Krab accepterer i vid udstrækning kritikken af de borgerliges (liberales) snæversyn – og forsøger på den baggrund at genvinde borgerliges mulighed for at tale om det gode liv. ”I alt for lang tid har mange borgerlige gentaget og derfor forstærket et forsimplet verdensbillede, som bygger på to falske modsætninger: individet over for fællesskabet og markedet overfor staten (…) Mange af os er blevet grebet af individualismens ligegyldighed,” skriver Krab, som også beklager, at markedsøkonomien er blevet ophøjet til løsningen på alle problemer. Og har konkluderer:  ”Derfor står vi afpillede tilbage, for vi mangler ord for familien, kulturen, dannelsen og det nationale fællesskab, som er afgørende for de fleste menneskers liv.”

Man kan mene, at Krab er alt for tilbøjelig til at acceptere den karikatur, som andre har tegnet af borgerligheden, eller rettere liberalismen. Det mener jeg. Men man kan også betragte hans tilgang som et taktisk tilbagetog og glæde sig over hans veloplagte diskussion af navnlig familiens betydning, ikke blot for den enkeltes liv og lykke, men også for samfundet. For nok kan politiske institutioner være vigtige, men hvad er de værd uden mennesker, der trives i dem? Og hvad gør mennesker ofte på trods af al selviskhed? De søger sammen i nære fællesskaber såsom familier. Ja de fleste af os er endda født ind i sådanne, uden nogensinde at have taget aktivt stilling til dem. Derfor er familien ikke sådan til at komme uden om, selvom den ofte glemmes – et eller andet sted mellem individets udfoldelse og statens restriktioner.

”Familien er ikke forsvundet, slet ikke,” konstaterer Krab, ”men det er de enkelte individer i familien som er mål for politikernes opmærksomhed of indretningen af den offentlige sektor”. Og det er skadeligt. Familien er nemlig det mest oplagt sted at tage ansvar for hinanden. ”Politik handler sjældent om at styrke familierne som en værdifuld enhed for os mennesker og for samfundet,” beklager Krab. Han påpeger, at borgerlige er splittede mellem individet og økonomien (arbejdsmarkedet). Familien drukner i beskæftigelsespolitik. ”Mulighederne for en mere familievenlig indretning findes, men opfattes som urealistiske i vores samfundsdebat.” Krab opremser en lang række gode bud på, hvordan man styrker familien – gennem lavere skat og sambeskatning – gennem hjemmepasning med offentligt tilskud.

Anders Krab-Johansen løber dog ind i nogle besværligheder, når han skal definere familien i lyset af de seneste årtiers kønskamp og queerness. Men han har fuldstændig ret i, at ”den bedste hjælp gives med kærlighed”.

Krabs formål med bogen er ikke noget ideologisk skoleridt, men tydeligvis at skabe et rum for alle borgerlige tendenser, såvel konservative som liberale – et ”stort telt”, som salig Ronald Reagan ville have formuleret det (https://www.reaganlibrary.gov/archives/speech/april-1-1967-address-governor-ronald-reagan-california-republican-assembly).

”Borgerlighed er en dybere strømning, hvor vi finder civilisation, kultur, livssyn og dannelse”, erklærer Krab. ”Man kan derfor sagtens være borgerligt sindet, men politisk hjemløs, fordi man ikke synes, at de nuværende partier på højrefløjen repræsenterer ens værdier og holdninger”, forklarer han. Det er helt igennem korrekt, at følelsen af politisk hjemløshed er oplagt i det nuværende danske partibillede. Men man burde advare Krab mod at gøre borgerlighed til et spørgsmål om livsstil. Gør man det, opstår spørgsmålet: Kan socialdemokrater så ikke også være borgerlige, civiliserede, dannede, kulturelle osv?

For mig at se forstår man bedst begrebet borgerlighed i den politiske betydning: som selvstændig, fri, borger i forhold til en stat. Og det er ikke bare en langhåret principdiskussion. For hvis man er selvstændig, fri, borger – som i princippet er statens ejer – giver det så mening at indføre borgerløn, så man pludselig bliver statens ansatte? Ja, Anders Krab-Johansen foreslår borgerløn. ”Borgerløn er ikke et vidundermiddel, men vil have den fordel for os borgerlige, at den en gang for alle sender et klart signal om, at ingen medborgere lades økonomisk i stikken”, skriver Krab. Det skal altså være en form for taktisk tiltag, et afladsbrev. Men det kommer netop ikke til at fungere efter den hensigt, al den stund en borgerløn (til alle) vil blive meget lav for at kunne finansieres. Praktisk set er det derfor et slag i luften, mens det til gengæld principielt vil fastslå borgerens rolle som modtager fra staten – og ikke som ”medejer” af staten.

Læs ikke desto mindre denne fremragende lille bog, som er et godt forsøg på at bringe diskussionerne om borgerlighed videre i en tid, hvor adskillige borgerlige partier sætter en ære i ikke at mene noget.

Fri os fra den værdiløse borgerlighed

Anders Krab-Johansen

ANTAL SIDER 256

UDGIVELSESDATO 23.02.2024