Det er i år 75 år siden, at de første kvindelige præster blev ordineret i Danmark. Den 28. april 1948 blev tre kvinder ordineret i Sct. Knuds kirke i Odense, i stiftets domkirke. Hvorfor lige i Odense?

Det skyldtes, at biskoppen over Fyns stift, Hans Øllgaard, som den eneste biskop i Danmark ville acceptere kvindelige præster. Alle de øvrige biskopper afviste at ville give kvinder adgang til at forrette gudstjeneste med dåb og nadver.

Hans Øllgaard var heldigvis ikke kollegial ved at følge kollegaerne. Og den danske folkekirke har aldrig været en centralisereret kirke med en ærkebiskop eller et forpligtende bisperåd, men en kirkelig føderal struktur hvor hvert stift har sin egen suverænitet med biskoppen som tilsynsførende. Folkekirken består i dag af 10 stifter med hver sin biskop, og at biskopper mødes, er kirkeretligt blot en kaffeslabberas. Det øvrige danske samfund burde lære af folkekirken med dens decentrale struktur og stor myndighed lokalt til både præst, provst og biskop.

Derfor fik vi kvindelige præster i 1948 på grund af biskop Øllgaards ukollegiale optræden og på grund af folkekirkens flade struktur. Hvis beslutningen var lagt ud til demokratisk afstemning blandt præster eller menighedsrådsmedlemmer, ville den ikke være blevet gennemført. For stor var modstanden.

Men der var alligevel demokrati bagved, folketinget og regeringen mente, at det var på tide at efterkomme et ønske fra en valgmenighed i Nørre Ørslev på Falster, som ønskede at kalde en kvindelig teolog, Johanne Andersen, som deres præst i 1947. Og sjovt nok skete det IKKE ved at vedtage en ny lov, men ved at ophæve en undtagelsesbestemmelse fra 1921 fra ”Lov om Kvinders Adgang til Tjenestestillinger og Hverv”, som blev vedtager i 1921 men med en undtagelsesbestemmelse for præster og officerer.

Så ligestillingen blev allerede besluttet af folketinget i 1921, men folkekirken fik lov at putte sig i sine traditioner.

Og alligevel var der voldsom ballade i 1947. Over 500 præster i folkekirken protesterede og erklærede, at de ville nedlægge deres embede og træde ud af folkekirken, hvis det gik så vidt. En af dem var min farfar, som var præst i København og skrev flere indignerede kronikker i Kristeligt Dagblad mod, at rigsdagen gjorde sig til kirkens røst og gennemførte ”et afgørende Brud med den apostoliske Skik”. Min farfar talte hele tiden om brud, brud med apostelkirken, brud med traditionen, brud med ordinationen og brud med det økumeniske samarbejde (ingen andre kirkesamfund havde dengang kvindelige præster). ”Naar de to Tusind Aars kirkelige Tradition for ikke at ordinere kvindelige Præster er saa afgørende for os i Dag, er det netop fordi, der her er Tale om en Tradition, der er grundet i den hellige Skrifts Helhedssyn”. Men det var utroligt svage bibelske argumenter, som der kunne fremføres imod kvindelige præster andet end tradition og tradition og endnu mere tradition.

Men selvom min farfar så kvindelige præster som brud og skisma og truede sammen med de øvrige 500 præster med at nedlægge embedet, blev det aldrig til noget.

Måske er det psykologisk forståeligt, at en mandeklub som præstestanden så med nærmest skræk på kvinder i ornat dengang, men teologisk var der intet at komme efter, og det ellers meget konservative teologiske fakultet ved Københavns Universitet havde allerede meget tidligere udtalt, at der ikke teologisk var nogle indvendinger imod indførelse af kvindelige præster. Problemet var kirken og dens præster og biskopper.

Ingen af de 500 protesterende præster opsagde deres stillinger.

I dag er flertallet af folkekirkens præster kvinder og netop embedets stærke markering og uniformering med præstekjole og krave viser mere tydeligt end noget andet, at kønnet ikke og aldrig burde have spillet nogen rolle.