Sådan går det nok under alle omstændigheder næppe, da de fleste af landene i Verden slet ikke har travlt med at få nedbragt forbruget af kul, olie og gas, det slog alle rekorder i 2023 og der er udsigt til en yderligere stigning i de kommende år. Det ”kulstof-budget”, der er opstillet, hvis vi skal kunne overholde Paris-aftalen om maks. 1,5 graders global opvarmning, bliver sprængt godt og grundigt i løbet af de næste 4-5 år.

Så den danske vej får næppe nogen indflydelse på det globale klima, men til gengæld vil den få ganske alvorlige konsekvenser for Danmarks økonomi og vores samfund. Det er jo desværre et faktum, at trods alle udsagn om det modsatte, så er klimatiltag og grøn omstilling en underskudsforretning, der kun kan gennemføres ved massiv statsstøtte, enten direkte eller indirekte. Selv de højt besungne elbiler er i realiteten så dyre, at de ikke kan sælges uden en klækkelig reduktion i afgifterne i forhold til tilsvarende benzin- eller dieselbiler. Den reduktion er jo et tab for statskassen, men det blegner sammenholdt med, hvad der ellers er på bordet.

Vi har for nyligt set, at den grønne trepartsaftale kommer til at koste staten 40 milliarder kr. til opkøb af landbrugsjord, der skal omdannes til skov. Nogle af pengene skal også bruges til kompensation til de landmænd, der skal opgive dyrkningen af lavbundsjorde. Men allerede nu er det kommet frem, at beløbene pr. hektar er alt for små, det er en dårlig forretning for landmændene at acceptere pengene, da der kan tjenes meget mere ved fortsat dyrkning. Så hvor meget, vi faktisk får for de 40 mia. af vores skatteyderpenge, er uklart.

Men for at redde klimaet skal der meget mere på bordet. Regeringen har for længst vedtaget at spendere 18,5 mia. kr. på opsamling og deponering af CO₂. Her skal klimaregnskabet forbedres med op til et par millioner tons CO₂ pr. år omkring 2030. Private firmaer skal opstille udstyret – der faktisk er en hel fabrik for sig – ved udvalgte biomassefyrede kraftvarmeværker og få skilt CO₂-en fra værkets røg, rense den og gøre den flydende, klar til transport. CO₂-en skal herefter transporteres pr. lastbil (senere måske rørledninger) til deponeringsstedet, der kan være på land eller ude i Nordsøen. Her pumpes CO₂-en ned i flere km’s dybde og skal så forblive dernede til evig tid. Det er en meget kostbar proces, og den producerer ikke noget som helst nyttigt og giver derfor ingen indtjening. Der er således kun statstilskuddene, der kan finansiere eventyret, og hvor regeringen havde regnet med ca. 500 kr./ton CO₂, er resultatet af den seneste udbudsrunde snarere en udgift mellem 1000 og 2600 kr. pr. ton. Og man skal hele tiden huske på, at de involverede mængder er så små, at de ingen forskel vil gøre på klimaet.

Energiø Bornholm blev sat på pause, da projektet ikke så ud til at kunne blive rentabelt. Problemet er, at strømmen skal afsættes enten i Tyskland eller på Sjælland. Det kræver nogle meget lange – og meget dyre – undersøiske kabelforbindelser. Her var der tale om, at staten skulle bidrage med 16 mia. kr. i tilskud.

Staten har nu udbudt 6 gigawatt havvind (+ 3 omkring Bornholm). Oplægget er, at investorerne skal betale en koncession til staten for at benytte havarealerne, og udbuddene vil blive vundet af de højestbydende. Men økonomien i havvind er med stigende priser på møllerne og den højere rente blevet meget presset. Samtidigt er de forventede muligheder for at kunne afsætte strømmen noget usikre. Der vil være tale om elektricitetsmængder, der som oftest langt vil overskride det danske forbrug, og derfor skal der findes nye afsætningsmuligheder. Her taler man primært om produktion af brint ved elektrolyse af vand. Visionen er en håndfuld store brintfabrikker, der skal aftage al strømmen fra møllerne og omdanne den til brint, der herefter kan eksporteres til Tyskland. Den eneste realistiske metode til transporten vil være en ny rørledning, den skal føre brinten ned til den tyske grænse.

Visionerne om en brintrørledning, fra Energinet

Men fabrikkerne er dyre, rørledningen er dyr, og investorerne har for længst strakt hånden frem efter statsstøtte. Regeringen har så stillet i udsigt, at den vil tilbyde 15 mia. kr. i støtte, men på den finurlige betingelse, at mindst 44% af rørledningens kapacitet bliver udnyttet. Det kvier investorerne sig ved.

Problemet er jo så åbenlyst, at brinten bliver rasende kostbar og som brændstof slet ikke konkurrencedygtig med naturgas. Den tyske industri skal konkurrere med fabrikker uden for Europa og så bliver økonomien håbløs, hvis man skal betale 4-8 gange mere for energien, end konkurrenterne gør.

I runde tal kommer den grønne omstilling således til at koste samfundet op imod 100 mia. kr. i skatteyderpenge. Men det er ikke det hele. Der er allerede røster fremme, der påpeger at det nye havvind-udbud ikke vil resultere i koncessionsbetalinger til staten. Tværtimod er der tale om, at investorerne gerne vil tilbage til de gamle ordninger med garanterede mindstepriser for strømmen, ligesom vi har set det i England og i USA. Dermed er der igen lagt op til store udgifter for staten. I perioder med god vind har vi alt for meget strøm, og Energinet prøver at styre det ved at sænke prisen til nul eller lavere. Derved bliver der et stort tab for mølle-ejerne, og det vil de gerne have staten til at dække.

De mange vindmølleparker og ikke mindst solceller, der opstilles rundt omkring i landet, kræver en udbygning af elnettet. Her er der tale om investeringer på måske 50 milliarder eller mere i løbet af de kommende få år. Det er ikke staten, der betaler, men derimod elselskaberne, der sender regningen videre til elkunderne, det er også os.

Og så må vi ikke glemme det løbende biogaseventyr, hvor der kontinuerligt er udbetalt statsstøtte til hver eneste kubikmeter, der produceres. I perioden 2001 til 2023 er der således udbetalt ikke mindre end 62 mia. kr., og det fortsætter med uformindsket styrke i de kommende år.

Klimamålene og den grønne omstilling er et særdeles dyrt bekendtskab for Danmark.

Er det virkeligt noget, vi vil?