Tilbage i videnskabshistorien har der været store debatter om den rette fortolkning af verdens tilstand. Kendtest er striden om jorden eller solen var i centrum for vores planetsystem. At komme frem til det nye verdensbillede tog flere hundrede år og mange videnskabelige delopdagelser, ihærdige stridigheder, anonyme udgivelser, forfulgte videnskabsmænd og ikke mindst mange søvnløse nætter hos den nye kosmologis fortalere.

Vi står i dag lidt i samme strid om klimaet. Her er paradigmer også i konkurrence og der kæmpes ikke kun med teori og fakta, men også med institutioner og forskningsmidler og aktivist-kampagner.

At der findes klimaforandringer, er en banalitet. For 10.000 år siden lå der 100 meter tyk is hen over Danmark. Noget er sket. Men hvorfor og hvordan. Og ikke mindst: hvad sker der lige nu?

Ingeniør Søren Hansens bog Troen på klimaet. En Hvidbog anlægger en kritisk vinkel overfor det dominerende paradigme i dag indenfor klimaforskningen, nemlig FN’s klimapanel IPCC’s rapporter og med efterfølgende kritik af de efterfølgende politiske handleplaner (den grønne omstilling).

FN’s klimapanel mener, at der er sket en stigning i temperaturen, en global opvarmning, de sidste 40 år. Dernæst mener IPCC, at årsagen alene kan henføres til øget CO2 i atmosfæren. Det sidste betvivler Søren Hansen. Ifølge ham kan der være flere årsager til temperaturstigningen. Temperaturen har hele tiden ændret sig, også i menneskehedens historie, som da vi havde den varme periode i middelalderen og den lille istid i 15-1600-tallet, som først ophørte helt frem i 1800-tallet. At CO2 skulle være eneste årsag, anser Søren Hansen for usandsynligt. Over 500 mio. år i klodens historie har temperatur og CO2 slet ikke fulgt hinanden, men steget og faldet gennem de geologiske tidsaldre statistisk uafhængigt af hinanden.

Dertil kommer en lang række naturlige fænomener, som kan forklare ændringerne i klimaet tilbage i tiden, som variationer i jordens kredsløb om solen, jordens hældning og voldsomme vulkanudbrud. Det er disse faktorer, som har bestemt klimaet hidtil.

Søren Hansen kritiserer primært teorien om den nære kausale forbindelse mellem CO2 og temperatur, som FN’s klimapanel forudsætter, både som forklaring og som politik fremadrettet. Han kalder det en tro, og det er korrekt, at al videnskab bygger på paradigme-antagelser af mindre beviselig karakter.

Videnskab bygger på tro i betydningen metafysiske, hypotetiske antagelser. Den katolske kirke mente ikke, at Guds skabte verden indeholdt uendelig små størrelser, og forhalede udviklingen af differentialregningen, som først fik momentum efter reformationen og en mere almægtig Gudsopfattelse med plads også til det infinitesimale.

Klimaet er et kompliceret system med mange faktorer i spil. Og det er også et valg, hvad der fokuseres på, og et skøn hvad der fremhæves.

Søren Hansen kommer også ind på de politiske konsekvenser af IPCC’s forståelse af CO2 som eneårsag til opvarmning. Vi kender det: masser af vindmøller og solceller i landskabet, afvikling af fossilt brændstof, forbud mod køer og dermed mælkeprodukter, elbiler på vejene fremfor benzin- og dieseldyr.

Hvis planerne for reduktion af CO2 virkelig skal gennemføres som vedtaget, vil det danske og andre europæiske samfund ende med mangel på elektricitet, periodevise strømsvigt og blackouts, voldsomt velstandstab, mangel på hospitalsudstyr, forbud mod kunstgødning med fødevaremangel og måske sult i befolkningen. Til sidst måske borgerkrigslignende tilstande med selvtægt og bander. Kort sagt: sammenbrud af samfundsordenen.

Det er et skrækscenario, men næppe overdrevet, for vi ved alle, at fossile brændstoffer er helt afgørende for store dele af vores civilisation. Ikke bare til transport men også til plastic og meget af det vi bruger.

Løsningsforslag som Power to X og brint giver Søren Hansen ikke meget for. Dels er de ikke udviklet til anvendelighed endnu, og kan måske aldrig blive det. Dels indebærer de store energitab, når strøm fra sol og vind skal gøres til flydende brændstof. Brint indebærer også energitab og er er svær at håndtere og med dårligere brændværdi end naturgas.

Alligevel udbasuneres Power to X som det, der skal afhjælpe sol og vinds ustabilitet, selvom det endnu ikke kan lade sig gøre.

Søren Hansen har sidst i bogen skrækkelige eksempler på, hvordan der fortrænges og bedrages i den gode sags tjeneste. Virkeligheden skal skæres til teorien og så må virkeligheden makke ret. Det er især når videnskaben bæres over i aktivistiske organisationer, at der drives hetz mod anderledes synspunkter. Således blev Bjørn Lomborgs opslag på facebook blokeret, om at der var flere isbjørne end nogensinde. Selvom det var faktuelt og beviselig korrekt. Når en ideologi dominerer, er der altid håndgangne unge mennesker, rødgardister eller komsomoller, der med chikane og angivelser ønsker at fremme den gode sag. Sådan har det altid været. Nutiden ingen undtagelse.

Også mekanismen at den gode sag godt kan tåle lidt snyd på vægten, kan genkendes fra førhen. Gutgemeint ist das Gegensatz zur Wahr, siger man på tysk, altså det velmenende står i modsætning til sandhed. For når overbevisningen er at være på den rigtige side af den ideologiske kamp, som ovenikøbet i egen selvforståelse gælder klodens overlevelse, så går man ikke op i petitesser eller fakta. Så oversprøjter man også gerne klassiske malerier på museerne for at gøre opmærksom på kampen.

Det var ikke til at forudse for få år eller årtier siden, at vi skulle opleve en så forbenet fanatisme omkring klimaet, som aktioneres ud i disse år.

Men heller ikke var det til at forudsige, at vores samfunds beslutningstagere i fælles kor valgte at afvikle energiforsyningen til det danske samfund, som vi kender den. Og så bilder befolkningen ind, at sol og vind er realistiske alternativer.

Hvorfor vælger et oplyst samfund at ødelægge sig selv?