse ekstra foranstaltninger til, for at de kilder bare kan begynde at stå for en stabil elektricitetsforsyning. Lige nu bruger vi her i Europa, kul- og gasfyrede kraftværker til at lappe hullerne i forsyningen, og Danmark bliver igen og igen reddet af vandkraft fra Norge og kernekraft fra Sverige. Men den model kan alle de andre lande ikke umiddelbart kopiere, så meget vandkraft er der slet ikke til rådighed globalt.

At den grønne omstilling allerede er ved at køre skævt, kan vi se ved udviklingen med havvindmøllerne. Man har optimistisk troet, at om få år ville prisen på en kilowatt-time (kWh) fra havvind nå ned på 20 øre. Så kom kriserne for projekterne både i Storbritannien og USA og nu ser det ud til, at omkostningerne snarere vil ligge på 1 krone eller mere. Det er langt dyrere end elektricitet fra gas- eller kernekraft. Lige nu er resultatet i øvrigt, at udbygningen med havvind er gået i stå mange steder i Verden.

Uvidenhed og medløberi er en farlig cocktail i politik. Et mål for i år kunne således være, at få nedbragt uvidenheden og bibringe offentligheden noget regulær indsigt i klimaet og energiforsyningen.