Historikeren Jon Gissel har gennem flere år forsket i og skrevet om konservatismens historie i Danmark.

I 2014 udkom bogen Konservatisme og kulturkamp, som var et slags modsvar til det moderne gennembruds egen fortælling om, at Georg Brandes kom som frigøreren og lysbringeren til et indelukket og degenereret dansk kulturmiljø i årtierne efter 1864.

I 2017 skrev Gissel bogen Gud, livet og menneskene. 9 konservative, danske forfatterskaber, hvor han genoplivede en række forfattere og kulturpersonligheder, som havde begået den dødssynd at være konservativ, hvilket i Danmark straffes med glemsel.

Og her i 2024 er så udkommet De grebne. Den kirkelige konservatisme i Danmark 1866-1920 (Forlaget Munch & Lorenzen, 494 sider). Bogen forfølger som de foregående en delvis fortrængt tradition, eftersom kirkehistorien også i mange år er blevet behandlet med moderne og kulturradikale briller, ikke mindst af professor P.G. Lindhardt der altid elegant kunne ironisere over de forkerte, så den kvikke læser vidste hvor gelænderet stod.

Jon Gissel forsøger at rehabilitere en tradition og gør det meget refererende og omfattende. Folkekirken og faget teologi på universitetet var stærkt konservativt præget langt op i det 20. århundrede, om end der er tale om en permanent tilbagetrækning og afmægtiggørelse. Koryfæerne må hele tiden se både studenter, grundtvigske aktivister, Søren Kierkegaard-inspirerede præster og en bekendelsesfri rigsdag underminere positionerne. Samtidigt undergår samfundet en stadig sækularisering, hvor kirkens hegemoniale magt langsomt svinder.

Det begynder med de store statskirkemænd, biskopperne J. P. Mynster (der pryder forsiden) og H.L. Martensen, der samtidigt danner den åndelige ramme for årtiers debat derefter. Det er imponerende personligheder som udover at administrere hele Sjællands stift med grundighed forfattede bøger og engagerede sig i samfundsdebatter. Hos H.L. Martensen udviklede det sig dog i direkte antisemitisme, som Gissel godt kunne have taget stilling til. For bagsiden af den konservative indstilling synes også at være en frygt for opløsning, som virker vildt overdrevet. Martensen frygtede også katolicismens fremvækst efter religionsfriheden i 1849, blot fordi nonner kom og skabte Sct. Josephskoler og -hospitaler.

Konflikten med det politiske Højre, som også var konservativt men ikke altid kirkeligt, viste sig bl.a. ved en kultusminister Jacob Scavenius, som blev set på bordel. Han var i hvert fald ikke så kirkelig, så det gjorde noget.

EN af de markante konservative teologer var Henrik Scharling, som i dag mest er kendt for ungdomsværket Ved nytårstid i Nøddebo præstegård, men som i samtiden var en solid professor med et bredt konservativt præget forfatterskab. Hans bredt anlagte universalhistorie, Menneskehed og Christendom fra 1874, er stadig værd at læse.

Digtere som Christian Richardt og Frederik Paludan-Müller (Adam Homo), og ellers i dag mere ukendte præster, biskopper og professorer behandles og refereres. Det er et vigtigt arbejde at trække mange af disse frem fra glemslen. En af de sidste, som Gissel behandler, er teologiprofessor Frederik Torm, som i 1930erne skrev klart og markant mod udviklingen i Tyskland. Et godt eksempel på, hvor tydelige danske teologer blev i afvisningen overfor nazificeringen i Tyskland, selvom deres fagkollegaer syd for grænsen stort set alle fulgte trop.

Bogen hedder ”de grebne” og med det henviser Gissel til det konservative som en grebethed i modsætning til radikalismens fanatisme og lidenskab, der har ført til opløsning. Her kunne Gissel godt have diskuteret det konservative lidt mere systematisk. Hvad er grebethed i dag? Er det mere end en følelse? Og hvilke politiske veksler kan der trækkes af den? Og kan alle mennesker over hele den idepolitiske skala ikke blive grebet – også selvom det hos de fleste overtrumfes af universelle ’fornufts’-ideer’, som man pligtskyldigt gleichschalter sig med.

Jeg tror, at Gissel med grebethed mener hvad modernisten Bothe Strauss skrev i et fortrydende essay: ”At være højreorienteret, ikke af billig overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgeren, som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv.”

I stedet ender Gissel i en lidt mere konservativ automat-reaktion mod udviklingen, når det i konklusionen lyder: ”Dansk kultur er blevet berøvet sit grundlag gennem radikalismens sejr. I stedet for den kristne tros klippegrund har man søgt at bygge den på de senere årtiers sand – som ”ligestilling”, f.eks. eller demokrati og ytringsfrihed løsrevet fra eller brugt i modsætning til kristendommen.”

Problemet, som Gissel også lidt modvilligt erkender er, at den lutherske tradition, som igen bygger på en mand der hed Jesus, er blevet til i opgør med kirke og tradition og lovreligion. F.eks. repræsenterede vækkelsesbevægelserne som f.eks. senere Indre Mission også – set fra urkonservativt hold – en uacceptabel individualisme. Indre Missions berømte formand Vilhelm Beck var stærkt inspireret af Søren Kierkegaards ’anarkistiske’ opgør med statskirken. Protestantismen er svær at gøre konservativ, når den går tilbage til sine rødder.

Og Gissels forfaldshistorie er da også grundlæggende forkert. Mange teologer og præster har profileret en moderne, nutidig protestantisme, som f.eks. Grundtvig efter 1825, Søren Kierkegaard (som radikaliserede sig selv til intet) og bedre hans storebror Peter Chr. Kierkegaard, der byggede på Grundtvig og blev berufsverbotet af de konservative ved universitetet resten af sine dage. Også D.G. Monrad bør fremhæves som en ægte politisk og økonomisk liberal, der var klart og velbegrundet afvisende overfor Martensen. Endelig bør også Det københavnske Kirkefonds indsats i samme periode fremhæves, som blev ugleset fra konservativ side, fordi deres ’private’ kirkebyggeri og menighedsopfattelse udfordrede statskirken, men som vel præsterede den største redningsaktion overfor kristendommen i industrialiseringens epoke. Mens Martensen fnyste.

Selvom det er prisværdigt at få de konservative frem i lyset og støvet af, er der mange flere liberale og modernitetspositive stemmer, som det er mere værd at lytte til.