Kristen etik i krigens og kredittens tid

En teologiprofessor forsøger at formulere en kristen etik og bruge den på vort samfunds store problemer. Men det lykkes ikke så godt.
Hør artikel

En af de stående diskussioner har i mange år været, om der var en kristen etik.

Mange som har lært deres fadervor eller hørt lidt om Jesu tale om næstekærlighed, vil med rette mene, at der er et eller andet, som man skal. Eller ikke må. At være kristen må da indebære en forventning om en vis form for adfærd eller etik.

Men sådan har det ikke været i mange årtier.

I efterkrigstiden var det klart dominerende synspunkt blandt danske teologer, at der ikke af Bibelen kunne destilleres en brugbar og relevant kristen etik til samfundsbrug. Derom var K.E. Løgstrup, Johannes Sløk og P.G. Lindhardt enige og grundtvigianere og især Tidehverv understøttede det ihærdigt. Men der var modstrømninger som f.eks. Kristeligt Folkeparti, der opstod i 1970erne som parti i protest mod den fri abort og frigivelsen af pornografien.

Typisk for ånden dengang belærte min far mig, at det eneste parti, man som kristen IKKE kunne stemme på, var Kristeligt Folkeparti. Fordi de netop gjorde kristendom til politik, og kristendom er det modsatte af politik. Sådan skelnede man dengang.

I dag, i det 21. århundrede, er tidsånden og baggrundtæppet anderledes. Årtiers moral-anarkisme, som blev solgt som frisind og tolerance, bliver i dag til en orienteringsløshed og rådvildhed og manglende rygrad. Samtidigt fremtræder virkeligheden og især den digitale meget mere rå og kynisk og afstumpet, så der bliver spurgt til en kristen moral på ny. Endelig udfordres og kontrasteres en famlende kristen etik af en mere håndfast religiøs etik hos tilvandrende nydanskere.

Så i dag spørges der med langt mere alvor og mindre piberygende skødesløshed om, hvad vores kristendom medfører med hensyn til vores opførsel og samfundsindretning. Og det er vigtige og uomgængelige spørgsmål.

Til det formål har den teologiske professor Ulrik Nissen skrevet en bog, Kærlighedens Ansvar. Grundlag og områder for kristen etik, (Eksistensen Akademisk 2022), som fortjener ord med på vejen. I bogen besvares det bekræftende, at der må være en kristen etik, og det handler Jesu ord og gerninger også om: ”Hvis man læser Det Nye Testamentes tekster umiddelbart og med henblik på at få afklaring på spørgsmålet om, hvorvidt disse tekster rummer etisk vejledning …. er der ingen tvivl om, at det er tilfældet”. Så vidt så godt. Så er det næste spørgsmål hvilken vejledning. I detaljen bor djævelen.

I bogen diskuteres modigt fire konkrete etiske emner, nemlig medicinsk etik, økonomi, indvandring og klimaet.

Her går det galt for etik-professoren.

Generelt er det et problem, om der anlægges et mikro- eller makro-perspektiv. Når det gælder økonomien, tager forfatteren udgangspunkt i et makroperspektiv ved at konstatere en stor og stigende ulighed nationalt og globalt (det er vist faktuelt forkert, men er ligegyldigt her). De dårligst stillede 10 % i Danmark er blevet 10 % rigere, mens de 10% rigeste er blevet 28 % rigere fra 2000 til 2015, står der i bogen.

Pointen her er, at der tages etisk stilling ud fra en aggregeret statistik, hvor der fra et kæmpemateriale udledes procentsatser.

Omvendt anlægges udelukkende et mikroperspektiv, når det gælder ”min fremmede næste”, altså når det gælder indvandring. Her gør Ulrik Nissen meget ud af, at det etiske ligger i forholdet menneske-menneske, og han lovpriser i lange vendinger den politibetjent, som i forbindelse med en stor asyltilstrømning i 2015 satte sig på motorvejen og legede med en lille pige. Omvendt tager han med rette afstand fra den mand, som blev fotograferet og dømt for fra en bro at spytte efter asylsøgerne. Den sidste handlede som levitten eller præsten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner ved at ignorere et menneske i nød, mens den første er som samaritaneren.

Men hvornår skal vi etisk vurdere det aggregerede resultat af mange enkelthandlinger og hvornår skal vi se isoleret på den konkrete handling? Hvornår skal vi se på sluttilstanden og hvornår på den løbende proces?

Begge emner kunne være analyseret fra det modsatte perspektiv. Økonomisk kunne der være fokuseret på mikrotransaktionerne mellem mennesker, som har resulteret i en velstandsstigning på 10 % hos de dårligst stillede 10 %. Er det et resultat af legale og retfærdige udvekslinger eller er nogen blev uretfærdigt bestjålet, så de ”kun” har fået en 10% stigning i velfærd? Fra 2000 til 2015 har de dårligst stillede fået smartphone, fladskærm og Facebook, selvom andre har fået flere og mere. Er nogen blevet berøvet? Er der processen, der førte frem til resultatet, illegitim?

Omvendt kunne indvandringen også være analyseret fra et makroperspektiv med fokus på befolkningsændringen, kvarterer uden etniske danskere, bydele der bliver ghettoiserede og voldsprægede, stigende kriminalitet, bandemord, æresdrab og skoler og gymnasier med forfulgte kristne og prolongeret statistik, der gør etniske danskere til et mindretal i flere og flere områder.

Hvilke øjne skal den kristne kigge på verden med?

Kigge på det konkrete menneske eller på menneskeheden?

Men man må holde perspektivet, og ikke som etikprofessoren skifte briller efter emnet.

Hvis man skulle prøve at udlede en etik af den historiske Jesus, må det nok være mikroperspektivet. Vi skal se mennesket i den anden, uanset køn, etnicitet, race og social status. Det handler mange af lignelserne om.

Men samtidigt var Jesus omhyggelig med ikke at politisere. Det er kejserens sag. Det er politikkens ræson. Det må andre tage sig af.

Det gælder også Søren Kierkegaard, hvor etik kun er meningsfuldt ansigt til ansigt, menneske til menneske, og en statistik kan aldrig kan sige noget etisk. Ansvar en ikke en brøks-bestemmelse, sagde Kierkegaard, og i dag må vi sige, at en procentsats eller gini-koefficient kan aldrig sige noget om næstekærlighed. Man kan ikke være barmhjertig i kvoter

Og det er her, at svagheden ved Ulrik Nissens behandling af etikken kommer til syne, når han svinger ubegrundet mellem makro- og mikro-perspektivet.

Og den moral, som han fremhæver i indvandringsspørgsmålet, ville i økonomien medføre, at han savner argument for at bebrejde uligheder, hvis de er opstået gennem legale transaktioner. Og de moralske briller, som han ser økonomien med, ville gøre det moralsk legitimt at fokusere på procentsatser i befolkningsudskiftningen, hvor den enkelte borgers eller en politimands ageren bliver ligegyldig.

Og når vi snakker ulighed i etisk perspektiv, er det ikke nok at se på procentsatser, og derudfra konkludere en etisk vurdering. Ville verden være etisk bedre, hvis Bill Gates, Zuckerberg, Musk, og de andre techgiganter havde sagt: vi vil ikke tjene ekstra mange penge og dermed forøge uligheden mellem os og gennemsnittet, så vi undlader at opfinde og udvikle og markedsføre Internet, Facebook, IPhone, elbiler etc.

Er det ikke snarere sådan, at den digitale udvikling har givet millioner og milliarder på kloden et bedre liv, mere livskvalitet, lettere adgang til kommunikation på tværs af grænser? Og også med mange bagsider, hvis man kun tilbringer dagligdagen bag en skærm eller mener at kunne redde verden som tastaturkriger. Eller spiser sin IPhone. Men alt i alt har den nyeste teknologiske udvikling givet et løft til milliarder af mennesker.

En kristen samfundsetik må altid inddrage det verdsliges dialektik. At det fællesbedste som markedets velstand opstår af mikro-handlinger præget af egennytte. Og omvendt, at gode mikrohandlinger ikke afhjælper ret meget på samfundet og klodens tilstand. Man siger, at vejen til helvede er brolagt med gode forsætter, og der er den sandhed i udsagnet, at godhed som motiv på samfundsplan er svært at implementere uden at det bliver værre. Den skotske filosof David Hume sagde, at når vi taler politik og samfundsindretning må vi altid antage mennesket for at være en slyngel og unddrager, ikke fordi mennesket er sådan, men som en nyttig forholdsregel. Og så har ateisten Hume fra 1700-tallet sagt meget mere rigtigt om en kristen samfundsetik end en teologiprofessor i 2022.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?