I år falder årsdagen for Krystalnatten sammen med, at israelske fodboldfans blev forfulgt i Amsterdams gader og jaget som vildt.

Krystalnatten er betegnelsen for natten mellem den 9. 0g 10. november 1938, da nazisterne i Tyskland igangsatte en forfølgelse af og pogrom mod tyske jøder ved at knuse deres butikker og synagoger. De splintrede glas gav navn til dagen.

Det burde være historie og var det også i mange år.

Men især efter Hamas´ overfald på Israel sidste år er jøder blevet jaget vildt i Europas storbyer. Jødiske institutioner skal bevogtes af politi og militær, som det også sker i København. Og pro-Hamas og pro-palæstinensiske demonstrationer har frit spillerum i gaderne til at huje og tromme og opildne til had. Det er ret uhyggeligt at se.

I krigen om gaderne har palæstinenserne vundet på knock-out og jøderne tabt. Imens kan politikere prædikere og prutsnakke om, at det ikke må ske. Men det sker.

I efteråret flyttede Belgien en fodboldkamp i Nation League på hjemmebane mod Israel til et stadion i Budapest i Ungarn. Belgien var bange for optøjer i forbindelse med kampen, og set med pogromen i Amsterdam i bakspejlet, var det klogt nok. Det belgiske fodboldforbund fandt det af sikkerhedsmæssige grunde ikke forsvarligt at afvikle kampen i hjemlandet, selv ikke i et tilskuerfrit stadion som først var planen. Så den 9. september slog Belgien Israel med 2-1 på ’hjemmebane’ i Budapest.

Ungarn er et sikkert sted at spille landskampe mod Israel, og straks må man tænke: hvad har Ungarn gjort klogere end Belgien, Holland, Frankrig og Danmark tilsammen?

Men det er et af de forbudte spørgsmål at stille, og Danmarks og EU´s officielle politik er at modarbejde Ungarn mest muligt.

Hvis det er rigtigt, som det siges, at det er i gaderne at den politiske magt vindes, så er der kun grund til dyb pessimisme. Så er det kun et spørgsmål om tid, før det bliver værre. Palæstinensiske flag kan man frit flagre med, mens israelske flag resulterer i forfølgelse.

Danske institutioner og mediehuse forskanses som forter. For nylig ville jeg i min naivitet aflevere et brev til en folketingspolitiker på Christiansborg, men det var ikke muligt. Jeg skulle ud, ned, og ind i en smøge, og ringe på en dørklokke, og så kunne jeg få lov at lægge et brev ind i en kasse i et rum uden betjening. Brevet indeholdt min salmesamling, farligt stof, og jeg betragtes åbenbart som potentiel terrorist, der skal fortælle mit ærinde gennem pansrede ruder.